Denne patientvejledning indeholder en række generelle oplysninger, som kan være nyttige for dig som patient. Patientvejledningen skal ses som supplement til øvrigt informationsmateriale fra Livsstilscenter Brædstrup.
Vi håber, at dit ophold på livsstilscentret bliver så godt og behageligt som mulig. Vi lægger stor vægt på at have en tæt dialog med dig om dit behandlingsforløb. Det er derfor også vigtigt, at du fortæller os, hvis der er noget, vi kan gøre bedre.
Venlig hilsen hospitalsledelsen
Dit forløb hos os
Livsstilscenter Brædstrup er en del af Regionshospitalet Horsens, der udover livsstilscentret består af Regionshospitalet Horsens og Skanderborg Sundhedscenter.
Livsstilscentret modtager patienter med følgende lidelser:
Overvægt
Hjertekarsygdomme
Lungesygdomme
Diabetes
Ufrivillig barnløshed grundet overvægt
Formålet med indlæggelsen er, at du opnår større viden og forståelse for sammenhængen mellem levevis, helbred og livskvalitet, så du kan bruge dette til at:
opnå øget livskvalitet.
fremme din sundhed.
forebygge sygdom eller leve bedre med din sygdom.
Behandlingen varer seks måneder og består af tre indlæggelser af hver 4 dages varighed med ca. tre måneders interval.
Indlæggelserne består af teoretisk undervisning og praktisk træning.
Sundhed og trivsel
Vaner, motivation og forandringsprocesser
Kost og ernæring
Motion og træning
Søvn og hvile
Der er undervisning alle dage fra 07.00-19.00 med indlagte pauser i løbet af dagen.
Under indlæggelsesforløbet tildeles du en kontaktperson. Vi bestræber os på, at du får den samme kontaktperson under hver indlæggelse.
De fysiske rammer
Du bliver indkvarteret på et dobbeltværelse og kommer til at bo sammen med en anden patient af samme køn.
Vi ved, at det kan være svært at nå frem til indlæggelsestidspunktet mandag morgen, hvis du kommer langvejs fra. I lokalområdet er det muligt at finde private overnatningssteder, såsom Bed & Breakfast og Airbnb, og hoteller. Disse kan fremsøges via google.
Du skal selv sørge for transport til og fra Livsstilscentret, når du skal indlægges.
Bil: Der er mulighed for gratis parkering på livsstilscentret.
Offentlig Transport: Benytter du offentlig transport, har du mulighed for at tage bus. Nærmeste stoppested ligger 200 meter fra livsstilscentret.
Refusion af kørselsudgifter afgøres ved henvendelse til dit lokale kørselskontor.
Livsstilscentret er røgfrit område. Vi tilbyder samtale vedrørende rygestop.
Telefon og internet
Der er trådløst netværk på Livsstilscentret.
Mobiltelefon må gerne benyttes på værelserne, men skal slukkes i undervisningen, under måltider og samtaler.
Vær opmærksom på
Indendørs- og udendørs tøj, du kan bevæge dig i samt sko til udendørs og indendørs træning
Toiletsager, håndklæder og evt. morgenkåbe
Der er vatdyne, pude og linned (hovedpude og madras) til rådighed. Egen dyne, pude og linned må gerne medbringes
Badetøj og badehåndklæde hvis du ønsker at prøve vores varmtvandsbassin
Du skal selv medbringe og administrere al medicin
Såfremt du bruger hjælpemidler, f.eks. blodsukkerapparat, rollator, el-scooter eller lignende, skal du medbringe disse.
Medbring kun det mest nødvendige. Livsstilscentret tager ikke ansvar for værdigenstande i form af smykker, penge og lignende.
Det kan være muligt at have en ledsager med på 1. modul. Vi har dog begrænsede pladser, og hver henvendelse vurderes individuelt.
Prisen for deltagelse er 900 kr. pr. indlæggelse. Vi beder dig kontakte os, hvis du har en ledsager, du ønsker skal deltage. Vær opmærksom på, at der kan være tilfælde, hvor det ikke er muligt at deltage som ledsager. I så fald vil vi orientere om dette.
Mere information
Patientsikkerhed
Af hensyn til patientsikkerheden gennemfører vi forskellige sikkerhedsprocedurer. Du kan derfor opleve at blive spurgt om de samme ting flere gange.
Journalindsigt
Du har ret til at vide, hvad der står i din journal, og hvis du ønsker det, vil personalet i afdelingen gennemgå journalen med dig. Du kan også selv se din journal elektroniskmed digital signatur.
Tavshedspligt
Alle ansatte på livsstilscentret har tavshedspligt. Det betyder, at ansatte kun må videregive oplysninger med din tilladelse.
Fortrolige oplysninger
Når det er relevant for undersøgelse og behandling udveksler Livsstilscentret dine journaloplysninger med andre sundhedspersoner uden dit samtykke f.eks. til andre hospitaler, afdelinger, din egen læge, speciallæge eller hjemmesygeplejerske. Du kan altid frabede dig, at oplysningerne bliver givet videre.
Klagemuligheder
Opstår der situationer i dit forløb, hvor du ønsker at klage, så henvend dig til livsstilscentrets personale eller ledelse, så I kan forsøge at løse problemet sammen. Du kan også skrive til livsstilscentrets ledelse, til hospitalsledelsen, eller til Region Midtjylland, Regionssekretariatet.
Får du en fysisk eller psykisk skade i forbindelse med din behandling, har du mulighed for at søge erstatning fra en offentlig erstatningsordning. Skaden skal anmeldes til Patientforsikringen:
Patientforsikringen Nytorv 5, 3. 1450 København Tlf. 3312 4343
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/697505
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.