ERCP er en kombineret kikkert- og røntgenundersøgelse af galdegangene og bugspytkirtlens gangsystem.
Undersøgelsen foretages ved hjælp af et fleksibelt kikkertinstrument, som føres gennem munden og ned gennem spiserør og mavesæk til tolvfingertarmen, hvor galdegang og bugspytkirtel har en fælles udmunding.
Ved ERCP kan der udføres forskellige former for behandling, for eksempel fjernelse af sten fra galdegangen, udblokning af forsnævringer, placering af midlertidige indvendige dræn i gangene, biopsi samt gennemskæring af lukkemuskel (papillotomi).
Forbered dig til undersøgelsen
Er du i behandling med blodfortyndende medicin, kan det være nødvendigt med specielle forholdsregler. Ofte skal du holde pause med medicinen.
Du vil blive nærmere informeret om dette.
I forbindelse med undersøgelsen skal der ofte fastgøres noget teknisk udstyr og derfor er det nødvendigt at du fjerner hår fra begge dine lår.
Én uge før operationen skal du fjerne håret med en hårklipper/trimmer eller lignende.
Du må ikke anvende en skraber til at fjerne håret.
Vi forventer ikke en glatbarbering af området.
Hvis du ikke har en hårklipper/trimmer, eller hvis der er under én uge til operationen fra din forundersøgelse, kan hårfjernelsen foretages, når du møder i afdelingen.
På undersøgelsesdagen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din undersøgelse bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter undersøgelsen. Hvis du har diabetes, skal du drikke vand i stedet for sød saftevand.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Vi anbefaler, at du heller ikke ryger, bruger e-cigaretter, skrå eller snus eller tygger tyggegummi.
Hvis du skal indlægges, skal du tage din medicin med på hospitalet i original indpakning. Det gælder både, hvis du skal indlægges og har fået et indkaldelsesbrev fra hospitalet, og hvis du bliver indlagt af din praktiserende læge. En pårørende kan eventuelt komme med din medicin.
Får du medicin dosispakket fra apoteket, skal du også tage den med i original indpakning.
Når du møder ind til operation, bedes du scanne dig ind og tage plads i venteværelset til personalet kommer og henter dig. De vil vise dig til rette og gøre dig klar.
Da der kan være ventetid fra mødetidspunktet til operationen, er det en god idé at medbringe læsestof eller lignende.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen foretages på Operationsgangen. Operations- og narkosesygeplejersker giver dig den nødvendige medicin (afslappende og smertestillende medicin), så du slapper helt af.
Under undersøgelsen skal du ligge på venstre side eller på ryggen. Du får en bidering mellem tænderne for at beskytte dine tænder og kikkerten, som bruges til undersøgelsen.
Kikkerten føres ind gennem munden og via spiserør og mavesæk ned i tolvfingertarmen. Et tyndt plastic kateter føres ind i galdegangen og under røntgengennemlysning sprøjtes røntgenkontrast forsigtigt ind i gangen, så man kan tage røntgenbilleder. Herefter kan der udføres behandling, f.eks. fjernelse af galdesten.
Undersøgelsen varer fra 10 til 60 minutter.
Risici og bivirkninger
Hvis du i dagene efter undersøgelsen får feber, smerter eller sort afføring, er det vigtigt, at du kontakter din egen læge ellervagtlægen.
Blødning efter papillotomi ses meget sjældent. Det viser sig ved opkastning med blod eller sort afføring. Optræder typisk inden for 72 timer.
Hvis du i dagene efter undersøgelsen oplever blodig opkast eller sort afførring, er det vigtigt, at du kontakter din egen læge eller vagtlægen.
Betændelse/irritation i bugspytkirtlen viser sig som smerter, kvalme og eventuelt opkastninger typisk allerede på undersøgelsesdagen. Tilstanden er ofte ovre i løbet af nogle timer til et par dage.
Hvis du i dagene efter undersøgelsen får feber eller smerter, er det vigtigt, at du tager kontakt til din egen læge eller vagtlægen.
Utilsigtet hul på tolvfingertarmen ses meget sjældent. Det viser sig som smerter og alment ubehag og påvises ved røntgenundersøgelse. Klares i mange tilfælde med sondebehandling, men indebærer en lille risiko for operation.
Hvis du oplever smerter eller sort afførring, er det vigtigt, at du kontakter din egne læge eller vagtlægen.
Efter undersøgelsen
Du kommer tilbage til afsnittet til observation i cirka 4 timer, hvorefter det forventes, at du kan tage hjem, hvis du har det godt (ingen smerter og opkastning).
I enkelte tilfælde (fuld bedøvelse, langvarig procedure, utilpashed) foregår observationen til at starte med på Opvågningen.
Da der ved undersøgelsen er blæst luft ind i maven, kan du føle dig oppustet bagefter. Det forsvinder typisk i løbet af nogle timer. Eventuelt kan du være øm i halsen efter kikkertinstrumentet.
Du får information om undersøgelsens resultat, inden du tager hjem.
Mere information
Hvis du er bloddonor, må du først give blod efter 6 måneder
Kontakt
Kontakt
Har du praktiske spørgsmål forud for din operation eller behandling, kan du kontakte vores booking-sekretariat alle hverdage mellem kl. 10.00-12.00 på telefon 78 42 73 16.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/832489
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.