Behandlingen af urinsyregigt består af 2 forskellige behandlinger.
Forebyggende behandling: Der gør dig anfaldsfri efter 1-2 år.
Anfaldsbehandling: Der lindrer det enkelte anfald.
Forebyggende behandling
Hvis du har gentagne anfald, skal du starte forebyggende behandling med Allopurinol. Målet er at sænke urinsyren i blodet. Det medfører, at krystallerne langsomt bliver opløst og forsvinder. Det tager 1–2 år før anfaldene stopper.
Vi øger Allopurinol hver 4. uge, indtil urinsyren i blodet er under 0,36. Du skal derfor have taget en blodprøve hver gang, vi indstiller din medicin.
Bivirkningerne til Allopurinol er få og sjældne. Hvis du får et udslæt i huden, skal du stoppe med Allopurinol og kontakte os. Når du starter med Allopurinol, kan det medføre hyppigere anfald i en periode. Hvis det sker, skal du tage din anfaldsbehandling. Du må ikke stoppe med Allopurinol. Du skal kontakte os, hvis anfaldene bliver ved.
Anfaldsbehandlingen
Der er 3 typer af anfaldsmedicin: Gigtsmertestillende, colchicin og binyrebarkhormon. De kan tages enkeltvis eller sammen. Du kan se din personlige anfaldsbehandling på din medicinseddel.
Hvis behandlingen ikke har været effektiv efter 3 døgn, eller du har anfald i flere led, så kan du kontakte os for at få råd.
Gigtsmertestillende er effektive i de fleste tilfælde. Behandlingen afkorter og lindrer anfaldet. Behandlingen frarådes ved nyresygdom, tidligere mavesår eller hjertesygdom. Hyppige bivirkninger er mavesmerter, kvalme, diarre og i sjældne tilfælde mavesår. Vi anbefaler:
T. Ibuprofen 600 mg
1 tablet 3 gange dagligt i 3-7 dage.
Colchicin er effektivt til det akutte anfald. Colchicin kan give kvalme og diarre. Ved nedsat nyrefunktion gives det i reduceret dosis. Ved betydeligt nedsat nyrefunktion må det ikke gives. Vi anbefaler:
T. Colrefuz 500 mikrogram
1 tablet op til 3 gange dagligt i 3-7 dage.
Binyrebarkhormon bruges, når gigtsmertestillende eller Colchicin behandling ikke er mulig. Binyrebarkhormon er kraftigt betændelsesdæmpende, men egner sig ikke til daglig behandling på grund af bivirkninger. Vi anbefaler:
T. Prednison 25 mg
1 tablet dagligt i 3-5 dage.