Kikkertbehandling af åreknuder i spiserøret (gastroskopi med varicebehandling)
Gå direkte til:
Kikkertbehandling af åreknuder i spiserøret (gastroskopi med varicebehandling)
Forbered dig til undersøgelsen
Får du blodfortyndende medicin (Marcoumar eller Marevan), bedes du ringe hertil og aftale nærmere, senest en uge før undersøgelsen på tlf. 7842 5520 mellem kl. 9.00-12.00.
Hvis du får Hjertemagnyl, må du fortsætte med det som vanligt.
Din vanlige medicin må du gerne tage med et halvt glas vand senest 2 timer før mødetidspunktet.
Insulin eller tabletter mod sukkersyge bør du først tage efter undersøgelsen.
Medbring en liste over den medicin du får.
Du skal have taget blodprøver dagen før proceduren. Husk derfor at bestille tid til blodprøver på www.booking.rm.dk. Hvis der ikke er taget blodprøver bliver behandlingen aflyst.
På undersøgelsesdagen
Du må ikke spise, ryge eller drikke mælkeprodukter 6 timer før undersøgelsen.
Du må ikke drikke 2 timer før undersøgelsen.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen foregår med en bøjelig kikkert, der via munden føres ned gennem spiserøret til mavesækken og tolvfingertarmen. Hvis der er behov for behandling af åreknuder i spiserøret, tages kikkerten ud og der monteres specialudstyr på kikkerten og denne føres ned igen. Under kikkertundersøgelsen påsættes der små elastikker på åreknuderne i spiserøret. Proceduren kan være ubehagelig, og du vil derfor få både smertestillende og beroligende medicin.
Undersøgelsen varer ca. 10-15 minutter.
Risici og bivirkninger
Lidt ømhed i halsen kan forekomme, men fortager sig efter en dag eller to. Oppustethed i maven forsvinder i løbet af nogle timer.
I sjældne tilfælde fremkalder behandlingen blødning fra en åreknude. Dette vil blive behandlet med det samme.
Efter undersøgelsen
Inden du forlader afdelingen, bliver du orienteret om resultatet af undersøgelsen.
Hvis der er sat elastikker på åreknuderne:
Må du kun indtage koldt flydende efter to timer og resten af dagen. Næste dag må du begynde at spise almindeligt.
Du skal have syredæmpende tabletter to gange dagligt i 14 dage efter behandling af åreknuder.
Efter 3-8 dage kan der være små ringformede elastikker i din afføring – Dette er helt normalt.
Du kan ikke køre bil i 24 timer efter, at du har fået den smertestillende og afslappende medicin.
Kontakt
Endoskopien
Sundvej 30A 8700 Horsens
Endoskopien kan kontaktes på tlf. 7842 5520 kl. 9.00-12.00 på hverdage.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/939262
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.