Generelle vilkår i forbindelse med nedfrysning og deponering af sæd
Gå direkte til:
Fertilitetsklinikken forpligter sig til at nedfryse og opbevare den leverede sæd/udtagne væv under betryggende forhold. I forbindelse med deponeringen skal der rutinemæssigt tages en udvidet blodprøveprofil for HIV og Hepatitis. Blodprøven tages på Biokemisk Afdeling eller kan tages på Blodprøvetagningen på Regionshospitalet Horsens, hvis den ikke er taget på den henvisende afdeling. Klinikken foretager før nedfrysning en analyse af den modtagne sæd med det formål at undersøge sædkvaliteten og at vurdere dens befrugtningsdygtighed. Da sæden udelukkende er til brug for deponenten, foretager klinikken ikke egentlige kliniske undersøgelser af den modtagne sæd. Skulle der i sæden således være sygdomsfremkaldende bakterier, virus m.v., bærer klinikken intet ansvar som følge heraf.
Sæden forventes at kunne opbevares fuldt levende i ubegrænset tid i nedfrosset stand, men her på Fertilitetsklinikken opbevares sæden i 10 år. Ønskes denne periode ændret i form af forlænget tidsperiode, eller ønskes stråene destrueret inden 10 år, skal deponenten selv tage kontakt til klinikken herom, ellers bliver de deponerede strå destrueret 10 år efter nedfrysningsdatoen. Klinikken forpligter sig til i deponeringsperioden at vedligeholde den nævnte nedfrysning på korrekt vis. Klinikken kan ikke pålægges noget ansvar for sædens eventuelt manglende befrugtningsevne ved senere brug. Forhold, som indtræder under deponeringsperioden, og som skyldes uforudsete hændelser, herunder force majeure, og som måtte medføre beskadigelse eller tab af den deponerede sæd, kan ikke erstattes. Andre forhold eller hændelige uheld, for hvilke klinikken bærer risikoen, kan heller ikke erstattes. Skulle klinikken under forløbet, og da uanset af hvilken årsag, være ude af stand til at fortsætte deponeringsvirksomheden, forpligter klinikken sig til at søge andre deponeringsmuligheder for deponenten samt uden ophold at meddele deponenten dette på den sidst kendte adresse. Har deponenten således ikke meddelt adresseforandring til klinikken, bærer klinikken intet ansvar herfor.
Den deponerede sæd kan alene kræves optøet af deponenten personligt, og klinikken er berettiget til at kræve dokumentation i fornødent omfang, før udlevering af sæden finder sted. Klinikken erklærer endvidere, at enhver anden brug af sæden end til behandling af ham og hans partner ikke vil kunne forekomme. Deponenten kan få udleveret deponeret sæd til brug andet sted. Dette kan kun ske efter skriftlig henvendelse til klinikken. Overflytning af sæd arrangeres af deponenten og sker på deponentens regning. Rådighedsretten over deponeret sæd er strengt personlig. Deponenten kan lave en skriftlig aftale om, at hans hustru eller samlever efter hans eventuelle død kan anvende den deponerede sæd med den hensigt at frembringe en graviditet. Fertilitetsklinikken skal gøres bekendt med sådan en aftale. Herudover kan deponenten ikke testamentarisk disponere over sæden. Er en sådan aftale ikke truffet, kan et dødsbo ikke indtræde i deponentens rettigheder. Afgår deponenten ved døden, og der ikke er truffet en skriftlig aftale inden mellem deponenten og hustru/samlever, vil den deponerede sæd af Fertilitetsklinikken blive destrueret uden unødigt ophold. En samtykkeerklæring til brug af nedfrossen sæd efter eventuel død kan rekvireres på Fertilitetsklinikken.
Kontakt
Mere information
Fertilitetsklinikken Regionshospitalet Horsens Strandpromenaden 35C Indgang C 8700 Horsens
Sekretariatet: Hverdage kl. 9.00-12.00 på tlf. nr. 7842 6562.
Fertilitetsklinikken Aarhus Universitetshospital Palle Juul-Jensens Boulevard 139 Indgang H14, Plan 2 Krydspunkt H209 8200 Aarhus N Tlf.: Kontakt Fertilitetsklinikken Regionshospitalet Horsens på tlf. 7842 6562.
Hvis du har spørgsmål til din behandling: Se om du kan finde svar i den relevante patientinformation, under "Ofte stillede spørgsmål" på vores hjemmeside eller i Emento-app'en. Hvis ikke du finder svar, kan du skrive til klinikken.
Hvis du har akutte spørgsmål uden for klinikkens åbningstid, skal du ringe til Lægevagten.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: horsens.rm.dk/1714808
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.