Alendronat er et bisphosfonat, som bruges til at forebygge og behandle knogleskørhed. Alendronat optages af knoglevævet og hæmmer afkalkningen af knoglerne og derved mindskes risikoen for knoglebrud generelt.
Forbered dig til behandlingen
Alendronat findes som tabletter; Enten 10 mg dagligt eller 70 mg 1 gang om ugen.
Optagelsen af bisphosfonater fra tarmen er lav og hvis tabletterne indtages sammen med mad eller kalkholdige (Calcium) drikke, kan optagelsen blive tilnærmelsesvis nul. Derfor er det meget vigtigt, at medicinen tages korrekt.
Tabletten skal indtages fastende om morgenen, efter du er stået op. Den skal sluges hel med et stort glas vand mindst en halv time før morgenmaden. Du skal være stående eller siddende, når medicinen synkes for at sikre, at medicinen kommer hurtigt og helt ned i mavesækken. På grund af risiko for irritation af spiserøret og mavesækken må du ikke lægge dig ned efter indtagelsen af tabletten. Du skal være siddende eller oppegående og du må ikke indtage anden medicin eller morgenmad inkl. kaffe i de efterfølgende 30 minutter.
Den dag du tager Alendronat, skal du kun tage kalk og D-vitamin til aftensmaden, da det ellers vil hæmme virkningen af Alendronat.
Hvis du vælger Alendronat som ugetablet, skal du finde en ugedag, der passer dig godt.
Hvis du glemmer at tage tabletten på den valgte dag, må du gerne tage tabletten næste morgen, men opdager du det først senere på ugen, skal tabletten springes over og du fortsætter igen på den valgte ugedag.
Om behandlingen
Alendronat bruges til at forebygge og behandle knogleskørhed (Osteoporose) hos mænd og hos kvinder, der har passeret overgangsalderen.
Det anvendes også til patienter, der bruger eller har brugt kortikosteroider (Binyrebarkhormon, f.eks. Prednisolon) over længere tid.
Sådan virker medicinen
I knoglevævet foregår der en konstant nedbrydning og opbygning af væv.
Celletypen osteoklaster nedbryder knoglevævet og celletypen osteoblaster opbygger knoglevævet, denne proces kaldes remodellering.
Alendronat binder sig til overfladen af knoglevævet og hæmmer aktiviteten af osteoklasterne (nedbryder) – det betyder, at nedbrydningen af knoglevævet modvirkes. Den opbyggende funktion med osteoblasterne kan fortsætte uændret og resultatet bliver, at knoglestyrken øges.
Alendronat øger knogletætheden og forebygger knoglebrud i rygsøjlen. Desuden reduceres knogletab, som skyldes langvarig behandling med kortikosteroider (Binyrebarkhormon, f.eks. Prednisolon).
Risici og bivirkninger
Alendronat kan give:
kvalme
mavesmerter
løs mave
Der er risiko for:
sår i slimhinden
sår i spiserøret
mavesår
særligt hvis tabletterne ikke er taget korrekt. Se i øvrigt indlæggelsessedlen.
Nogle af symptomerne er af kortere varighed og af forbigående karakter. Hvis du oplever bivirkninger, som varer ved, bør du tale med lægen eller sygeplejersken herom.
Vær opmærksom på
Normalt anbefales 2 kalktabletter med D-vitamin dagligt. Kalktabletterne fordeles over døgnet med 1 tablet om morgenen og 1 tablet om aftenen.
Kalktabletten må ikke tages sammen med jerntilskud.
Det er vigtigt at fortsætte med behandlingen, så længe din læge ordinerer det. Alendronat kan kun behandle din knogleskørhed, så længe du fortsætter med behandlingen.
Kontakt
Medicinsk Klinik 1 - Diabetes og Hormon-/Stofskiftesygdomme
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/766734
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.