Vi er et afsnit med speciale i hjertesygdomme og har plads til 22 patienter.
Vi er en del af Medicinsk Afdeling, som består af i alt 3 afsnit.
På afsnittet er vi sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, læger, sekretærer og serviceassistenter, der arbejder sammen med en lang række andre faggrupper for at sikre dig det bedst mulige pleje- og behandlingsforløb.
Derudover har vi elever og studerende tilknyttet afsnittet. Vi lægger vægt på, at de har gode læringsmuligheder hos os, og du vil opleve, at elever og studerende deltager aktivt i opgaver på afsnittet.
Vi har fokus på at inddrage dig og dine pårørende i dit behandlingsforløb. Det er derfor vigtigt, at du fortæller os om dine behov og forventninger til indlæggelsen.
Vi afprøver løbende nye patientinddragende tiltag. Du kan se vores igangværende tiltag på "patientinddragelsestavlen", som hænger på gangen ved siden af sygeplejekontoret.
Vi vil gerne blive endnu bedre til at inddrage dig og dine pårørende – kom derfor gerne med tilbagemeldinger eller idéer til personalet.
Vi arbejder dagligt på at sikre vores patienter det bedst mulige pleje- og behandlingsforløb. Vi har både fokus på, at patientsikkerheden skal være i top, samt at vi altid har en høj faglig kvalitet.
Der er stuegang dagligt fra ca. kl. 9.45 til ca. kl. 14.00. Vi anbefaler, at du skriver dine spørgsmål ned inden stuegang, og du kan med fordel anvende vores stuegangskort. Hvis du ikke allerede har sådan et kort, så spørg personalet herefter.
Pårørende er meget velkomne til at deltage i stuegangen. Du og dine pårørende kan aftale med sygeplejersken, hvilket tidspunkt der passer bedst.
Stuegang foregår som udgangspunkt på stuerne under hensyn til diskretion i forhold til medpatienterne. Der vil dog altid være mulighed for samtale i enerum.
Vi opfordrer til, at du så vidt muligt anvender dit eget tøj under indlæggelsen, da det øger velværen, reducerer følelsen af ”sygdom” og kan gøre dig mindre sengeliggende, hvilket nedsætter risikoen for komplikationer som f.eks. udvikling af lungebetændelse og tab af muskelmasse og funktionsevne.
Derudover opfordrer vi til, at du kommer mest muligt ud af sengen, at du selv varetager de ting, du selv kan klare omkring personlig hygiejne og sengeredning samt at du selv henter mad og drikkevarer, hvis det er muligt for dig.
De fysiske rammer
Hjertemedicinsk Sengeafsnit finder du på Regionshospitalet Horsens, Indgang A, Hjertemedicinsk Sengeafsnit, 2. sal, destination A8.
Vi er et afsnit med mange akutte indlæggelser, og du vil som regel blive modtaget på en akutstue og herefter blive flyttet til en almindelig stue, hvis du skal forblive indlagt. Du kan herudover af forskellige årsager opleve at blive flyttet til en anden stue under din indlæggelse eller til et andet afsnit, hvis din sygdom ikke længere kræver hjerteovervågning. Hvis du har hjerteovervågning på, må du ikke forlade afdelingen, da vi i så fald ikke kan overvåge dit hjerte.
Mad og drikke
Morgenmad: kl. 08.00-9.00
Frokost: kl. 11.30-12.15
Aftensmad: kl. 17.00-17.45
Har du specielle kostbehov, så lad os endelig vide det.
I hverdagene går vores husassistent om formiddagen rundt på afsnittet med en mad- og drikkevogn, og vi kan hele døgnet servere forskellige mellemmåltider. Du og dine pårørende er velkomne til at forsyne jer med drikkevarer fra køkkenet. Hvis du har et væskeskema eller kost-væskeskema, skal alle mad- og drikkevarer noteres herpå.
Telefon og internet
Mobiltelefon må anvendes under hensyntagen til medpatienter.
I den ene dagligstue står en computer, der frit kan benyttes af patienter og pårørende.
Ønsker du en trådløs internetadgang, kan du logge på det trådløse netværk med en gæsteadgang. Søg efter netværket ”RegionMIDT-gaest” og log på med dit CPR-nummer.
Hygiejne
Der findes mange bakterier på hospitalet, og da du er mindre modstandsdygtig, når du er syg, bedes du og dine pårørende have fokus på god håndhygiejne.
Derfor bedes du spritte dine hænder løbende og endvidere før måltider, før du tager service og drikkevarer, efter du har været i berøring med kontaktpunkter (håndtag mm.) eller med noget fra gulvet samt efter du har nyst, hostet eller pudset næse.
Ligeledes skal dine pårørende være opmærksomme på god håndhygiejne og spritte hænder ved ankomst til afdelingen samt ved samme situationer som nævnt ovenfor.
Når hænderne er synligt snavsede eller våde samt efter toiletbesøg og berøring med blærekateter, urinkolbe eller -pose samt efter berøring med opkast, tandprotese o.l., skal hænderne vaskes med sæbe forud for, at hænderne sprittes.
Hænderne sprittes ved at tage 2 pumpeslag på tørre hænder og fordele spritten på håndflader, mellem fingre, på håndryg og omkring håndled. Spritten skal indgnides, til hænderne er tørre (ca. 30 sekunder).
Pårørende
Under din indlæggelse må du få besøg af 1-2 faste pårørende, dvs. det er de samme 1-2 personer, der må besøge dig under hele din indlæggelse. Når du har pårørende på besøg, skal I fortsat tage hensyn til afstandskravet. F.eks. opfordrer vi til, at dine pårørende sætter sig i en stol for enden af sengen frem for lige ved siden af dit ansigt, eller at I opholder jer sammen i dagligstuen.
Vi har ikke fastlagte besøgstider på afsnittet, men henstiller til ro på stuerne mellem kl. 12 og 14 og efter kl. 21.30. Besøg i hviletid henvises til vores dagligstuer.
Dine pårørende vil blive bedt om at forlade stuen, når der er stuegang og pleje hos medpatienter.
Vi opfordrer til, at pårørende selv kontakter dig hvis muligt, da det er tilladt at anvende mobiltelefon i afdelingen.
Vi anbefaler, at én af dine pårørende fungerer som kontaktperson til afsnittet, da vi på den måde bedre kan tilgodese alle patienter
Pga. vores tavshedspligt er det begrænset, hvilke informationer vi kan give videre uden din tilladelse. Derfor er det en god idé, at din nærmeste pårørende deltager i stuegang, når det er muligt.
Vær opmærksom på
Hospitalet er røgfrit, men vi hjælper gerne med nikotinprodukter, så sig endelig til ved behov herfor.
Vi er ikke ansvarlige for dine værdigenstande i f.eks. skabe og skuffer, så send dem derfor gerne med dine pårørende hjem. Alternativt kan du få dem opbevaret i hospitalets information. Vi er gerne behjælpelige hermed.
Når du skal hjem
Vi tilstræber os at give dig og dine pårørende den bedst mulige oplevelse under din indlæggelse. Er der noget, som du eller dine pårørende har sat særlig pris på eller noget, hvor du/I ser et behov for udvikling, vil vi meget gerne have disse tilbagemeldinger – gerne i vores postkasse til ris og ros.
Hvis du har mulighed for det, vil vi gerne opfordre til, at du inden udskrivelsen tager dit lagen og pudebetræk af og kommer det i vasketøjssækken på badeværelset.
Husk at gøre os opmærksomme på eventuelle deponerede værdigenstande ved udskrivelsen.
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/775035
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.