Fødsel af tvillinger forløber typisk meget som ved fødsel af et enkelt barn.
Der vil være en jordemoder samt eventuelt en jordemoderstuderende under fødslen. Ofte vil fødselslægerne også tilse dig på fødestuen, inden børnene fødes.
Ved fødslens start vil vi ofte skanne børnene for at kontrollere, hvordan de ligger. Derudover vil vi ved en tvillingefødsel følge børnenes hjerteslag ved hjælp af et CTG-apparat (hjerte – ve måler).
I presseperioden kommer fødselslægerne igen på fødestuen sammen med en ekstra jordemoder, en social – og sundhedsassistent, samt en narkoselæge og narkosesygeplejerske.
Du vil få et ve-stimulerende drop i hånden, for at sikre, at der fortsat er tilstrækkelige veer, efter at den første tvilling er født. Når den første tvilling er født, vil en jordemoder/læge holde på din mave for at sikre, at den anden tvilling kommer rigtigt ned i fødselsvejen.
Efter fødslen
Vi tilstræber, at børnene hurtigst muligt kommer op til dig. Nogle gange har de dog behov for at blive tilset af narkoselægen umiddelbart efter fødslen. Hvis børnene har det godt, bliver de lagt til brystet, og du får hjælp til at etablere den første amning. Hvis børnene er født ved kejsersnit og har det godt, forbliver de på operationsstuen sammen med dig. Vi tilstræber, at I får mest mulig ro i løbet af de første par timer efter fødslen til at etablere den første vigtige kontakt til jeres børn.
Indlæggelse på Afsnit for Mor og Barn
Efter fødslen indlægges I på enestue hvor du og din mand eller anden pårørende kan være. Børnene vil være hos dig på værelset under hele indlæggelsen. Vi tilbyder indlæggelse i det omfang, du har brug for og tilbyder råd og vejledning omkring amning, spædbarns pleje, barsels pleje m.m. I skal være opmærksomme på, at etablering af en tvilling-amning kræver ekstra indsats. Hvis I vælger at give flaske, vejleder vi naturligvis i dette.