Bartholins kirtler er 2 små kirtler beliggende ved bagerste del af skedeindgangen. Disse kirtler danner lidt væske til skeden. Hvis udførselsgangen bliver tilstoppet, kan en cyste forekomme. Hvis kirtlen bliver betændt, kan der opstå en byld (absces).
Ca. 3 % af alle kvinder får en cyste eller byld på et eller andet tidspunkt i livet.
Forbered dig til operationen
Du finder fastereglerne nedenfor. Derudover skal du rette dig efter aftaler og udleveret materiale fra Forundersøgelse til Bedøvelse.
Det er vigtigt, at du overholder fastereglerne for din egen sikkerheds skyld.
Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Du skal købe smertestillende medicin, så du er klar til at behandle smerter, som opstår i forbindelse med operationen.
Du kan købe Paracetamol (f.eks. Pamol, Panodil eller Pinex) og Ibuprofen (f.eks. Ibumetin, Brufen eller Ipren) i håndkøb på apoteket og i de fleste dagligvarebutikker.
Du får lagt en smerteplan efter operationen. Det er vigtigt, at du følger den.
Du skal selv sørge for transport til og fra operationen.
Du må ikke selv køre bil i 24 timer efter operationen, fordi du stadig er påvirket af bedøvelsen. Husk at lave en aftale om, hvem der kan køre dig hjem.
Det er vigtigt, at du kan blive hentet, så snart du er klar til at komme hjem.
På operationsdagen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før og stop med at drikke 2 timer før.
Du må ikke spise eller drikke mælk de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Vi anbefaler, at du heller ikke ryger, bruger e-cigaretter, skrå eller snus eller tygger tyggegummi.
Du skal bade om morgenen på din operationsdag for at forebygge infektion:
Tag et grundigt bad og børst dine tænder.
Rens navlen med en vatpind med vand og sæbe på.
Smør dig ikke ind i creme på kroppen. Brug heller ikke parfume.
Du må ikke have makeup og neglelak på. Det er vigtigt, fordi vi skal kunne se, om din hud og dine fingerspidser skifter farve under operationen.
Du må ikke have smykker, piercinger eller kontaktlinser på. Lad smykker og andre værdigenstande blive hjemme.
Om operationen
Kirurgisk behandling (marsupialisation) tømmer bylden. Det kan foregå under fuld bedøvelse eller lokalbedøvelse.
Man lægger et snit i bylden og holder den åben med nogle få sting. Såret skrumper imens det heler, og der dannes en ny udførselsgang.
Opheling tager oftest ca. 2 uger.
Enkelte oplever, at cysten gendannes efter endt behandling.
Efter operationen
For at undgå betændelse anbefaler vi, at du:
skyller sårområdet 2 gange dagligt i en uge, f.eks. med en håndbruser
undgår parfumeret sæbe
undgår svømmehal i 14 dage
undgår samleje i 2-4 uger, eller indtil du er smertefri og slimhinden er helet
undgår meget stramtsiddende tøj.
Hvis du får feber eller tegn på betændelse i såret, skal du kontakte din egen læge.
Du kan komme hjem igen samme dag. Du bliver udskrevet, når du er klar til det.
Kontakt
Klinik og Sengeafsnit for Kvindesygdomme
Det første døgn kan du kontakte Sengeafsnit for Kvindesygdomme. Herefter skal du kontakte egen læge eller vagtlæge.
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/717594
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.