I Danmark har man besluttet, at alle nyfødte skal tilbydes en høreundersøgelse.
Hvis man er indlagt på Afsnit for Mor og Barn tilstræbes det, at undersøgelsen foretages før udskrivelsen ellers medgives der en ambulant tid.
Forbered dig til undersøgelsen
Høreundersøgelsen er nemmest at udføre, mens barnet sover. Derfor anbefalder vi, at barnet har fået mad før undersøgelsen.
Om undersøgelsen
Kun et til to børn ud af 1.000 bliver født med en hørenedsættelse. I de fleste tilfælde er der ikke hørenedsættelse i familien. For det enkelte barn kan høretabet betyde meget, fordi det går glip af mange af de lyde, der er med til at danne en nuanceret opfattelse af verden.
Hvis et høretab bliver opdaget tidligt, er der imidlertid meget gode muligheder for at afhjælpe det ved hjælp af høreapparater og stimulering af hørecentrene i hjernen. I dag ved vi, at de allerførste år er afgørende, når et barn skal udvikle hørecentrene. Jo tidligere centrene påvirkes, jo større chance har et barn med hørenedsættelse for at komme til at høre og udvikle talesprog. Derfor får alle forældre nu tilbud om, at deres nyfødte får hørelsen screenet.
Undersøgelsen er naturligvis frivillig.
Undersøgelsen foretages, mens barnet sover og er ikke på nogen måde ubehagelig for barnet. Du er til stede hele tiden og får svar med det samme.
Undersøgelsen af barnet foregår ved hjælp af en eller to screeningsmetoder, der begge er ukomplicerede og hurtige:
Barnet får tre små sensorer anbragt på hovedet: en i panden og på kinden og en i nakken. Barnet får også her en lille blød øreprop i øret. Gennem den bliver der sendt kliklyde, og en computer måler, hvor god forbindelsen er gennem hørenerven. Undersøgelsen kaldes en AABR-test (automatisk hjernestammeaudiometri).
Barnet får en lille blød øreprop i øret, og gennem den bliver der sendt kliklyde ind i barnets øregang. Når det indre øre (sneglen) modtager kliklydene, vil øret lave et ekko, og en computer viser, hvordan barnets øre reagerer på lyde. Det tager kun få minutter. Undersøgelsen kaldes en TEOAE- test (Transient Evoked Otoacustic Emissions)
Screeningen viser, om barnet reagerer tydeligt på lyd eller ej. Hvis screeningen viser en meget tydelig reaktion, har dit barn med al sandsynlighed ingen hørenedsættelse.
Hvis screeningen ikke viser tydelig reaktion, betyder det imidlertid ikke nødvendigvis, at barnet har et høretab. Der kan være andre simple forklaringer på, at reaktionen ikke er tydelig. Oftest skyldes det baggrundsstøj, uro hos barnet eller fejl i udstyret. Desuden kan barnet have fosterfedt eller fostervand i øret, hvilket er meget normalt hos nyfødte. Det vil forsvinde af sig selv. Uanset årsagen vil høreundersøgelsen blive gentaget.
Hvis målingen ikke er tilfredsstillende på et eller begge ører, vil du blive henvist til nærmeste høreafdeling. Dette sker ofte og betyder ikke nødvendigvis, at dit barn har en hørenedsættelse. På høreafdelingen vil man lave endnu en høreundersøgelse. Den tager lidt længere tid og kan give mere information om dit barns hørelse.
Videre forløb
Barnet kan dog få hørenedsættelse senere i livet, oftest på grund af væske i mellemøret som følge af mellemørebetændelse.
Hvis du senere bliver bekymret over dit barns hørelse, skal du henvende dig til din egen læge eller en praktiserende ørelæge.
Kontakt
Kontakt
Afsnit for Mor og Barn, Regionshospitalet Horsens Sundvej 30D DK-8700 Horsens
Telefon til Afsnit for Mor og Barn: 7842 6507
Uden for telefontid bliver du mødt af en telefonsvarer, der henviser dig til et andet nummer, hvis du akut har brug for at komme i kontakt med personalet.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/636978
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.