Du bedes møde til undersøgelse ________ dag, den ________ kl. ______ på Medicinsk Klinik 2, Indgang H, Regionshospitalet Horsens.
Dagen før undersøgelsen skal du påbegynde flydende diæt efter frokost, dvs. efter kl. 12 må du kun indtage flydende kost, men ingen mælkeprodukter. Du må drikke bouillon, klare supper uden fyld, saft, juice, vand, kaffe og te. Drik gerne rigeligt med vand, dvs. 1-2 liter.
Spis eller drik ikke bortset fra en tår vand til indtagelse af nødvendig medicin 10 timer før undersøgelsen.
På undersøgelsesdagen
På dagen for undersøgelsen skal du fortsætte med at faste og møde op til tiden.
Om undersøgelsen
En passageundersøgelse med Agile passagekapsel undersøger, om en genstand på størrelse med Agile kapslen kan passere gennem din mavetarmkanal.
Kapslen er fremstillet af et opløseligt materiale. Den kan registreres med røntgen.
Hvis kapslen udskilles af din krop, før den opløses, bekræfter dette, at din mavetarmkanal er ”passabel” for en genstand på størrelse med kapslen. Hvis, som det ofte sker, kapslen stadig er i kroppen efter 30 timer, opløses den i mindre stykker, der kan passere naturligt gennem din mavetarmkanal.
Du skal sluge Agile passagekapslen med et glas vand og efter 2 timer kan du begynde at drikke væske. Efter 4 timer må du spise et let måltid (fx et stykke ristet brød). Efter 8 timer kan du genoptage din normale kost.
Efter indtagelse af Agile passagekapslen og indtil den er udskilt, bør du ikke opholde dig i nærheden af stærke elektromagnetiske kilder.
Samtidig med beslutningen om at du skal sluge Patency-kapslen, bestilles en røntgenoversigt over maven. HVis du inden denne tid observerer, at kapslen er kvitteret, skal du ringe til sygeplejersken på tlf. 78 42 69 42, som så kan aflyse røntgenundersøgelsen.
Risici og bivirkninger
Hvis der skulle opstå mavesmerter, kvalme eller opkastning imens undersøgelsen står på, skal du kontakte klinikken på nedenstående tlf. nr. i dagtimerne. Efter dagstid skal du kontakte Vagtlægen på tlf. 70 11 31 31 (på hverdage fra kl. 16-08)
Efter undersøgelsen
Når passageundersøgelsen er overstået og hvis passage-kapslen er passeret over i tyktarmen, kan man gå videre med en regelret video-kapsel-undersøgelse.
Når du kommer hjem
Hvis du har en forsnævring af din tyndtarm, kan Agile kapslen sidde fast og blokere din tarmkanal. Selvom kapslen opløses, kan det være nødvendigt at indlægge dig således, at dine symptomer kan håndteres.
Videre forløb
Mød op til næste aftalte tid ________dag, den ______ kl. _____.
Kontakt
Medicinsk Klinik 2 - Mave-, Tarm- og Leversygdomme
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/740657
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.