Livmoderen fjernes som regel, fordi den giver gener i form af blødning, smerter, nedsynkning, tyngde i underlivet eller tryk på blæren.
Forbered dig til operationen
Det er vigtigt, at du er så fysisk aktiv som muligt inden operationen, f.eks. med gåture, cykling, eller hvad der nu passer dig bedst. Samtidig er det vigtigt, at du spiser en god og varieret kost.
For at forebygge komplikationer anbefaler vi, at du holder op med at ryge og ikke indtager større mængder alkohol fra det tidspunkt, hvor du skrives op til operation.
Du bør undgå barbering af dine kønshår i mindst 8 dage inden operationen, da barberingen øger risikoen for infektion.
Er du i behandling med blodfortyndende medicin, vil vi drøfte med dig, om behandlingen skal fortsættes eller pauseres i forbindelse med operationen.
Vi anbefaler dig at købe smertestillende håndkøbsmedicin inden operationen, da du kan regne med at have smerter i underlivet i nogle dage til uger efter operationen.
På operationsdagen skal du være fastende og tørstende som aftalt.
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før.
Du må ikke spise eller drikke mælk de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Vi anbefaler, at du heller ikke ryger, bruger e-cigaretter, skrå eller snus eller tygger tyggegummi.
Du skal tage et brusebad og rense navlen grundigt, evt. med en vatpind og olie. Det er vigtigt, at navlen er helt ren, når der skal føres et instrument ind gennem et snit ved navlen.
Du må ikke have makeup og neglelak på, da det kan gøre observationen under bedøvelsen vanskeligere.
Eventuelle navle- og intimpiercinger fjernes.
På operationsdagen skal du møde på afsnittet Operation og Opvågning, Indgang B, 2. sal (B2). Scan dit sundhedskort ved ankomstscanneren og tag plads i venteområdet.
Du vil blive modtaget af en sygeplejerske, som vil vejlede og hjælpe dig med forberedelserne.
Om operationen
I forbindelse med din indlæggelse vil vi give dig nødvendig information om forløbet. Du vil få medicin mod smerter og kvalme, og vi vil opfordre dig til at spise og drikke kort tid efter operationen.
Det betyder, at du hurtigere kommer ud af sengen og i gang igen, og det nedsætter risikoen for blandt andet hjerte- lungekomplikationer, infektioner og træthed, og du behøver kun at være indlagt i kort tid.
Det er vigtigt, at du selv er motiveret for at komme hurtigt i gang efter operationen. Hvis alt går planmæssigt, udskrives du i løbet af dagen/aftenen. Personalet tager naturligvis hensyn til dine behov.
Operationen foregår i fuld bedøvelse, og du vil få anlagt et blærekateter, som fjernes umiddelbart efter operationen.
Livmoderen fjernes ved, at lægen laver et lille snit ved navlen og fører en tynd kikkert ind i bughulen. Bughulen fyldes op med luft for at give god oversigt over organerne. Lægen laver 2-4 ekstra snit på 1 til 2 cm fordelt over maven for at kunne bruge andre instrumenter under operationen.
Livmoderen og æggelederne løsnes fra bughulen og fjernes enten gennem skeden eller gradvist gennem destruktion inde i en lukket pose, som tages ud igennem det ene hul i bugvæggen.
Operationen varer normalt 1-2 timer.
Risici og bivirkninger
Efter operationen kan du ikke længere blive gravid.
Risikoen for komplikationer i forbindelse med operationen er lille.
Komplikationerne kan være blødning og i meget sjældne tilfælde skade på urinlederen, blære eller tarm. Skaden vil så vidt muligt blive behandlet under samme operation. Det kan blive nødvendigt at lave en åben operation gennem et 'bikinisnit' i bugvæggen.
Nogle kan få behov for blodtransfusion under eller efter operationen.
Efter operationen kan der opstå infektion.
Nogle kvinder får efter operationen en blodansamling over toppen af skeden. Mindre blodansamlinger forsvinder ofte af sig selv. I andre tilfælde er man nødt til at fjerne blodansamlingen, da der kan gå infektion i den samt give smerter og blødning. Ofte kan det behandles med antibiotika og fast smertestillende i en længere periode.
Hvis blodansamlingen skal fjernes, laves et mindre indgreb gennem skeden, så det ophobede blod/pus kan komme ud.
I meget sjældne tilfælde opdages komplikationer i form af blødning og skader på urinleder, blære eller tarm først efter operationen, og man bliver nødt til at operere igen.
Efter operationen
Under operationen har du et kateter i blæren. Det bliver fjernet umiddelbart efter operationen, lige inden du forlader operationsstuen.
Efter operationen lader du vandet på vanlig vis, når du får trang eller senest efter 3-4 timer. Det er også vigtigt at komme af med luft fra tarmen. Det er normalt, at blære og tarm er påvirket af bedøvelsen, operationen samt det smertestillende medicin.
Hvis alt går planmæssigt, udskrives du i løbet af dagen/aftenen.
Før du går hjem, vil personalet gennemgå forløbet efter udskrivelsen med dig og eventuelle pårørende, og du får udleveret et brev om udskrivelsen.
Du kan opleve smerter i maven samt smerter i skuldrene, der kommer fra den luft, der er pustet ind i din mave under operationen. Smerterne kan afhjælpes ved, at du lægger dig på maven eller kommer op at gå. Oftest er Pamol/Pinex og Ibumetin nok som smertestillende. En varmepude kan også være med til at afhjælpe smerterne.
Vi forsøger at gøre dig så fri for smerter og kvalme som muligt, så du hurtigere kan begynde at spise og drikke og komme ud af sengen.
Det er vigtigt, at du fortæller personalet, når du har smerter og brug for smertestillende. Smertestillende medicin virker bedst, hvis smerterne tages i opløbet. Du bliver ikke afhængig af medicinen i den korte periode, du har brug for den.
Nogle kan få kvalme efter operationen. Det kan afhjælpes med medicin eller akupunktur.
Du må spise og drikke lige efter operationen. Proteinrig kost og proteindrikke fremmer helingen af sårene og giver øget energi. Vi anbefaler, at du drikker mindst 1½ liter væske.
De første par dage efter operationen har du sandsynligvis ikke afføring. Hvis du drikker rigeligt med væske, spiser godt og bevæger dig, kommer der hurtigere gang i tarmen. Det kan være nødvendigt at supplere med et afføringsmiddel.
Undersøgelser har vist, at tyggegummi kan fremskynde tarmfunktionen og forebygge kvalme efter en operation, så det kan være en god idé at medbringe tyggegummi ved indlæggelsen. Vi anbefaler, at du tygger tyggegummi en halv time om dagen.
Når du kommer hjem
Det er almindeligt at føle sig træt de første uger efter operationen. Trætheden kan skyldes tab af muskelmasse, at du har spist mindre, end du plejer, eventuel lav blodprocent og en stressreaktion.
Vi anbefaler daglige gåture og varieret kost.
Du kan have lidt blødning fra skeden den første uge og herefter brunligt udflåd op til 2-3 uger efter operationen.
Når såret i toppen af skeden løsner sig efter cirka 10 dage, kan der forekomme en lille frisk blødning.
Du bør ikke bruge tampon, så længe der er blødning. Vi anbefaler i stedet, at du bruger hygiejnebind.
Husk, at det er vigtigt at fortsætte med knibeøvelser dagligt.
Bilkørsel med dig som chauffør kan genoptages efter 24 timer, hvis du føler dig klar til det.
Du kan genoptage dit arbejde og øvrige aktiviteter 2 uger efter operationen, afhængig af arbejdstyngden.
Ved fysisk aktivitet:
Vær forsigtig med tunge løft umiddelbart efter operationen.
Undlad karbad, svømmehal og strandbadning, så længe du bløder.
Undlad samleje i 6 uger.
Du kan genoptage almindelig motion som løb, cykling og gåture, så snart du er blevet udskrevet og føler dig i stand til det.
Videre forløb
Eventuelle menstruationer ophører efter operationen.
De fleste har uændret eller forbedret samliv efter operationen.
Du behøver ikke længere at få taget celleprøver fra livmoderhalsen, da hele livmoderen fjernes ved operationen.
Hvis æggestokkene bevares ved operationen, så fortsætter produktionen af hormoner i de fleste tilfælde uændret efter operationen.
Der kan være dage, hvor humøret er dårligt uden nogen umiddelbar årsag. Dette kan skyldes en reaktion på operationen, og det vil aftage i takt med, at kræfterne vender tilbage.
Kontakt
Klinik og Sengeafsnit for Kvindesygdomme
Det første døgn kan du kontakte Sengeafsnit for Kvindesygdomme. Herefter skal du kontakte egen læge eller vagtlæge.
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/598113
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.