Denne patientvejledning indeholder en række generelle oplysninger, som kan være nyttige for dig som patient. Patientvejledningen skal ses som et supplement til informationsmaterialet fra den behandlende afdeling.
Vi håber, at dit ophold i Skanderborg Sundhedshus bliver så godt og behageligt som mulig. Vi lægger stor vægt på at have en tæt dialog med dig om din sygdom og behandling. Det er derfor også vigtigt, at du fortæller os, hvis der er noget, vi kan gøre bedre.
Venlig hilsen hospitalsledelsen
Skanderborg Sundhedshus er en del af Regionshospitalet Horsens, som består af Regionshospitalet Horsens, Livsstilscenter Brædstrup og Skanderborg Sundhedshus.
Dit forløb hos os
Medbring kun det mest nødvendige. Sundhedshuset tager ikke ansvar for værdigenstande i form af smykker, penge og lignende.
Den enkelte afdeling tilrettelægger arbejdet sådan, at ventetiden bliver så kort som muligt. Der kan dog ske uforudsete ting, så vær forberedt på, at der kan opstå ventetid.
De fysiske rammer
Ved Skanderborg Sundhedshus findes Prøvetagning, Jordemoderpraksis, Røntgen og forskellige klinikker, hvor patienter og borgere behandles ambulant.
Du kan parkere gratis ved Skanderborg Sundhedshus i 1,5 time. Det er en god idé at komme i god tid for at finde en parkeringsplads.
Skanderborg Sundhedshus er et røgfrit område.
Patientens ret og pligt
Du har ret til at vide, hvad der står i din journal, og hvis du ønsker det, vil personalet i afdelingen gennemgå journalen med dig. Du kan også selv se din journal elektronisk på www.sundhed.dk med digital signatur.
Alle ansatte på sundhedshuset har tavshedspligt. Det betyder, at ansatte kun må videregive oplysninger med din tilladelse.
Når det er relevant for undersøgelse og behandling udveksler hospitalet dine journaloplysninger med andre sundhedspersoner uden dit samtykke, f.eks. til andre hospitaler, afdelinger, din egen læge, speciallæge eller hjemmesygeplejerske. Du kan altid frabede dig, at oplysningerne bliver givet videre.
Opstår der situationer i dit forløb på sundhedshuset, hvor du ønsker at klage, så henvend dig til afdelingens personale eller ledelse, så I kan forsøge at løse problemet sammen. Du kan også skrive til afdelingsledelsen i den afdeling, hvor du er i behandling, til hospitalsledelsen, eller til Region Midtjylland, Regionssekretariatet.
Får du en fysisk eller psykisk skade i forbindelse med din behandling på sundhedshuset, har du mulighed for at søge erstatning fra en offentlig erstatningsordning.
Skaden skal anmeldes til Patientforsikringen:
Patientforsikringen Nytorv 5, 3., 1450 København Tlf.: 3312 4343
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/845438
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.