Lægemidlet anvendes til at behandle symptomerne på moderat til svær irritabel tyktarm med forstoppelse hos voksne.
Gå direkte til:
Linaclotid, Constella
Constella indeholder det aktive stof linaclotid.
Om behandlingen
Constella er en depotmedicin, som derfor kun behøver at blive taget én gang dagligt. Dosis er 1 kapsel (290 mikrogram), som indtages 30 minutter før et måltid.
Constella er velegnet til langtidsbehandling.
Sådan virker medicinen
Constella virker lokalt i tarmen ved at hæfte sig på et signaleringsmolekyle på tarmens overflade. Det hjælper dig til at føle mindre smerte og mindre oppustethed. Den blokerer for smertefornemmelse og giver væsken mulighed for at løbe fra ”kroppen” og ind i tarmen. Herved bliver afføringen løsere og hyppigere.
Behandlingseffekten vurderes efter fire ugers behandling. Fortsat behandling vurderes ud fra hensyn til balancen mellem fordele og ulemper.
Effekten på forstoppelse indtræffer som regel hurtigere end effekten på oppustethed og smerte.
Risici og bivirkninger
Hos de fleste patienter er diarréen mild til moderat og ofte forbigående (en uge).
Hvis du oplever svær eller langvarig diarré (mere end en uge), skal du kontakte din læge. Sørg for at drikke rigeligt med væske, hvis du har diarré.
Andre almindelige bivirkninger kan være mavesmerter, luft i maven og udspilet mave.
Læs en komplet liste over bivirkninger på indlægssedlen i pakken med medicinen.
Vær opmærksom på
Linaclotid bør ikke anvendes til gravide og ammende, da det ikke er undersøgt til denne patientgruppe.
Linaclotid påvirker ikke evnen til at føre et køretøj eller betjene maskiner.
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/1510144
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.