Patientinformation til MR undersøgelse af tyndtarm
MR-scanning er en undersøgelse, som foregår i et kraftigt magnetfelt.
Gå direkte til:
Patientinformation til MR undersøgelse af tyndtarm
Ved hjælp af radiobølger og en antenne som opfanger signaler, dannes der billeder i en computer.
Forbered dig til undersøgelsen
Få taget en blodprøve mellem 4-20 dage før undersøgelsen. Book tid med MitID på www.booking.rm.dk Har du ikke MitID, kan du bestille tid på telefon 78426020.
Du må ikke spise og drikke i 9 timer op til undersøgelsestidspunktet.
Du må tage din daglige medicin med en lille smule vand.
Det er vigtigt, at du møder op 3 timer før undersøgelsestidspunktet, så du kan få udleveret sveskejuice og HUSK.
Ring til afdelingen på tlf. 78 42 58 42 og få aftalt, hvornår du henter sveskejuice og HUSK på Røntgen og Skanning, samt hvornår det skal indtages.
Ring til os hvis du:
Er gravid
Har klaustrofobi
Har pacemaker eller er kommet i tanke om andre implantater, som du ikke har oplyst til den henvisende læge
Er blevet opereret inden for de sidste 6 uger
Har blodsukkermåler, så kan vi evt. koordinere skanningstidspunktet med skift af måleren
Giv MR personalet besked om tidligere operationer, hvor der er indsat metal eller andet materiale, samt om der er metalrester i kroppen efter ulykker
Hvis du mener, du har behov for beroligende eller smertestillende medicin, skal du aftale dette med din egen læge eller den læge der har henvist dig. Det er en lang undersøgelse og lejet er hårdt, så det er vigtigt, at du kan ligge uden smerter så længe.
På undersøgelsesdagen
Du bedes medbringe dit gule sundhedskort. Det bruger vi, når vi registrerer din ankomst.
Fjern eventuelt høreapparat, hårspænder/nåle, tandproteser, paryk, nøgler, mønter, lighter, ur, smykker, blodsukkermåler og alle former for magnetkort. Fjern venligst det, du kan, inden du møder op til skanningen.
Om undersøgelsen
Du skal ligge på et leje som kører ind i en rørformet magnet.
Skanningen består af sekvenser af 10 sekunder – 5 minutters varighed. I disse sekvenser opstår kraftige bankelyde. Vi giver dig derfor høreværn med musik og ørepropper.
Det er forskelligt om du skal trække vejret eller holde vejret på radiografens kommando.
Det er vigtigt, at du kan ligge stille i den tid en sekvens varer. Personalet kan i de korte pauser mellem sekvenserne orientere dig om længden af næste sekvens.
Det er muligt at kontakte personalet under hele undersøgelsen.
Vi skal give dig kontrast og tarmafslappende medicin (Buscopan) i en blodåre, så vi starter med at lægge et lille tyndt plastikrør i en blodåre i armen.
Buscopan kan i ganske få tilfælde give hjertebanken og kortvarig synsforstyrrelse. Vi spørger om du har grøn stær (glaukom) eller nylig akut hjertesygdom, da du så ikke må få Buscopan.
Efter undersøgelsen
Buscopan kan give synsforstyrrelser og hjertebanken. Det fortager sig typisk i løbet af ca. 30 minutter.
Hvis du får det, må du ikke køre bil før det har fortaget sig.
Videre forløb
Svar på undersøgelsen får du hos den læge eller afdeling, der har henvist dig.
Kontakt
Giv besked hvis du ikke kan komme
Hvis du ikke kan komme til den tid, vi har givet dig, så ring til os hurtigst muligt på telefon 78 42 58 42 mandag til fredag fra kl. 8.00 – 12.00, så vi kan tilbyde tiden til en anden patient.
Du har også mulighed for at sende en mail til os via digital post: Send sikker mail
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/700996
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.