Åndedrætsunderstøttende behandling via maske (NIV-behandling)
Gå direkte til:
Åndedrætsunderstøttende behandling via maske (NIV-behandling)
Behandlingen indebærer, at din vejrtrækning bliver støttet af en maskine der, via en tætsluttende ansigtsmaske, blæser luft under overtryk ned i lungerne i takt med din egen vejrtrækning
Vær opmærksom på
Som patient med kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) vil du fra tid til anden opleve, at der opstår akut forværring af de lungesymptomer, du kender fra hverdagen. Dette kan f.eks. være tilfældet i forbindelse med infektioner i luftvejene, hvor betændelsestilstanden gør vejrtrækningen mere besværlig og anstrengt.
Når en akut forværring kræver indlæggelse på hospital, vil behandlingen først og fremmest bestå af luftvejsudvidende medicin, betændelseshæmmende medicin og ilttilskud. Denne behandling vil ofte være effektiv, men i nogle tilfælde vil arbejdet med vejrtrækningen være så stort, at vejrtrækningsmusklerne udmattes. Sker dette kan man ved hjælp af en ny og mindre belastende behandling, såkaldt non-invasiv ventilation (NIV), understøtte og aflaste din vejrtrækning.
Om behandlingen
Til non-invasiv ventilation anvendes en maske, som placeres foran næse og mund. Masken er via slange forbundet med et apparat, som tilfører luft til masken med et varierende overtryk. Dette aflaster dine muskler fra en del af vejrtrækningsarbejdet og du vil føle din vejrtrækning bliver nemmere. Under behandlingen holdes masken på plads af nogle remme henover hovedet og bagom nakken. En vis stramning af disse remme er nødvendig for at masken kan tilsluttes tilstrækkeligt tæt, men remmene må ikke sidde så stramt, at det gør ondt.
Behandlingens varighed vil typisk være fra et til flere døgn, men der vil være pauser undervejs, f.eks. når man skal spise, drikke eller ved toiletbesøg. Det kan være svært at snakke med masken på og man vil ofte have brug for ro. Det anbefales derfor at besøg begrænses til en, maks. to personer, og at der tages hensyn til evt. andre patienter på stuen samt personalets behov for ro på stuen under instruering af apparater.
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/733038
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.