I Danmark sættes cirka 25% af alle fødsler i gang. Der kan være mange forskellige årsager til, at igangsætte en fødsel. Fælles for dem alle er, at der er tale om graviditeter, hvor tilstande hos moderen eller barnet indikerer, at graviditeten bør afsluttes inden for nogle dage.
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Når du møder op til igangsættelse af fødslen, starter jordemoderen med at sikre sig, at du og barnet har det godt.
Det gøres blandt andet ved hjælp af en såkaldt CTG (en ”strimmel”), hvor barnets hjerterytme samt livmoderens ve-aktivitet overvåges over minimum 20 minutter.
Du skal også have foretaget en indvendig undersøgelse. Her vurderer jordemoderen livmoderhalsens længde, åbenhed og placering samt hvorledes barnets hoved står ned i dit bækken.
Ud fra en samlet vurdering planlægger vi sammen med dig det videre forløb.
Når fødslen nærmer sig "modnes" livmoderhalsen (cervix). Det vil sige, at den bliver blødere, kortere og trækker sig lidt længere frem i skeden. Livmodermunden begynder at åbne sig lidt.
Igangsættelse af fødslen kan foregå på flere måder:
Modning af livmoderhalsen med hormonet Misoprostol.
Hindesprængning. Det vil sige, at der prikkes hul på fosterhinden, så fostevandet går.
Ve-stimulerende drop.
Ballonkateter.
Læs mere om de forskellige typer igangsættelse i felterne nedenfor.
Procedurer for igangsættelse
Er livmoderhalsen umoden, og du ikke tidligere har fået lavet et kejsersnit, vil du blive anbefalet igangsættelse med hormonet Misoprostol.
I denne situation kan det vare 2-3 dage - eventuelt flere - før din fødsel er egentligt i gang.
Målet er, at livmoderhalsen afkortes og livmodermunden åbnes, således at det er muligt at prikke hul på fosterhinden.
Når der er modne forhold, er det muligt at prikke hul på fosterhinderne med et tyndt plastikredskab, så en del af fostervandet løber ud.
Det kan være lidt ubehageligt for dig, men det vil ikke gøre ondt på hverken dig eller barnet, idet der ikke er nerver i fosterhinderne. Når der er prikket hul på fosterhinderne er fødslen i gang.
Vi tilstræber, at du har født inden 18 timer, da der er en lille risiko for infektion, når der er vandafgang.
Hvis der ikke er spontane veer nogle timer efter hindesprængning, tilbydes du vestimulerende medicin i et drop.
Droppet øges gradvist til veerne har den ønskede effekt.
Dit barn overvåges tæt ved ve-stimulation ved hjælp af CTG/hjertelydskurve.
Fakta om CTG
Ved CTG-undersøgelse får du to elastikbælter om maven, som fastholder to transducere. Disse registrerer barnets hjertelyd og eventuelle veer. Værdierne kan ses som to kurver på en skærm på stuen.
Hvis livmodermunden er begyndt at åbne sig, kan barnets hjertelyd også registreres ved en elektrode, der sættes på barnets hoved.
Ud fra tolkningen af disse kurver vurderer vi barnets tilstand.
Ballonen er et tyndt gummikateter, der lægges op igennem livmoderhalsen. Ballonen fyldes med vand, så den udvider sig og trykker på livmodermunden.
Der kan være flere årsager til, at man vælger anlæggelse af ballonkateter:
Hvis du ved tidligere fødsler har fået lavet kejsersnit, må du ikke blive sat i gang med Misoprostol.
Hvis jordemoderen ikke kan komme til at prikke hul på fosterhinden trods behandling med Misoprostol gennem flere dage.
Hvis du ikke ønsker behandling med Misoprostol.
Vær opmærksom på
Igangsættelse af fødslen kan opleves som en længerevarende proces sammenlignet med en fødsel, der starter af sig selv.
Hindesprængning
Lille risiko for at navlesnoren kan komme i klemme.
Risiko for at barnets hoved indstiller sig skævt i bækkenet, hvilket kan medføre, at fødslen tager lidt længere tid.
Ve-stimulation
Risiko for overstimulation. Det vil sige, at veerne kommer for hyppigt.
At det ve-stimulerende drop hurtigt kan give kraftige veer.
At det i perioder er nødvendigt med CTG-overvågning.
Ballonkateter
Lille risiko for infektion i livmoderen.
Menstruationslignende smerter.
Kontakt
Sådan kontakter du os
Fødeafsnittet
Sundvej 30D 8700 Horsens
Ændring af tider
Fødeafdelingens sekretær: Alle hverdage kl. 10.00-12.00 på tlf. 7842 6460
Ikke-akutte spørgsmål
Jordmoderrådgivningen: Alle hverdage kl. 8.00-9.30 på tlf. 7842 6470
Akutte spørgsmål og fødsel
Fødeafsnittet: Tlf. 78 42 99 03
Før graviditetsuge 20: Praktiserende læge eller lægevagten
Følges du i Kendt Jordemoderordning, skal du ringe til det vagttlf.nr. som du har fået udleveret af din konsultationsjordemoder.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/639684
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.