En PEG-sonde er en tynd slange, som er placeret gennem huden på maven direkte ind i mavesækken.
Gå direkte til:
Anlæggelse af ernæringssonde (PEG-sonde)
Sonden skal sikre, at du får ernæring og medicin, hvis du gennem længere tid ikke kan spise eller drikke tilstrækkeligt. Sonden kan skjules under tøjet.
Selvom du har en PEG-sonde, vil du stadig kunne spise og drikke i den udstrækning, du har lyst eller magter.
Forbered dig til behandlingen
Får du Marcoumar, Marevan, Plavix eller lignende, skal du efter aftale med lægen holde pause med denne medicin inden undersøgelsen. I pausen skal du eventuelt behandles med blodfortyndende medicin som indsprøjtning. Dette får du nærmere besked om.
Får du Magnyl, må du gerne fortsætte med det.
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din undersøgelse bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter undersøgelsen. Hvis du har diabetes, skal du drikke vand i stedet for sød saftevand.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Vi anbefaler, at du heller ikke ryger, bruger e-cigaretter, skrå eller snus eller tygger tyggegummi.
Om behandlingen
Først foretages en kikkertundersøgelse af mavesækken. Lægen kigger ned i mavesækken gennem en tynd bøjelig slange, som føres ned gennem halsen.
Du får beroligende medicin gennem en kanyle i blodåren, så du vil døse lidt, mens sonden bliver lagt.
Maveskindet bliver også bedøvet på det sted, hvor PEG-sonden skal føres gennem bugvæggen ind i mavesækken.
Indgrebet varer ca. ½ time.
Anlæggelse af PEG-sonde kan også foregå i fuld bedøvelse. Nødvendigheden af dette vurderes af en læge.
30 minutter efter sondeanlæggelse, må du få 50-100 ml kogt lunkent vand i sonden. Hvis det går uden problemer må sondemaden startes.
Det første døgn må du kun få ½ dosis af den mængde sondemad, du fremover skal have dagligt.
I forbindelse med undersøgelsen kan der gives lokalbedøvelse i halsen. Får du dette, må du ikke spise og drikke 2 timer efter undersøgelsen. I få tilfælde kan der gives afslappende medicin. Får du det, må du ikke selv køre bil resten af døgnet.
Du skal forvente at blive udskrevet senere samme dag, som du har fået anlagt PEG-sonden. Inden udskrivelse vil du mundtligt og skriftligt blive informeret om hygiejne og pleje af og omkring sonden.
Når du kommer hjem
Hvis der i de første dage efter undersøgelsen optræder:
Udtalte mavesmerter
Blodige eller sorte opkastninger
Sort, glinsende afføring
Feber over 38 grader
Kulderystelser
kan du indtil dagen efter kontakte Kirurgisk Sengeafsnit 1. Ved senere behov skal du kontakte enten din egen læge eller vagtlægen.
Lidt ømhed i halsen kan forekomme, men det forsvinder efter en dag eller to.
Mere information
Hvis der opstår problemer, eller du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Kirurgisk Sengeafsnit det første døgn efter udskrivelsen. Derefter skal du kontakte din egen læge.
Kontakt
Kontakt
Har du praktiske spørgsmål forud for din operation eller behandling, kan du kontakte vores booking-sekretariat alle hverdage mellem kl. 10.00-12.00 på telefon 78 42 73 16.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/847343
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.