Formålet med samtalen er at drøfte, hvilke muligheder vi kan tilbyde dig og hvordan vi, i fællesskab, kan støtte dig i at få en dagligdag, hvor du på trods af din lungesygdom kan opleve livskvalitet.
Mange KOL-patienter indlægges akut. Derfor er målet med en planlagt samtale også at drøfte behandlingsniveauet i en "rolig fase" med kendte kontaktpersoner. Herved kan personalet, der modtager dig ved akut indlæggelse, hurtigt se, hvad der tidligere er aftalt og tage udgangspunkt i dette, når behandlingen iværksættes.
Vores erfaring er, at andre patienter, i samme situation som dig, oplever gode og dårlige episoder i takt med, at sygdommen forværres. Nogle af disse dårlige oplevelser kan sætte sig som bekymringer eller frygt.