Du har fået anlagt en PEG-sonde (mavesonde), så du nu kan få ernæring og eventuelt medicin direkte ind i mavesækken.
Sonden ligger igennem en tynd kanal i bugvæggen ind i mavesækken.
Sonden fastholdes i mavesækken med en ballon, der er fyldt med vand ____
Sonden fastholdes derudover med en rund silicone plade/fixeringsplade over huden. Denne kan skubbes frem og tilbage i forbindelse med hygiejne.
Om behandlingen
30 minutter efter sondeanlæggelse, må du få 50-100 ml kogt lunkent vand i sonden. Hvis det går uden problemer må sondemaden startes.
Det første døgn må du kun få ½ dosis af den mængde sondemad, du fremover skal have dagligt.
Når du kommer hjem
GOD HYGIEJNE OG KORREKT PLEJE ER VIGTIG
Du skal rense dagligt omkring sonden med vand og mild sæbe, også under fixeringspladen/siliconepladen.
Siliconepladen må gerne løsnes i forbindelse med hygiejne.
Skyl efter og tør huden grundigt.
Efter udført hygiejne bør siliconepladen placeres med en afstand på 2-3 mm over hudniveau. For at placere siliconepladen trækkes let i sonden, så der strammes let og mærkes let modstand.
Brug ikke forbinding når såret er helet.
Vær opmærksom på tegn på infektion - rødme, varme, hævelse og smerte.
Skyl sonden igennem med 50-100 ml koldt vand før og efter måltiderne. Dette skal også gøres efter medicingivning.
Hvis medicinen ikke findes i flydende form, men kun som tabletter, er det meget vigtigt at knuse tabletterne grundigt, inden de blandes i 50-100 ml koldt vand og gives med sprøjte.
Bland aldrig medicin og sondemad. Bland heller ikke juice og sondemad.
Medicin, der kan gives som mixtur/brusetabletopløsning, foretrækkes, samt medicin, der kan gives som stikpiller.
Fortsæt hygiejne med vand og sæbe.
Derudover skal sonden dagligt drejes en halv omgang, så den ikke gror fast i mavens slimhinde.
Du skal forsigtigt trykke sonden 1½ cm ind, idet du drejer. Træk derefter sonden til der er let modstand. Placer siliconepladen som anført.
Du kan tage karbad, havbad og bade i svømmebassin.
Hvis du ikke bruger din sonde dagligt, skal sonden skylles igennem med 50-100 ml vand hver dag.
En gang om ugen skal du trække vandet ud af ballonen med en sprøjte. Der er 5 ml vand fra vandhanen i ballonen.
Derefter fylder du atter 5 ml vand fra vandhanen i ballonen.
I forbindelse med anlæggelse af sonden, er der sat 3 sting/knapper i huden. Disse sting/knapper sørger for at holde mavesækken op mod maveskindet. Disse sting/knapper opløses normalt af sig selv, men hvis de fortsat er til stede efter 14 dage, skal de afklippes hos egen læge eller hjemmesygeplejerske indenfor 14-21 dage.
Du skal selv sørge for at bestille tid hos din egen læge til fjernelse af stingene.
Mere information
Skyl cola eller danskvand ind i sonden og lad det virke nogle timer. Derefter kan man opleve, at man ved at skylle sonden godt igennem igen, får skabt passage.
Sonden kan oftest holde i flere måneder, men hvor præcis hvor længe variere meget.
Sonden skal først skiftes når den ikke fungerer optimalt længere.
Du skal henvende sig til din egen læge, når du har behov for at få skiftet sonden.
Sørg altid for at have en ekstra udskiftningssonde liggende i hjemmet. Hvis sonden falder ud, er det vigtigt at få anlagt en ny, da kanalen kan lukke sig indenfor få timer. Hvis du ikke har en ny sonde, kan du bruge den gamle sonde eller et foleykatheter (plastikkatheter) midlertidigt, så kanalen holdes åben.
Du kan få en udskiftningssonde gennem det firma, som leverer din sondemad.
Du kan få sonden skiftet af din hjemmesygeplejerske, din læge eller du kan måske selv oplæres i det. Sonden behøver kun at blive skiftet ved behov.
Hvis du har problemer med sonden indenfor de første 24 timer efter udskrivelse, kan du kontakte Kirurgisk Afdeling. Derefter skal du kontakte hjemmesygeplejersken, egen læge eller vagtlæge.
Hvis der opstår problemer, eller du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Kirurgisk Sengeafsnit det første døgn efter udskrivelsen. Derefter skal du kontakte din egen læge.
Kontakt
Kirurgi
Har du praktiske spørgsmål forud for din operation, undersøgelse eller behandling kan du kontakte vores sekretariat mellem kl. 9.00 og 12.00 på tlf. nr.: 7842 6285.
Har du spørgsmål i relation til din operation, undersøgelse eller behandling efter udskrivelsen kan du kontakte
Kirurgisk Sengeafsnit 1 på tlf. nr.: 7842 6277 eller
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/1354369
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.