Fra 16. graviditetsuge fungerer fosterets nyrer, og fosteret drikker og tisser ganske meget. Det er derfor almindeligt, at man ved ultralydsskanning kan se væske i fosterets nyrebækken og blære. Dette er et udtryk for at nyrerne fungerer. Næsten alt fostervand udgøres af urin fra fosteret.
Vi ved, at blæren kan være stor eller lille afhængig af, om man er tissetrængende. Det samme gælder for nyrebækkenet. Hvis fosteret drikker meget, og derfor har en stor urinproduktion, kan nyrebækkenet blive lidt større end hos fostre, som ikke drikker så meget. Stort nyrebækken er uden betydning. Mange voksne har formentligt et stort nyrebækken uden at vide det.
Hvis der er nok fostervand, kan man være sikker på, at der er en god urinproduktion, og der er således også normalt nyrevæv.