Du vil være døsende under undersøgelsen, men du kan få yderligere beroligende medicin ved behov.
På undersøgelsesstuen bedøves slimhinderne i mund og svælg med en spray. Du vil herefter blive bedt om at bide sammen om en bideskinne. Den bøjelige kikkertslange føres gennem mund eller næse til luftvejene. Under undersøgelsen bedøves slimhinderne yderligere gennem kikkertslangen.
Lægen kan nu undersøge luftvejene samt skylle med saltvand, som opsuges og sendes til undersøgelse. Ved behov kan der tages en prøve fra slimhinden med en lille børste.
Luftrøret er betydeligt større end kikkertslangen, så du kan frit trække vejret under undersøgelsen. Der kan være en del hoste i starten, som aftager efterhånden som lokalbedøvelsen af slimhinderne virker. Du får evt. tilført lidt ekstra ilt via en lille slange i næsen.
Du må ikke tale, da det kan give forbigående hæshed.
Sygeplejersken vil være ved din side under hele undersøgelsen.