LivsstilscenterBrædstrup har modtaget din henvisning, men der kan være ventetid, inden du kan starte dit forløb hos os.
Ventetiden kan være en anledning til, at du forbereder dig. Datoerne for dit livsstilsforløb står i dine indkaldelsesbreve.
Dit forløb hos os
På Livsstilscenter Brædstrup har vi fokus på sundhed og velvære. Vi arbejder bl.a. med kost, rygning, alkohol og motion baseret på de officielle danske anbefalinger. Vi arbejder også med kompetencer, relationer, accept og mestring.
Hvad er relevant for dig?
Vi lægger vægt på, at der er plads til alle, uanset ens fokus for forandring.
Vi støtter og guider dig i at lave forandringer i en trinvis proces. Ud fra dine mål, laver du en plan som passer til dig og din hverdag. Vi anbefaler, at du laver forandringer ved at tage små skridt fremad. Hvis det du gør, ikke fungerer i praksis, så anbefaler vi, at du gør noget andet.
Der er ting i livet, som ikke kan ændres, men må accepteres. Så vær tålmodig og venlig mod dig selv i processen. Husk at du ikke behøver at gøre ting perfekt for at du er på rette vej.
Vi opfatter livsstilsforandringer som en kursændring og ikke en kur.
Vi fokuserer på sundhed i bred forstand og du får mulighed for at følge din udvikling inden for en vifte af områder.
Vi viser muligheder for, hvordan du f.eks. kan spise og motionere, men vi giver ingen færdige trænings- og kostprogrammer.
Vi anbefaler, at du fokuserer på det du vil og som giver mening for dig. Vi hjælper med at finde din kurs og støtter dig undervejs.
Du får en personlig kontaktperson og under indlæggelse har du mulighed for at samarbejde og danne netværk med ligestillede.
Vi lader dig prøve forskellige motionsformer, så du kan overveje, hvordan du kan lide at bevæge dig.
Vi tilpasser aktiviteterne i samarbejde med dig.
Vi tager udgangspunkt i brugen af hverdagens muligheder for bevægelse, f.eks. gå, cykle, lave hus og have arbejde mv.
Hvad er et godt og sundt liv for dig? Hvordan vil du gerne leve?
Hvad du kunne ønske hjælp til?
Hvad er dit nuværende udgangspunkt og vilkår for at lave forandringer?
Har du mennesker omkring dig, som du har lyst til at involvere for at få støtte?
Hvilke valg og fravalg kan du gøre lige her og nu?
Kan du planlægge det, så du ikke har andre forpligtigelser under indlæggelsen ift. børn, dyr, job, møder og fritidsinteresser?
Mad og drikke
Vi serverer mad i portioner på små tallerkener fordelt på 3 hovedmåltider og 3 mindre mellemmåltider om dagen. Du kan finde vores opskrifter på vores hjemmeside.
Vi spiser fisk, magert kød, fuldkorn, bælgfrugter, frugt og grønt, og drikker vand, kaffe og te.
Vi giver dig mulighed for at prøve at lave mad i køkkenet og bruge vores opskrifter. Det kan være nemmere at lære, når man selv prøver det i praksis.
Vær opmærksom på
Du kan orientere dig på Livsstilscenter Brædstrups hjemmeside.
Her kan du få flere praktiske oplysninger, se fotos og opskrifter.
Vi anbefaler, at du få taget blodprøve hos egen læge inden indlæggelse, og medbringer blodprøvesvar til eget brug i forbindelse med undervisningen.
Datoer for dine indlæggelser og pakkeliste finder du i dit indkaldelsesbrev.
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/760845
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.