Hvordan bliver man indkvarteret?
Du bliver indkvarteret på dobbeltværelse med en anden deltager af det samme køn. Værelserne indeholder to senge med tilhørende sengeborde, et aflåseligt skab til hver, og et par stole med bord. Derudover bad og toilet.
Det kan være grænseoverskridende at skulle dele værelse med en anden, og i starten fremmed person. Vi er meget opmærksom på dette, og prøver at sætte personer sammen sådan at fx alder matcher. Vi anbefaler at man tager en snak med værelseskammeraten om vaner og rutiner, så i kan tage hensyn til hinanden.
Hvornår skal man møde op?
Mødetid er mandag mellem klokken 8.15 og 9.00. Da alle møder ind i samme tidsrum, kan der forekomme ventetid hvis mange kommer på samme tid. Der vil være sofaer man kan vente i.
Hvornår tager man hjem igen?
Opholdet forløber fra mandag morgen til torsdag kl 13.00.
Kan jeg få en ledsager med?
Det kan være muligt at få en ledsager med på 1. ophold. For ledsagere koster opholdet 900 kr. Vær opmærksom på, at der kan være tilfælde/uger hvor det ikke er muligt at deltage som rask ledsager pga. begrænset antal pladser. I så fald vil vi orientere om dette. Hvis du ønsker at få en ledsager med bedes du kontakte os.
Hvad skal jeg pakke?
Klik her for forslag til pakkeliste
Hvordan finder jeg Livsstilscenter Brædstrup?
Livsstilscentret ligger i Brædstrup. Det er muligt at komme hertil med bus og egen bil. Tager du bussen er der holdeplads ca. 200 m fra Livsstilscentret. Se eventuelt www.rejseplanen.dk for planlægning af din rejse hertil. Er du i bil har vi gratis parkering.
Må jeg tage mad med?
Nej, Livsstilscenter Brædstrup sørger for alle måltider under dit ophold. Du skal ikke tage yderligere mad med.
Jeg bliver syg af at spise bestemte madvarer, hvad skal jeg gøre i forhold til måltider på Livsstilscenter Brædstrup?
Hvis du har en fødevareallergi, bedes du venligst give os besked om dette inden opholdets start, enten pr telefon eller mail.
Får jeg tilsendt en plan over ugen inden opholdet?
Nej, du får udleveret din ugeplan når dit ophold starter. Du kan se eksempler på ugeplaner her - se under "ophold og undervisning"
Hvad får jeg tilsendt inden opholdet?
Når vi tildeler dig et ophold, vil du få tilsendt alle tre tider til ophold sammen med en folder, der fortæller lidt om Livsstilscenter Brædstrup. Vi sender dette via din digitale postkasse (E-boks). Hvis vi har dit mobilnummer, vil du også få tilsendt en SMS inden opholdet. Du får ikke tilsendt yderligere materiale inden dit 2. og 3. ophold.
Kan jeg sygemeldes under mit ophold?
Livsstilscenter Brædstrup er en sengeafdeling på Regionshospitalet Horsens. I forbindelse med indlæggelse på Livsstilscenter Brædstrup, kan der indhentes en lægeerklæring af egen læge, som kan føre til en sygemelding.
Skal jeg have taget blodprøver inden 1. ophold?
Inden første ophold skal du have taget blodprøver (kolesterol og langtidsblodsukker) ved egen læge. Du skal medbringe svarene på blodprøverne når du kommer på første ophold, idet du skal anvende dem i undervisningen. Blodprøverne skal tages i forbindelse med henvisningen hertil.