Fortsæt din vanlige medicinske behandling, som aftalt med lægen. Det er vigtigt, at du giver os besked, hvis du, i løbet af allergivaccinationsforløbet, bliver sat i behandling med ny medicin eller får ændret behandling.
Du må ikke være i behandling med hjerte- eller blodtryksregulerende medicin, der indeholder beta-blokkere eller ACE-hæmmere.
Du må gerne donere blod, mens du bliver allergivaccineret. Dog ikke de sidste 3 dage før og efter en allergivaccination.
Om behandlingen
Ved allergivaccination opbygges en blokering af allergireaktionen, der udløses af f.eks. bi- eller hvepsegift, husstøvmider, birke- eller græspollen.
Den blokerende effekt opnås ved at indsprøjte små mængder af stof, der giver allergi. Indsprøjtningen gives i underhuden på armen.
Lokale reaktioner på stikstedet med hævelse, rødme og kløe er almindelige bivirkninger.
Allergiske symptomer med høfeber, astma og nældefeber er sjældnere bivirkninger.
Knudedannelse (noduli) på stikstederne kan forekomme, men forsvinder oftest i løbet af 3-4 måneder.
I sjældne tilfælde kan der komme en kraftig allergisk reaktion med allergisk chok. Denne reaktion vil vise sig indenfor de første 30 minutter efter vaccinationen.
Følgende retningslinjer skal derfor overholdes ved hver vaccination:
Ingen infektionssygdom (forkølelse eller influenza) indenfor de sidste tre dage før vaccinationen.
Ingen forværring af allergisymptomer.
Tidsinterval må ikke overskrides.
De 30 minutters observationstid i Medicinsk Klinik 2 skal overholdes.
Behandlingen opdeles i to faser:
1. Opdoseringsfasen Opdoseringsfasen varer 15 uger afhængig af, hvor hurtigt opdoseringen kan foregå. Vaccinationen gives én gang om ugen.
2. Vedligeholdelsesfasen Vedligeholdelsesfasen varer 3-5 år. Tidsintervallet mellem vaccinationerne øges gradvist til hver 6. uge +/- 2 uger.
Tidsplanen skal overholdes, så vidt det er muligt under hensyn til ovenstående retningslinjer. Derfor er det vigtigt, at du kontakter os, hvis der er behov for at ændre aftalte tider. Ved overskridelse på mere end 16 uger (i opdoseringsfasen dog 8 uger) skal vaccinationen startes op forfra. Du er medansvarlig for, at tidsplanerne overholdes.
På vaccinationsdagen Vaccinationen foregår mandag til fredag mellem kl. 09.00 og 12.00. Af hensyn til sikkerheden må du først forlade klinikken 30 minutter efter vaccinationen.
Når du kommer hjem
Hvor stor hævelsen blev på stikstedet efter sidste vaccination og hvor længe hævelsen holdt sig.
Andre bivirkninger og brug af medicin i den forbindelse.
Da alkohol, hård fysisk anstrengelse og meget varmt bad kan fremprovokere bivirkningerne, bør du undgå dette et døgn efter vaccinationen. På vaccinationsdagen kan der være øget træthed, som kan påvirke arbejdssikkerheden og evnen til at færdes i trafikken.
Hvis du, efter at have forladt klinikken, bliver utilpas og/eller udvikler allergisymptomer, f.eks. hudkløe og nældefeber andre steder på kroppen end på stikstedet, høfeber eller astma, skal du straks tage en antihistamintablet og eventuelt din akutvirkende astmamedicin. Hvis tilstanden er uændret eller forværret efter 30 minutter, skal du søge læge eller tage på Skadestuen og dér oplyse, at du er blevet allergivaccineret.
Ved generende kløe og hævelse på stikstedet, kan du tage en antihistamintablet.
Videre forløb
Du vil blive tilbudt årlige status samtaler med henblik på at vurdere effekten af allergivaccinationen. Desuden vil du ved behov have mulighed for at få en samtale med en lungelæge.
Du kan godt blive vaccineret mod infektioner (influenza, hepatitis m.fl.), men senest 1 uge før og tidligst 1 uge efter allergivaccinationen.
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/727388
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.