Lungefunktionsundersøgelse (spirometri) med reversibilitetstest
Gå direkte til:
Lungefunktionsundersøgelse (spirometri) med reversibilitetstest
Spirometri er den enkleste og hyppigst anvendte undersøgelse af lungefunktionen.
Forbered dig til undersøgelsen
Hvis du fast får forebyggende behandling med lungemedicin, må du ikke tage din medicin efter kl. 12 dagen før undersøgelsen. Dette gælder også, hvis du tager den pågældende medicin efter behov.
Hvis du tager hurtigtvirkende lungemedicin efter behov, skal du stoppe med at tage dette 6 timer før undersøgelsen.
Medbring gerne din lungemedicin, så du evt. kan tage den efter undersøgelsen.
Al andet medicin må du tage som vanligt, hvis ikke andet er aftalt.
På undersøgelsesdagen
du ikke er forkølet eller har feber
du ikke har røget 6 timer inden dit mødetidspunkt
Om undersøgelsen
Lungefunktionsundersøgelsen er smertefri. Undersøgelsen foregår ved, at du puster i et mundstykke, der er forbundet med en maskine. For at opnå et pålideligt resultat, kræves det, at man ved flere pusteprøver kan opnå næsten ens værdier. Resultatet angives som den bedst opnåede værdi. Efter man har fyldt lungerne helt op, måles hvor hurtigt og hvor fuldstændigt man kan puste luften ud. Den mængde luft som man ved en kraftig udånding kan puste ud i det første sekund kaldes FEV-1. Dette er det hyppigst anvendte mål for lungefunktionen. Herudfra bliver din lungefunktion beregnet i forhold til køn, alder og højde.
Herefter vil vi undersøge, om inhalationsmedicin kan forbedre lungefunktionen – det kaldes en ”reversibilitetstest”. Denne test har betydning for bedømmelsen af, om du har astma/KOL og hvilken behandling, der skal gives. Medicinen gives enten via en inhalator/diskos (eller via et forstøverapparat). Efter ca. 15-30 minutter puster du igen i maskinen for at se, om du har gavnlig effekt af medicinen. Medicinen er oftest uden bivirkninger. Der kan eventuelt forekomme let hjertebanken, lidt mundtørhed eller let rysten.
Efter undersøgelsen
Efter undersøgelsen vil målingerne blive analyseret af en læge eller lungesygeplejerske. Du vil blive orienteret om svaret umiddelbart efter undersøgelsen.
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/727694
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.