Et brok er et svagt sted i bugvæggen, hvor bughinden og eventuelt fedtvæv eller tarm buler ud. Det kan opstå pludseligt, være medfødt eller udvikle sig langsomt med alderen eller efter en operation.
Et brok kan give gener/ubehag ved hoste og fysisk aktivitet. Hvis det er tilfældet, kan du blive tilbudt en operation.
Forbered dig til operationen
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Det er et ufravigeligt krav, at du ophører med rygning, brug af substitutioner (f.eks. Nicorette, e-cigaretter) eller udsættelse for passiv rygning 8 uger før din operation.
Rygeophør i 8 uger før operationen reducerer risikoen for sårkomplikationer fra 30%- 5%. Tilsvarende observation findes for lunge- hjertekomplikationer.
Alle patienter vil blive testet i god tid inden operationen ved et besøg i Kirurgisk Klinik, idet vores erfaring viser, at op mod 30% af selvoplyste ikke-rygere reelt er rygere eller udsat for røg. Testen vil blive gentaget på indlæggelsesdagen.
Er resultatet positivt bliver operationen aflyst.
De sidste to uger inden operationen, må du ikke indtage naturmedicin eller kosttilskud uanset type.
I forbindelse med operationen skal dine hår fjernes på hele maven fra brystvorterne til 5 cm under, hvor kønsbehåringen starter.
Hårene skal fjernes på begge lår - både halvt foran og halvt bagpå. Dette skal gøres, da der skal fastgøres noget teknisk operationsudstyr.
Én uge før operationen skal du fjerne håret med en hårklipper/trimmer eller lignende.
Du må ikke anvende en skraber til at fjerne håret.
Vi forventer ikke en glatbarbering af området.
Hvis du ikke har en hårklipper/trimmer, eller hvis der er under én uge til operationen fra din forundersøgelse, kan hårfjernelsen foretages, når du møder i afdelingen.
Er du i behandling med blodfortyndende medicin, kan det være nødvendigt med specielle forholdsregler. Ofte skal du holde pause med medicinen.
Du vil blive nærmere informeret om dette.
Du skal selv sørge for transporten til og fra operationen.
Du må ikke selv køre bil i 24 timer efter operationen, fordi du stadig er påvirket af bedøvelsen. Husk at lave en aftale om, hvem der kan køre dig hjem.
Det er vigtigt, at du kan blive hentet, så snart du er klar til at komme hjem.
På operationsdagen
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Du skal sørge for at vaske dig grundigt inden operationen for at forebygge infektioner. Det er vigtigt, at antallet af bakterier på din hud er så lille som muligt, når du bliver opereret.
Inden brusebadet skal du:
Tage alle dine smykker af (inklusiv fingerringe og piercinger).
Fjerne eventuelt neglelak på hænder og fødder.
Rense dine negle grundigt.
Sådan skal du vaske dig i brusebadet:
Skyl hele kroppen og vask dig omhyggeligt med sæbe.
Vask håret med sæbe.
Vask navlen grundigt med vand og sæbe - brug en vatpind, så alt snavs fjernes.
Skyl hele kroppen under rindende vand.
Tør dig godt og tag rent tøj på.
Efter brusebadet:
Undlad at smøre dig ind i creme efter badet. Det hindrer virkningen af den huddesinfektion, som du får på i forbindelse med operationen.
Du må ikke have makeup på til operationen.
Når du kommer til afdelingen vil personalet sikre sig, at din personlige hygiejne er i orden.
Hvis du har forbindinger skal disse skiftes før operationen ligesom, at eventuel kateterpose skal skiftes. Dette gøres i forbindelse med brusebadet eller umiddelbart før din operation.
Medbring løstsiddende og behageligt tøj. Vær opmærksom på at der er risiko for, at der kommer farvede spritpletter på tøjet.
Kontaktlinser
Du kan anvende kontaktlinser under operationen, men vi fraråder det.
Om operationen
Kikkertoperationen forgår i fuld bedøvelse og varer omkring 2 timer.
Kirurgen laver 4 eller 5 små huller i maven på hver cirka 1 cm til kikkert og instrumenter.
Ved operationen adskilles muskulaturen i bugvæggen fra det omgivende bindevæv, brokket lukkes og bugvæggen forstærkes med et net, der placeres mellem bugmusklen og bughinden.
Til sidst lukker kirurgen hullerne i maveskindet med klips eller tråd og operationen er færdig.
For at sikre god smertedækning efter operationen, anlægger vi en smertestillende og forbigående nerveblokade lige inden starten af operationen.
Risici og bivirkninger
Det er normalt, at der er ømhed og lette smerter efter en operation.
Efter alle operationer kan der opstå betændelse eller blødning, eventuelt som en blødning inde i kroppen. I sjældne tilfælde kan en indre blødning udvikle sig livstruende, hvis den ikke opdages og behandles i tide.
Risici ved det kirurgiske indgreb
Ved ethvert kirurgisk indgreb er der en lille risiko for beskadigelse af indre organer.
Hvis du er opereret i maven tidligere, kan der være sammenvoksninger i bughulen, som kirurgen skal løsne undervejs. Sammenvoksninger kan i nogle tilfælde betyde, at operationen er vanskeligere og tager længere tid.
I sjældne tilfælde kan det være nødvendigt at ændre fra kikkertoperation til åben operation, hvor der laves et større snit i huden.
Kuldioxid i maven
Ved en kikkertoperation pustes kuldioxid ind i maven for at skabe gode oversigtsforhold og plads til kirurgens redskaber. Denne kuldioxid kan give trykkende smerter i bryst, skuldre og nakke de første dage efter operationen. Det er ufarligt og forsvinder af sig selv. Du kan afhjælpe det ved at bevæge dig omkring.
Lille risiko for blodpropper og lungebetændelse
Det har stor betydning, at du efter operationen er oppe så meget som muligt, da det forebygger komplikationer i form af blodpropper i ben og lunger samt lungebetændelse. Dette kan kun gennemføres ved et samarbejde mellem dig og personalet. Du opfordres derfor til at være aktiv under indlæggelsen og når du kommer hjem.
Væskeansamling ved brug af kunststof (meche)
Hvis du får et net af kunststof (meche) ind i bughulen, kan du opleve en væskeansamling (hævelse) i operationsområdet. Dette kræver sjældent behandling. Hos enkelte patienter opstår der en blodansamling, som viser sig som en blå/violet misfarvning af huden i operationsområdet. Ansamlingen svinder oftest af sig selv over nogle uger.
Tilbagevendende brok
Ved brokoperationer vil der altid være risiko for, at brokket kommer igen. Dette sker for under 5 % af patienterne, og det vil ofte være muligt at operere på ny.
Skade på tarm og indre organer
Der er også en lille risiko for skade på tarmen eller andre indre organer. I værste fald kan det betyde, at du skal have en midlertidig stomi - det er dog yderst sjældent.
Kroniske smerter
Hvis din brok bliver behandlet med et net (meche), er der en lille risiko for kroniske smerter efterfølgende. Det er derfor vigtigt, at du har modtaget information om dette og har haft mulighed for at opveje fordele og risici ved indgrebet.
Efter operationen
Selvom du føler dig træt og kan have kvalme de første dage, er det vigtigt, at du umiddelbart efter operationen begynder at spise og drikke.
Spis og drik som du plejer. Drik gerne rigeligt og spis gerne proteinrig kost.
Som forebyggelse mod blodpropper får du på operationsdagen en indsprøjtning med blodfortyndende medicin. Denne behandling fortsætter hos nogen i en periode, afhængig af indgrebets størrelse og personlige risikofaktorer. Hvis dette gælder for dig, vil du blive informeret om det, inden du bliver udskrevet.
Er du allerede i blodfortyndende behandling, skal du følge den plan, du har fået udleveret/ tilsendt forud for operationen.
Der kan opstå ubehag i form af skuldersmerter, andre smerter, kvalme og oppustethed. Hvis du mærker det, så sig det til personalet, så de kan hjælpe dig.
I efterforløbet tages fast smertestillende medicin i en periode. Efterhånden som smerterne bliver mindre nedtrappes medicinen.
Du kan forvente at måtte tage stærke smertestillende præparater i en periode efter operationen.
Plejepersonalet vurderer sammen med dig, hvornår du er klar til at komme hjem. Det er som regel dagen efter operationen.
Når du kommer hjem
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Kontakt en læge, hvis du får stærke smerter eller tegn på betændelse i dit operationssår. Det kan for eksempel være:
Rødme
Hævelse
Feber
Sivning af væske fra såret
Det første døgn efter udskrivelsen er du velkommen til at kontakte afsnittet på det kontaktnummer, du finder i denne vejledning. Herefter skal du kontakte din egen læge eller vagtlæge.
Symptomer på indre blødninger er:
stor hævelse i bughule/maven eller brystkasse
kraftige smerter i bughule/maven eller brystkasse
hurtig eller svag puls
følelse af kortåndethed
Hvis du oplever en eller flere af symptomerne nedenfor, samtidig med du får det dårligere, kan det også være tegn på indre blødninger:
kvalme
svimmelhed
træthed eller utilpashed
tørst
Find kontaktinformation i vejledningen.
Mange har smerter de første par dage. Vi anbefaler, at du fortsætter med smertestillende tabletter de første dage efter udskrivelsen, så du kan opretholde samme fysiske aktivitetsniveau, som før operationen.
Hvis du har behov for stærkere smertestillende, bliver det enten udleveret ved udskrivelsen, eller du får en recept, så du selv kan hente det på apoteket.
For at undgå forstoppelse i tiden lige efter operationen, kan du med fordel tage 1 g Magnesia (2 tabletter af 500 mg) om aftenen, inden du går i seng, når du kommer hjem efter operationen.
Fortsæt med at tage 1 g Magnesia hver aften, inden du går i seng, indtil din mave igen fungerer, som den plejer.
Du behøver ikke at tage Magnesia i forbindelse med et måltid.
Husk at indtage godt med væske til tabletterne.
Efter operationen skal du tage blodfortyndende medicin for at forebygge blodpropper. Medicinen indsprøjtes i huden. Du får udleveret sprøjterne og udstyret af hospitalet, og du bliver oplært i, hvordan du skal gøre, og hvor længe du skal tage medicinen.
Får du i forvejen blodfortyndende medicin, vil lægen tage stilling til hvornår du kan genoptage din sædvanlige blodfortyndende medicin.
Plastrene kan fjernes efter 24 timer, og hvis sårene er tørre, skal der ikke nyt plaster på. Sårene har bedst af at få luft og kan sagtens tåle almindeligt brusebad.
Er der anvendt klips eller ikke-selvopløselige hudtråde, skal de fjernes 10-12 dage efter operationen. Det foregår hos din egen læge. Husk at bestille en tid.
Videre forløb
Du kan genoptage almindelig motion straks efter operationen, eller når du føler dig i stand til det. Du må bevæge dig til smertegrænsen, men du skal undgå kontaktsport i de første 2-3 uger.
Efter en åben operation, hvor der er foretaget et længere snit i huden, fraråder vi dog tunge løft i 4-6 uger, da der er en lille risiko for, at sårene kan springe op.
Behovet for sygemelding er individuelt og afhænger af arbejdets karakter.
Vi fraråder, at du tager karbade og går i svømmehal de første 2-3 uger, da det giver stor risiko for infektion i sårene. Du må dog gerne gå i brusebad allerede efter det første døgn.
Når sårene er helet, er der ingen begrænsninger.
Mere information
Kost
En sund kost er med til at forebygge sygdomme. Følg gerne de officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen:
Spis planterigt, varieret og ikke for meget
Spis flere grøntsager og frugter
Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk
Spis mad med fuldkorn
Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
Spis mindre af det søde, salte og fede
Sluk tørsten i vand
Rygning
Ethvert cigaretforbrug er skadeligt for både din sundhed og dit helbred.
Stopper du med at ryge, får du et betydeligt bedre helbred og styrker din sundhed. Selvom du har været ryger i mange år, har rygestop en positiv indvirkning på din sundhed.
Alkohol
Et stort alkoholforbrug er også skadeligt for både din sundhed og dit helbred.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at voksne over 18 år højst drikker 10 genstande om ugen og højst 4 genstande på samme dag.
Motion
Fysisk aktive personer har et bedre psykisk og fysisk helbred end inaktive personer.
Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor, at voksne er moderat fysisk aktive mindst 30 minutter om dagen, og udøver fysisk aktivitet af høj intensitet 20-30 minutter 2 gange om ugen.
Moderat fysisk aktivitet kan blandt andet være at cykle på arbejde, at lave havearbejde og at tage trappen.
Kontakt
Kontakt
Har du praktiske spørgsmål forud for din operation eller behandling, kan du kontakte vores booking-sekretariat alle hverdage mellem kl. 10.00-12.00 på telefon 78 42 73 16.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/1476077
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.