Ved kronisk diarré kan der være problemer med galdesyreomsætningen. I forbindelse med måltider tømmes galden ud i tarmen og medvirker ved fordøjelsen. Det meste af galden genbruges, men en lille del fortsætter igennem tyktarmen og forsvinder med afføringen. Manglende optagelse af galdesyrer i den nederste del af tyndtarmen, viser sig som diarré.
Årsager til forstyrrelser i galdesyreomsætningen kan f.eks. være sygdom i den nederste del af tyndtarmen, bl.a. Mb. Crohn, følger efter operation med fjernelse af et stykke tyndtarm, sukkersyge eller galdestensoperation.
Questran® bruges også ved forhøjet kolesteroltal og hudkløe på grund af lever- og galdevejslidelser.
Sådan virker medicinen
Questran® er en såkaldt anionbytter, der binder galdesyrerne. Derved forhindres diarré. Questran® binder også fedtstoffer, herunder kolesterol. Det kan påvirke optagelsen af de fedtopløselige vitaminer, herunder D- og K-vitamin.
Questran® pulver findes i breve á 4 gram. Dosering 1-2 pulver udrørt i vand eller saft, 2-3 gange dagligt i forbindelse med et måltid. Det anbefales at starte gradvist med ¼ - ½ pulver ad gangen, 2-3 gange dagligt for at undgå startproblemer med forstoppelse.
Doseringen er meget individuel og afhængig af, hvad man spiser.
Questran® er receptpligtig. Der kan søges tilskud via Sundhedsstyrelsen.
Risici og bivirkninger
Almindelige bivirkninger (1-10 %):
forstoppelse
fordøjelsesbesvær
luftafgang fra tarmen
kvalme
opkastning
diarré
Allergiske reaktioner (< 1:000):
nældefeber
hævelse af tunge, læber og ansigt
Vær opmærksom på
Hvis du glemmer en dosis Questran®, tager du blot næste dosis som planlagt. Du må ikke tage dobbeltdosis.
Da Questran® kan påvirke optagelsen af anden medicin, bør medicin tages mindst en time før eller 4-6 timer efter Questran®. Det kan være nødvendigt at supplere med vitaminer og kalktilskud. Hvis man er i behandling med anden medicin samtidig med Questran® behandling, bør man være opmærksom på, at der kan være skiftende behov eller ændring af medicindosering.
Kontakt
Medicinsk Klinik 2 - Mave-, Tarm- og Leversygdomme
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/734061
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.