Denne vejledning er til dig, der skal starte behandling med et 5-ASA-præparat efter aftale med din behandlende læge.
Om behandlingen
5-ASA er en fælles betegnelse for flere præparater, der alle indeholder stoffet 5-aminosalicylsyre. Alle præparaterne bruges i behandlingen af den inflammatoriske tarmsygdom colitis ulcerosa.
Præparater der hører under 5-ASA
Asacol (mesalazin), fås som tabletter, stikpilller samt væske til indhældning i endetarmen
Mesasal (mesalazin), fås som tabletter og stikpiller
Pentasa (mesalazin), fås som tabletter, granulat til opløsning og derefter drikke
Mezavant (mesalazin), fås som tabletter
Premid (balsalazid), fås som kapsler
Dipentum (olsalazin), fås som tabletter og kapsler
Salazopyrin (sulfasalazin), fås som tabletter. Anvendes primært hvis der også er ledsmerter
Det er præparaterne med mesalazin, der i dag anvendes mest.
Sådan virker medicinen
Medicinen modvirker den betændelsestilstand, der er i tarmen, når der er opblussen i sygdommen. Medicinen bliver frigjort i en bestemt del af tarmen og påvirker tarmslimhinden derfra.
Hvor i tarmen, medicinen frigøres, er forskelligt for de forskellige præparater. Ofte kan det være en fordel at behandle med både tabletter/kapsler og stikpiller/indhældninger på samme tid.
Behandling med mesalazin nedsætter risikoen for, at sygdommen blusser op igen.
For tabletter/kapsler kan hele dosis tages på én gang, med mindre lægen har instrueret dig om andet.
Medicin, der skal tages via endetarmen, er det mest hensigtsmæssige at tage til sengetid, da det er lettest at holde på medicinen, når man ligger ned.
Der følger praktisk brugsanvisning med hver pakning.
Behandlingen tilrettelægges individuelt sammen med den behandlingsansvarlige læge. Ofte er det en behandling over flere år, hvor dosis kan justeres alt efter sygdomsaktivitet.
Medicin, der tages via endetarmen, er ofte i form af kure, der kan gentages ved behov.
Risici og bivirkninger
Generelt er der meget få bivirkninger ved 5-ASA præparater.
De bivirkninger, der hyppigst ses, er diarré, kvalme og mavesmerter. I sjældne tilfælde er set påvirkning af nyrer, lever og bugspytkirtel, hvorfor der bør tages blodprøver i den første tid efter start på behandlingen. Bivirkningerne kommer som regel i starten af behandlingen.
Mænd, der behandles med Salazopyrin, får nedsat sædkvalitet, der dog bliver normal igen ca. 3 måneder efter, behandlingen er ophørt.
Vær opmærksom på
Medicinen kan anvendes under graviditet og amning.
Salazopyrin kan give gulfarvning af visse typer af kontaktlinser.
For at få den bedste virkning bør medicinen tages som aftalt.
Find det tidspunkt på dagen, hvor det passer bedst for dig at tage medicinen fast, da risikoen for, at du glemmer en dosis, da er mindst.
Hvis du glemmer en dosis, så spring dosis over og tag den næste som aftalt.
Du må ikke tage dobbelt dosis.
Mere information
Du kan finde mere information om de enkelte præparater på min.medicin.dk
Kontakt
Medicinsk Klinik 2 - Mave-, Tarm- og Leversygdomme
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/1473585
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.