Lungefunktionsundersøgelsen er smertefri. Undersøgelsen foregår ved, at du puster i et mundstykke, der er forbundet med en maskine. For at opnå et pålideligt resultat, kræves det, at man ved flere pusteprøver kan opnå næsten ens værdier. Resultatet angives som den bedst opnåede værdi. Efter man har fyldt lungerne helt op, måles hvor hurtigt og hvor fuldstændigt man kan puste luften ud. Den mængde luft som man ved en kraftig udånding kan puste ud i det første sekund kaldes FEV-1. Dette er det hyppigst anvendte mål for lungefunktionen. Herudfra bliver din lungefunktion beregnet i forhold til køn, alder og højde.
Herefter vil vi undersøge, om inhalationsmedicin kan forbedre lungefunktionen – det kaldes en ”reversibilitetstest”. Denne test har betydning for bedømmelsen af, om du har astma/KOL og hvilken behandling, der skal gives. Medicinen gives enten via en inhalator/diskos (eller via et forstøverapparat). Efter ca. 15-30 minutter puster du igen i maskinen for at se, om du har gavnlig effekt af medicinen. Medicinen er oftest uden bivirkninger. Der kan eventuelt forekomme let hjertebanken, lidt mundtørhed eller let rysten.