Fra 16. graviditetsuge fungerer fosterets nyrer, og fosteret drikker og tisser ganske meget. Det er derfor almindeligt, at man ved ultralydsskanning kan se væske i fosterets nyrebækken og blære. Dette er et udtryk for at nyrerne fungerer. Næsten alt fostervand udgøres af urin fra fosteret.
Vi ved, at blæren kan være stor eller lille afhængig af, om man er tissetrængende. Det samme gælder for nyrebækkenet. Hvis fosteret drikker meget, og derfor har en stor urinproduktion, kan nyrebækkenet blive lidt større end hos fostre, som ikke drikker så meget. Stort nyrebækken er uden betydning. Mange voksne har formentligt et stort nyrebækken uden at vide det.
Hvis der er nok fostervand, kan man være sikker på, at der er en god urinproduktion, og der er således også normalt nyrevæv.
Væske i fosterets urinveje kan skyldes en forsnævring. Det er i de fleste tilfælde uden betydning. Hvis der er en forsnævring i urinvejene, stiger trykket ovenfor forsnævringen, hvorfor nyrebækkenet og eventuelt også blæren bliver stor. Et meget stort nyrebækken kan i værste fald trykke på nyrevævet og beskadige det. Efter fødslen giver et meget stort nyrebækken desuden risiko for urinvejsinfektion.
Ultralydsskanning i graviditetens sidste del og eventuel efter fødsel vil afklare, om der skal foretages yderligere undersøgelser for urinvejsforsnævringer.
Nyrebækkenet måler 0-5 millimeter: Det er normalt og kræver ikke kontrol.
Nyrebækkenet måler 5-10 millimeter: Det er næsten altid normalt, men hos få procent øges størrelsen, og derfor tilbydes du ultralydsskanning i 32. graviditetsuge. Hvis nyrebækkenet forsat er 5-10 millimeter på begge nyrer betragtes det som normalt og kontrollen afsluttes.
Nyrebækkenet måler 10-20 millimeter: Det kan betyde begyndende skade på nyren, derfor tilbydes du yderligere undersøgelse.
Nyrebækkenet måler over 20 millimeter: Det er for stort, og her lægger vi en individuel plan for dig.
Mere information
Når du/I kommer hjem, kan der opstå spørgsmål, som vi ikke fik drøftet ved skanningen. I så fald er du/I velkommen til at ringe og tale med en sygeplejerske eller en læge.
Kontakt
Sådan kontakter du os
Klinik for Gravide
Sundvej 30A 8700 Horsens
Telefon +45 7842 6460 Telefontid: Mandag til fredag fra kl. 10.00-12.00
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/1021845
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.