Praktisk information til dig, som har fået akut kejsersnit
Ca. 20 % af alle børn i Danmark fødes ved kejsersnit. Halvdelen foregår planlagt og den anden halvdel ved akut kejsersnit. Beslutningen om kejsersnit træffes af en fødselslæge i samråd med dig og din partner. Langt de fleste kejsersnit foretages, fordi en fødselslæge skønner, at det er det sikreste for enten moderen eller barnet.
Her kan du læse om, hvad du skal være opmærksom på i tiden efter et kejsersnit.
Risici og bivirkninger
Størstedelen af børn, der fødes ved kejsersnit, har det fint. Nogle børn kan have lidt væske i lungerne og derfor have behov for lufttilskud på maske (c-pap) umiddelbart efter fødslen. Enkelte børn har behov for c-pap i længere tid, hvilket kræver overflytning til Børneafdelingen på Aarhus Universitetshospital.
Langt de fleste kejsersnit forløber uden komplikationer.
Hos cirka 1 % kan rygbedøvelsen medføre en ubehagelig hovedpine. Hovedpinen kommer, når man rejser sig op og forsvinder, når man lægger sig ned. Hovedpinen er ufarlig, men kræver nogle gange behandling.
Blærebetændelse og underlivsbetændelse optræder lidt hyppigere end efter en normal fødsel.
Man mister i gennemsnit lidt mere blod ved et kejsersnit end ved en normal fødsel. Det fører dog meget sjældent (hos mindre en 3 %) til, at der er behov for blodtransfusion.
Hos cirka 1 % opstår der betændelse i operationssåret.
Alvorlige komplikationer, f.eks. skader på tarm og urinveje, er meget sjældne.
Efter akut kejsersnit
De første timer efter et akut kejsersnit tilbringer du på Opvågningen, hvor du vil være tilkoblet overvågning af bl.a. puls og blodtryk. Her vil du kunne have din ledsager og barnet hos dig. Så snart det er muligt, overflyttes du til Afsnit for Mor og Barn.
De første dage er det formentlig rarest at ligge på ryggen.
Du må ligge på siden, når du har lyst. Det kan være rart at have en pude/tynd dyne under maven som støtter den. Brug eventuelt også en pude mellem knæene.
Du kan ligge på maven fra 5. dagen.
Når du har fået følelsen tilbage i benene, vil vi hjælpe dig med at komme op at stå. Det er vigtigt, at du bliver mobiliseret så tidligt som muligt, dels for at forebygge blodpropper i benene, men også for at få godt gang i tarmene igen.
Tril om på siden, støt eventuelt med armene på maven, tag benene udover sengekanten og skub fra på madrassen med nederste albue og øverste hånd. Spænd de dybe mavemuskler og bækkenbunden, inden du stiger ud af sengen.
Når du har været oppe at stå, vil vi fjerne det blærekateter, du fik anlagt inden kejsersnittet. Efter fjernelsen af kateteret skal du have vandladning på toilettet indenfor 4 timer. Sig til, hvis du har svært ved at tømme blæren.
Tænk på din holdning, når du står, så du retter dig godt op. Du skal stå med lige meget vægt på begge ben, og vægten fordelt over hele foden, have løse knæ, eventuelt spænde lidt i maven, have afslappede skuldre og trække hagen lidt ind.
På grund af bedøvelsen vil der gå noget tid, før din følelse i mave og ben vender tilbage. Vi vil gerne forebygge, at du oplever store smerter når bedøvelsen aftager, derfor starter du med smertestillende medicin, så snart du kommer tilbage til afdelingen. Du får udleveret smertestillende medicin, som vi anbefaler, at du tager fast under din indlæggelse. Kan du ikke tåle medicinen, er det vigtigt, at du giver os besked.
Hvis du oplever smerter i forløbet, skal du gøre os opmærksom på det. Når du er godt smertedækket, kan du bedre tage dig af dit barn, og du vil have lettere ved at gå omkring.
Du vil høre os anvende en smertescore. Den anvender vi fordi oplevelsen af smerter er meget individuelt, og smertescoren kan hjælpe os til at forstå din smerte, og hvad du kan have behov for af medicin.
Det er normalt, at maven kan gå i stå efter en operation, men du kan selv gøre noget for at forebygge forstoppelse. Du må spise og drikke lige efter operationen. Proteinrig kost fremmer helingen af sårene og giver øget energi. Vi anbefaler, at du drikker mindst 1½-2 liter væske hver dag.
De første par dage efter operationen har du sandsynligvis ikke afføring, men hvis du drikker rigeligt med væske, spiser fiberrigt og bevæger dig, kommer der hurtigere gang i tarmen. Herudover kan der suppleres med et afføringsmiddel, som du får udleveret efter behov.
Undersøgelser har vist, at tyggegummi kan fremskynde tarmfunktionen og forebygge kvalme efter en operation, så det kan være en god idé at medbringe tyggegummi ved indlæggelsen. Vi anbefaler, at du tygger tyggegummi en halv time om dagen.
De tråde du bliver syet med, er selvopløselige. Yderst bliver der påsat små plastre og ovenpå disse et større plaster. Det store plaster må sidde op til 7 dage. Det er vandtæt, og du må derfor gerne tage et brusebad. Hvis plasteret ikke sidder tæt/ har løsnet sig, skal det fjernes inden du tager bad.
Enkelte har fået clips i kejsersnittet. Disse skal fjernes hos egen læge 5-7 dage efter kejsersnittet.
Det er vigtigt, at du trækker vejret godt igennem efter indgrebet. Har du lidt slim, skal du støde eller hoste det op på følgende måde:
Støt med hænderne over dit operationssår og stød med åben mund - altså på samme måde, som når du ånder på en rude. Døjer du med sejt slim på lungerne, kan en fysioterapeut instruere dig i at bruge en pep-fløjte.
Hvis du ønsker at amme, hjælper vi gerne med vejledning og praktisk hjælp.
Vi anbefaler, at barnet ligger mest muligt hud mod hud, da det hjælper barnet til hurtigere at omstille sig til den nye situation. Samtidig har det en positiv effekt på din mælkeproduktion.
Hvis du har fravalgt amning af forskellige årsager, vil vi være behjælpelige med modermælkserstatning. Hud mod hud kontakten er også her af gavnlig betydning for tilknytningen mellem dig og dit barn.
Vi vil anbefale, at du/I undgår for mange besøgende under indlæggelsen, da det kan virke forstyrrende. Giv dig/jer selv tid til at lære det nye barn at kende og til at komme dig ovenpå operationen.
Du kan forvente udskrivelse 1-2 dage efter kejsersnittet.
Når du kommer hjem
Betragt dig selv som nyopereret de første 4-6 uger. Det betyder, at du skal lytte til din krop og kun belaste til smertegrænsen. Start blidt op med daglige gøremål. Du skal forvente, at der går ca. 14 dage før du kan begynde at støvsuge og vaske gulv. Vi anbefaler, at du den første tid blot løfter dit barn evt. inkl. lift og du skal forvente, at der går ca. 4 uger, før du kan løfte mere end dit barn og lift.
Det er vigtigt at lave knibeøvelser efter et kejsersnit, da bækkenbunden har været belastet af tyngden fra barnet. Stærke bækkenbundsmuskler gør dig bedre i stand til at holde på urin, afføring og luft og er med til at forebygge nedsunken livmoder senere i livet.
Motion før og efter et kejsersnit er vigtigt.
Du må starte med at træne de lige og de skrå mavemuskler efter 4-6 uger, men undgå at løfte så højt, at du får en bule på maven.
Du må gå det, du kan holde til.
Cykle: når du føler dig klar til det.
Begynde på efterfødselsgymnastik 4-6 efter fødslen.
Svømning: når du har været til 8 ugers undersøgelse hos lægen.
Løb: dyrke almindelig gymnastik og gå i motionscenter efter cirka 3 måneder.
Boldspil: træne efter 2-3 måneder og turnering efter 5-6 måneder.
Ridning: efter cirka 3 måneder.
I de første par uger kan du forvente at være mere træt, hvilket er helt normalt efter en operation og fødsel.
Sådan behandler du dit ar
Arret efter kejsersnittet kan blive stift og ømt. Hvis arret behandles rigtigt, kan det blive smidigere og give mindre irritation.
Husk solcreme på dit ar.
Mens såret vokser sammen og indtil evt. tråde eller clips fjernes, skal såret have ro.
Der, hvor sårskorperne er faldet af og huden er helet, skal arret og området omkring det vænnes til berøring.
Væn det til berøring med:
Faste tryk.
Blide klap med et par fingre.
Massér området omkring arret let og prøv at forskyde huden. Stryg på langs af arret. Forskyd huden mod det underliggende væv på tværs af arret.
Efter massagen: Brug en god fedtcreme, f.eks. Locobase.
Nu skal arret gøres smidigere og sammenvoksninger løsnes.
Placér en finger for enden af arret og hold imod med den, træk og skub med 2 fingre på hver sin side af arret fra den anden ende.
Gentag fra den anden ende.
Ved lange ar kan hele arret arbejdes igennem, ved at fingrene placeres som ovenfor beskrevet, men med få cm mellem. Trækket flyttes så ca. to cm af gangen, indtil hele arret er arbejdet igennem.
Tag fat omkring arret og det underliggende væv med begge hænders tommel- og pegefingre. Stræk arret ved at trække op med den ene hånd og ned med den anden. Gentag det S-formede træk langs hele arret.
Massér også området omkring arret.
Når vævet løsnes kan det føles som små stik eller en lidt skærende smerte.
Videre forløb
Selv om du har født ved kejsersnit, er det ikke sikkert, at du behøver at føde ved kejsersnit næste gang. Det afhænger af årsagen til, at du fødte ved kejsersnit i denne graviditet.
I sjældne tilfælde (mindre en 1 ud af 100) kan arret i livmoderen briste ved næste fødsel. Vi anbefaler derfor ekstra observation, og at din næste fødsel foregår på en fødeafdeling.
Du/I kan læse mere om kejsersnit og opholdet på Afsnit for Mor og Barn, samt se en video om planlagt kejsersnit på www.Horsensbaby.dk
Kontakt
Kontakt
Afsnit for Mor og Barn, Regionshospitalet Horsens Sundvej 30D DK-8700 Horsens
Telefon til Afsnit for Mor og Barn: 7842 6507
Uden for telefontid bliver du mødt af en telefonsvarer, der henviser dig til et andet nummer, hvis du akut har brug for at komme i kontakt med personalet.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/636967
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.