Kirurgisk Sengeafsnit 2, som ligger på B4, modtager kirurgiske patienter med mave- tarmsygdomme.
Vi modtager akutte patienter på alle tider af døgnet, hvilket betyder at dagen kan være uforudsigelig. Det kan betyde at der kan forekomme ventetid eller ændringer, i dagens planlægning, da uopsættelige akutte patienter prioriteres først.
Dit forløb hos os
Dit forløb bliver dagligt gennemgået af dit behandlingsteam, og du vil løbende blive orienteret af plejepersonalet. Såfremt der er afvigelser i det planlagte og forventede forløb, vil du blive tilset af vores læger.
Ved udskrivelse vil du få en afsluttende samtale med en læge.
Har du eller dine pårørende behov for en opsummerende samtale under din indlæggelse, skal tidspunktet for dette aftales med plejepersonalet i afdelingen. Opsummerende samtaler skal som udgangspunkt foregå på hverdage mellem kl. 9-14.
Vi forventer, at du er oppe i det omfang det er muligt, da det medvirker til, at du bibeholder dine kræfter og hurtigere kommer dig. Aktiviteter er derfor en vigtig del af din behandling ved os. Det kan være svært at aktivere sig, når man er indlagt, derfor anbefaler vi, at du tager del i de naturlige aktiviteter der foregår. Det kan f.eks. være, at du selv rydder op på stuen, fjerner brugt service, selv henter mad og drikkevarer, selv skifter sengetøj m.v.
Bruger du vanligt hjælpemidler, såsom stok, rollator eller kørestol, må du meget gerne medbringe disse.
Ved behov kan der blive koblet fysio- eller ergoterapi på.
Under din indlæggelse på afdelingen er du meget velkommen til at bruge dit eget tøj. Der er også mulighed for at benytte sygehusets patienttøj. Hvis du er oppegående og går rundt i afdelingen, henstiller vi til, at du har dit eget tøj på. Alternativt at du er fuldt påklædt i patienttøj / morgenkåbe.
Kl. 06.00-08.00: Patienter, der skal tidligt til operation eller undersøgelse vækkes.
Kl. 07.00: Dagspersonalet møder ind. Der uddeles morgenmedicin og ved behov tages der blodprøver.
Kl. 08.00-08.45: Serveres der morgenmad i dagligstuen.
Kl. 08.30-12.00: Ved behov tilbydes hjælp til personlig pleje og sengeredning. Ved vurderet behov tilbydes der fysioterapi.
Kl. 12-12.30: Serveres der frokost i dagligstuen.
Kl. 12.30-14.00: Middagshvil.
Kl. 15.00: Aftenpersonalet møder ind.
Kl. 17.45-18.30: Der serveres aftensmad i dagligstuen.
Kl. 20.30: Der serveres aftenkaffe i dagligstuen.
Kl. 23.00: Natpersonalet møder ind.
De fysiske rammer
Kirurgisk sengeafsnit 2 befinder sig på B4:
Regionshospitalet Horsens
Sundvej 30, Indgang B, B4
8700 Horsens
Tlf. nr. 7842 6277
Sengeafsnittet består af 33 enestuer med eget toilet og bad.
Lyset bag sengen og persiennerne styres af knapper, som sidder på den store metalliste. Du må gerne selv indstille på disse.
Tavlen ved siden af TV'et kan bruges af både dig, dine pårørende og af personalet. Her kan du og dine pårørende skrive spørgsmål ned, eller du kan sammen med personalet skrive ned, hvad I gerne vil tage op på stuegang.
Nærmeste parkering er i p-huset eller rundt på hospitalets grund. Se efter skiltning.
Du skal være opmærksom på, at det er betalingsparkering alle steder.
Mad og drikke
Sengeafsnittet kan tilbyde et bredt udvalg af madvarer. Der kan være forskel på, hvad man må spise og kan spise, så spørg endelig sygeplejersken, hvis du er i tvivl.
Der serveres mad i dagligstuen ved køkkenet kl. 08.00-08.45, kl. 12.00-12.45 og kl. 17.30-18.00.
Hvis du er oppegående forventer vi, at du selv henter mad og drikkevarer, samt at du spiser dine måltider i dagligstuen.
Der er mulighed for selvbetjening i drikkenichen på gangen, hvor du bl.a. finder kolde drikkevarer, proteindrikke og kaffe/te.
Der er også mulighed for, at du kan gå i kantinen, hvor udvalget er lidt anderledes. Du skal blot spørge din sygeplejerske efter en spisebillet. Dine pårørende kan også gå med, men skal selv betale.
I særlige situationer kan der være lukket ned for selvbetjening. I så fald, vil det fremgå af opslag i drikkevarenicherne.
Telefon og internet
Patienter, pårørende og andre besøgende har mulighed for at bruge Region Midtjyllands trådløse netværk til at komme på internettet. Det er gratis at bruge gæstenettet.
På din computer, tablet eller smartphone skal du finde det trådløse netværk 'RegionMIDT-Gaest' og logge ind med hotspot.rm.dk Derefter vil du typisk blive viderestillet automatisk til hjemmesiden hotspot.rm.dk. Hvis du ikke bliver viderestillet automatisk, så åbner du en browser og taster ”hotspot.rm.dk” i adressefeltet. Din internetadgang udløber automatisk efter 12 timer. Hvis du ikke bruger din internetadgang i 4 timer, så udløber din adgang, og du skal evt. logge på igen.
Pårørende
Pårørende er altid velkommen til at kontakte afdeling, men da der er vagtskifte mellem kl. 7-8 og 15-16, bedes opkald minimeres i det tidsrum. Vi henstiller til, at pårørende internt i familien koordinerer kontakten til afdelingen, således at kun én pårørende ringer og herefter informerer de øvrige i familien.
Der er fri besøgstid, så dine pårørende kan være tilstede på alle de tidspunkter, hvor der er behov for det. Ofte har man behov for mere ro og hvile i forbindelse med sygdom og derfor henstiller vi til, at hviletiden mellem kl. 12.30 og 14.30 respekteres. Pårørende er velkomne til at deltage i plejeaktiviteter, såsom at hente mad, redde seng m.v., i det omfang det aftales med sygeplejersken.
I særlige tilfælde kan andre regler gøre sig gældende.Hhvis det er tilfældet, bliver du informeret i afdelingen.
Der kan være situationer, hvor man har brug for at have sine pårørende hos sig, også om natten. I de tilfælde kan der udleveres en seng og sengetøj af personalet. Da afdelingen har begrænsede ekstra senge, skal det aftales med sygeplejesken i hvert enkelt tilfælde. Pårørende står selv for tøj, forplejning og oprydning. Det er dog et krav, at sengen skal være klappet op og stuen ryddelig kl. 07.30.
Pårørende har mulighed for at købe måltider i køkkenet - se under måltider. Prisen pr. måltid, samt mobilpay nr. oplyses i køkkenet.
Vær opmærksom på
Desværre kan vi ikke garantere, at der ikke sker tyverier. Undlad derfor at medbringe værdigenstande, da eventuelle tab er på eget ansvar.
På stuen er der et skab med lås, hvor du kan opbevare dine ejendele.
Personalet vil hjælpe dig, hvis du har behov for det.
Hospitalet er røgfrit, hvilket omfatter både patienter og pårørende.
Når du skal hjem
Udskrivelsen tilrettelægges i samarbejde med dig og eventuelt også dine pårørende, og vi kontakter hjemmehjælp/hjemmesygeplejen efter behov. Du får besked om eventuel efterbehandling eller kontrol, inden du udskrives.
Efter udskrivelsen sender vi en beskrivelse af dit behandlingsforløb til din egen læge. Ønsker du ikke dette, bedes du selv meddele det til personalet.
Måske har vi ikke besvaret alle dine spørgsmål, og så er du selvfølgelig velkommen til at spørge personalet.
Kontakt
Du kan altid kontakte os
Har du praktiske spørgsmål forud for din operation eller behandling kan du kontakte vores sekretariat mellem kl. 9.00 og 12.00 på tlf. nr.: 7842 6285.
Har du spørgsmål i relation til din operation eller behandling efter udskrivelsen kan du kontakte Kirurgisk Sengeafsnit 1 på tlf. nr.: 7842 6277.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/1433731
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.