Operation for bule eller brok ved blivende stomi
Ved anlæggelse af en stomi tildannes en åbning i bugvæggen, igennem hvilken tarmen trækkes ud og fastgøres til huden.
En bule ved stomien beror enten på, at tarmen teleskoperer dvs. åler sig ud mellem bugvægsmusklerne og underhuden eller at åbningen i bugvæggen, hvor tarmen føres ud, er blevet for stor, så en anden tarmslynge kan komme i klemme. En tredje mulighed er en kombination af de to typer. Kun de to sidstnævnte tilstande udgør reelt et stomibrok.
Op mod 50-70 % af personer med en blivende stomi får en bule eller et regulært brok. Behandlingen heraf beror på en individuel vurdering på baggrund af, hvordan stomien er lavet, og omfanget af symptomer. Er der tale om en mindre bule, og ikke et regulært brok, uden gener i form af smerter, lækage eller hudproblemer, afstår man typisk fra kirurgisk behandling. Med andre ord foretages kun yderst sjældent operation for rent kosmetiske gener.
Er der tale om en større bule med besværet stomifunktion eller et regulært brok med gener som ovenfor anført, vil man ofte blive tilbudt operation. Den kirurgiske behandling tilstræber at ophæve teleskoperingen, alternativt at mindske defekten i bugvæggen, uden dermed at vanskeliggøre stomifunktionen, og sidst men ikke mindst forhindre, at problemerne genopstår.
Gå direkte til:
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.