Åben operation for mindre eller mellemstore bugvægsbrok
Gå direkte til:
Åben operation for mindre eller mellemstore bugvægsbrok
Et bugvægsbrok opstår gennem et svagt sted i bugvæggen og forekommer ofte i eller omkring navlen alternativt i et ar efter en tidligere operation.
Bughinden skubber sig ud gennem det svage sted, og hvis en tyndtarmsbøjle eller andet bugindhold kommer i klemme her, kan det give anledning til potentielt alvorlige problemer, som kan kræve akut operation.
Et bugvægsbrok vokser typisk med tiden, og går aldrig væk af sig selv.
Operation er den foretrukne behandlingsform for symptomgivende brok medens mindre brok med få eller ingen symptomer typisk observeres.
Forbered dig til operationen
Det er et ufravigeligt krav, at du ophører med rygning, brug af substitutioner (f.eks. Nicorette, e-cigaretter) eller udsættelse for passiv rygning 8 uger før din operation.
Rygeophør i 8 uger før operationen reducerer risikoen for sårkomplikationer fra 30%- 5%. Tilsvarende observation findes for lunge- hjertekomplikationer.
Alle patienter vil blive testet i god tid inden operationen ved et besøg i Kirurgisk Klinik, idet vores erfaring viser, at op mod 30% af selvoplyste ikke-rygere reelt er rygere eller udsat for røg. Testen vil blive gentaget på indlæggelsesdagen.
Er resultatet positivt bliver operationen aflyst.
De sidste to uger inden operationen, må du ikke indtage naturmedicin eller kosttilskud uanset type.
I forbindelse med operationen skal dine hår fjernes på hele maven fra brystvorterne til 5 cm under, hvor kønsbehåringen starter.
Hårene skal fjernes på begge lår - både halvt foran og halvt bagpå. Dette skal gøres, da der skal fastgøres noget teknisk operationsudstyr.
Én uge før operationen skal du fjerne håret med en hårklipper/trimmer eller lignende.
Du må ikke anvende en skraber til at fjerne håret.
Vi forventer ikke en glatbarbering af området.
Hvis du ikke har en hårklipper/trimmer, eller hvis der er under én uge til operationen fra din forundersøgelse, kan hårfjernelsen foretages, når du møder i afdelingen.
Er du i behandling med blodfortyndende medicin, kan det være nødvendigt med specielle forholdsregler. Ofte skal du holde pause med medicinen.
Du vil blive nærmere informeret om dette.
Overvægt har stor betydning for såvel forekomsten af brok som risikoen for genkomst af brok efter operation. Som følge heraf bliver en del patienter med brok ofte stillet over for et krav om at tabe sig inden operationen. Størrelsen af det ønskede vægttab er naturligvis individuelt. Når vægttabet er opnået, skal vægten holdes frem til operationen. Vægtøgning efter operationen frarådes kraftigt.
Sukkersyge har stor betydning for risikoen for komplikationer, hvorfor dit langtidsblodsukker skal være på plads inden operationen.
Der kan være særlige forhold omkring din forberedelse, når du har sukkersyge. Dette vil du blive informeret om til forundersøgelsen.
På operationsdagen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Du skal sørge for at vaske dig grundigt inden operationen for at forebygge infektioner. Det er vigtigt, at antallet af bakterier på din hud er så lille som muligt, når du bliver opereret.
Inden brusebadet skal du:
Tage alle dine smykker af (inklusiv fingerringe og piercinger).
Fjerne eventuelt neglelak på hænder og fødder.
Rense dine negle grundigt.
Sådan skal du vaske dig i brusebadet:
Skyl hele kroppen og vask dig omhyggeligt med sæbe.
Vask håret med sæbe.
Vask navlen grundigt med vand og sæbe - brug en vatpind, så alt snavs fjernes.
Skyl hele kroppen under rindende vand.
Tør dig godt og tag rent tøj på.
Efter brusebadet:
Undlad at smøre dig ind i creme efter badet. Det hindrer virkningen af den huddesinfektion, som du får på i forbindelse med operationen.
Du må ikke have makeup på til operationen.
Når du kommer til afdelingen vil personalet sikre sig, at din personlige hygiejne er i orden.
Hvis du har forbindinger skal disse skiftes før operationen ligesom, at eventuel kateterpose skal skiftes. Dette gøres i forbindelse med brusebadet eller umiddelbart før din operation.
Medbring løstsiddende og behageligt tøj. Vær opmærksom på at der er risiko for, at der kommer farvede spritpletter på tøjet.
Kontaktlinser
Du kan anvende kontaktlinser under operationen, men vi fraråder det.
Hvis du skal indlægges, skal du tage din medicin med på hospitalet i original indpakning. Det gælder både, hvis du skal indlægges og har fået et indkaldelsesbrev fra hospitalet, og hvis du bliver indlagt af din praktiserende læge. En pårørende kan eventuelt komme med din medicin.
Får du medicin dosispakket fra apoteket, skal du også tage den med i original indpakning.
Når du møder ind til operation, bedes du scanne dig ind og tage plads i venteværelset til personalet kommer og henter dig. De vil vise dig til rette og gøre dig klar.
Da der kan være ventetid fra mødetidspunktet til operationen, er det en god idé at medbringe læsestof eller lignende.
Om operationen
Operationen foregår under fuld bedøvelse. Der laves et snit, hvorigennem brokket løsnes fra underhuden og bugvæggen. I bugvæggen tildannes et rum hvori der indføres et "net", som skal dække det svage sted med et vist overlap. Der vil af og til blive anlagt et dræn. Huden lukkes enten med tråd, som forsvinder af sig selv eller med klips, som skal fjernes hos egen læge efter 14 dage.
Risici og bivirkninger
Ved en hvilken som helst operation kan der opstå blødning og infektion (<1-3%). Ved brokoperationer, uanset hvilken type, vil der altid være risiko for, at brokket kommer igen, men undersøgelser viser, at denne risiko minimeres ved indsættelse af net.
Der er 8-10% risiko for kroniske smerter og gener i varierende grad.
Ved operationen foregår der et større frilægningsarbejde i bugvæggen. Dette kan i sjældne tilfælde medføre sårproblemer, som kan nødvendiggøre et senere plastikkirurgisk indgreb.
Det har stor betydning, at du efter operationen er oppe så meget som muligt, da det forebygger komplikationer i form af blodpropper i ben og lunger samt lungebetændelse. Dette kan kun gennemføres ved et samarbejde mellem dig og personalet. Du opfordres derfor til at være aktiv under indlæggelsen og når du kommer hjem.
Efter operationen
Når selve operationen er overstået kommer du til Opvågningen eller Intensiv, hvor du skal forvente at overnatte. Morgenen efter vil du blive flyttet til Kirurgisk Sengeafsnit. Hvis der er smerteproblemer forbliver du i Opvågningen eller Intensiv indtil smerteproblemet er løst.
De dræn, der er lagt under operationen, fjernes, når der produceres under 30 milliliter væske i døgnet/pr. dræn.
Der kan opstå ubehag i form af smerter og kvalme. Er det tilfældet så kontakt personalet, så de kan hjælpe dig.
Smerterne efter operationen behandles i langt de fleste tilfælde med lokalbedøvelse, som anlægges i forbindelse med operationen, samt med fast smertestillende medicin i tiden efter operationen.
Den smertestillende medicin aftrappes typisk i løbet af 6-8 dage. Nogle patienter kan have behov for et mildt smertestillende præparat i en længere periode efter operationen.
Som forebyggelse mod blodpropper får du på operationsdagen en indsprøjtning med blodfortyndende medicin. Denne behandling fortsætter hos nogen i en periode, afhængig af indgrebets størrelse og personlige risikofaktorer. Hvis dette gælder for dig, vil du blive informeret om det, inden du bliver udskrevet.
Er du allerede i blodfortyndende behandling, skal du følge den plan, du har fået udleveret/ tilsendt forud for operationen.
Alle patienter udstyres med et brokbælte, som bør anvendes i døgndrift i 2 uger samt i dagtid i yderligere 2 uger.
Når du kommer hjem
I efterforløbet er der principielt ingen løfterestriktioner, men gør noget ondt bør man være forsigtig. Det tager typisk 4-6 uger før at bugvæggen føles "normal" igen.
Du skal forvente sygemelding i 10-14 dage efter udskrivelsen, men du kan naturligvis gå på arbejde før, såfremt du har det godt.
Plastre og steri-strips fjerner du selv 8-10 dage efter operationen.
Du kan dog opleve at have fået et særligt plaster på, som er koblet til en lille maskine, et såkaldt PICO-plaster. I de tilfælde skal plasteret forblive på i 7 dage inden det fjernes.
Hvis dit sår er lukket med klips, skal du have disse fjernet hos din egen læge 14 dage efter operationsdagen. Du skal selv bestille tid til dette.
Videre forløb
Du får tilsendt et brev i e-Boks med et link til et spørgeskema, som vi beder dig besvare. Hvis din besvarelse giver anledning til spørgsmål eller opfølgning, hører du fra os.
Hvis der opstår problemer, eller du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Kirurgisk Sengeafsnit det første døgn efter udskrivelsen. Derefter skal du kontakte din egen læge.
Kontakt
Kontakt
Har du praktiske spørgsmål forud for din operation eller behandling, kan du kontakte vores booking-sekretariat alle hverdage mellem kl. 10.00-12.00 på telefon 78 42 73 16.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/913847
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.