smertefuld vandladning og afføring i forbindelse med menstruation
diarre, forstoppelse, kvalme
Hvis man igennem lang tid har smerter i underlivet, vil man ofte ubevidst komme til at spænde i muskulaturen i bækkenbunden, hvilket kan give muskelsmerter.
Diagnosen stilles først og fremmest udfra din sygehistorie og dine symptomer. Ultralydsskanning og røntgenundersøgelse kan styrke mistanken om endometriose, men den eneste sikre måde, at stille diagnosen på, er ved en kikkertoperation i fuld bedøvelse.
Ved kikkertoperationen tager man små vævprøver fra bughulen, som kan bekræfte diagnosen. Hvis det er muligt, undgår vi dog at udføre kikkertoperation til at stille diagnosen, så du kan blive skånet for mulige risici og komplikationer.
Årsag
Endometriose har ikke noget dansk navn, men ses hos op mod 10% af piger/kvinder i den fødedygtige alder.
Tilstanden skyldes, at væv, der ligner livmoderslimhinde, findes udenfor livmoderen. Vævet kan sidde udenpå livmoderen, på bughinden, blæren eller tarmen. Endometriose kan også ses som blodfyldte cyster på æggestokkene.
Endometriose bløder under hver menstruation. I modsætning til menstruationsblodet kan blødningen fra endometriosen ikke komme ud - i stedet bløder det i bughulen. Dette blod optages som oftest i kroppen igen, men kan skabe irritation i vævet, og der kan dannes sammenvoksninger og arvæv.
Man kender ikke årsagen til endometriose, men arvelige forhold ser ud at have betydning.
Symptomerne på endometriose bedres med alderen, og tilstanden forsvinder i forbindelse med overgangsalderen.
Ved udbredt endometriose kan sammenvoksninger og arvæv være skyld i, at æggelederne er blevet lukket af. Blodfyldte cyster på æggestokkene kan også forstyrre ægløsningen.
Kvinder med endometriose kan derfor ikke altid opnå graviditet på normal vis, og fertilitetsbehandling kan blive nødvendigt.
Om behandlingen
Behandlingen afhænger af, hvor udbredt endometriosen er, og om der er ønske om at opnå graviditet.
Medicinsk behandling
P-piller, mini-piller eller P-ring uden pauser, som vil stoppe menstruationerne og dermed også de blødninger, der forekommer inde i bughulen.
Hormonspiral, som ligeledes vil undertrykke blødningerne.
Kirurgisk behandling
Blodfyldte cyster på æggestokkene kan fjernes ved en kikkertoperation i fuld narkose.
Ved meget udbredt endometriose vil man blive henvist til vurdering og eventuel operation på Aarhus Universitetshospital.
Anden behandling
Fysioterapi, som kan hjælpe mange med at få løsnet op for spændinger i musklerne i bækkenbunden.
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/874724
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.