Livmoderen fjernes som regel, fordi den giver gener i form af blødning, smerter, nedsynkning, tyngde i underlivet eller tryk på blæren.
Vær opmærksom på
I forbindelse med din indlæggelse, vil vi give dig nødvendig information om forløbet.
Forbered dig til operationen
Du finder fastereglerne nedenfor. Derudover skal du rette dig efter aftaler og udleveret materiale fra Forundersøgelse til Bedøvelse.
Det er vigtigt, at du overholder fastereglerne for din egen sikkerheds skyld.
Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Du skal købe smertestillende medicin, så du er klar til at behandle smerter, som opstår i forbindelse med behandlingen:
Paracetamol (f.eks. Pamol, Panodil eller Pinex)
Ibuprofen (f.eks. Ibumetin, Brufen, Ipren)
De fås i håndkøb på apoteket og i de fleste dagligvarebutikker.
Du skal selv sørge for transport til og fra operationen.
Du må ikke selv køre bil i 24 timer efter operationen, fordi du stadig er påvirket af bedøvelsen. Husk at lave en aftale om, hvem der kan køre dig hjem.
Det er vigtigt, at du kan blive hentet, så snart du er klar til at komme hjem.
Det er vigtigt, at du er så fysisk aktiv, som muligt inden operationen, f.eks. med gåture, cykling eller hvad der nu passer dig bedst. Samtidig er det vigtigt, at du spiser en god og varieret kost.
Vi anbefaler, at du ophører med at ryge og ikke indtager større mængder af alkohol fra det tidspunkt, hvor du skrives op til operationen.
Er du i behandling med blodfortyndende medicin, vil vi drøfte med dig om denne behandling skal fortsætte eller pauseres i forbindelse med operationen.
Du bør undgå barbering af dine kønshår i mindst 8 dage inden operationen, da barberingen øger risikoen for infektion.
Undersøgelser har vist at tyggegummi kan fremskynde tarmfunktionen og forebygge kvalme efter en operation, så det kan være en god idé at medbringe tyggegummi ved indlæggelsen. Vi anbefaler, at der tygges tyggegummi 3 x en halv time om dagen.
På operationsdagen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før og stop med at drikke 2 timer før.
Du må ikke spise eller drikke mælk de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Vi anbefaler, at du heller ikke ryger, bruger e-cigaretter, skrå eller snus eller tygger tyggegummi.
Du skal bade om morgenen på din operationsdag for at forebygge infektion:
Tag et grundigt bad og børst dine tænder.
Rens navlen med en vatpind med vand og sæbe på.
Smør dig ikke ind i creme på kroppen. Brug heller ikke parfume.
Du må ikke have makeup og neglelak på. Det er vigtigt, fordi vi skal kunne se, om din hud og dine fingerspidser skifter farve under operationen.
Du må ikke have smykker, piercinger eller kontaktlinser på. Lad smykker og andre værdigenstande blive hjemme.
Om operationen
Du vil blive modtaget af en sygeplejerske, som vil vejlede og hjælpe dig med følgende forberedelser:
Blodprøve
Du vil eventuelt få taget en blodprøve til kontrol af din blodprocent.
Kønsbehåring
Du vil få hjælp af sygeplejersken til at fjerne det øverste af kønsbehåringen.
Bedøvelse
Operationen foregår i fuld bedøvelse og oftest i kombination med lokalbedøvelse ("rygbedøvelse").
Operationen
Lægen laver et snit i maveskindet, enten på tværs et lille stykke over skambenet (bikinisnit) eller på langs fra skambenet og op mod navlen (længdesnit). Det aftales individuelt med lægen, der skal operere dig.
Operationssået lukkes med clips eller syes. Toppen af skeden, hvor livmoderen har siddet, syes sammen med en selvopløselig tråd.
Ved nogle patienter beslutter lægen under operationen at lade livmoderhalsen blive. Det kan begrundes i, at der er risiko for komplikationer ved at fjerne den.
Operationens varighed
Operationen varer som regel 1-2 timer.
Æggestokke og æggeledere
Æggestokke fjernes normalt ikke, hvis de ser raske ud. Æggeledere fjernes kun efter forudgående aftale med dig. Er du i overgangsalderen kan æggestokkene fjernes. Det foregår efter forudgående aftale med dig. Fjernes æggestokkene før overgangsalderen, vil denne indtræde. Hvis du får behandlingskrævende gener af dette, kan du tale med din egen læge om det.
Du kan ikke længere blive gravid.
Evt. blødninger ophører.
De fleste har uændret eller forbedret samliv efter operationen.
Du behøver ikke længere at få taget celleprøver fra livmoderhalsen, da hele livmoderen fjernes ved operationen.
Æggestokkenes produktion af hormoner fortsætter i de fleste tilfælde uændret.
Risici og bivirkninger
Nogle kvinder får efter operationen en blodansamling over toppen af skeden. Mindre blodansamlinger bliver ofte opsuget af organismen, i andre tilfælde er man nødt til at fjerne blodansamlingen, da der kan gå infektion i det, samt give smerter og blødning.
Ofte kan det dog behandles med antibiotika og fast smertestillende i en længere periode.
Hvis blodansamlingen skal fjernes, laver man et mindre indgreb gennem skeden og sørger for, at det ophobede blod/pus kan komme ud.
I forbindelse med operationen er der risiko for infektion og blødning.
I sjældne tilfælde kan der opstå problemer under operationen. Det kan være fordi:
der er for meget arvæv efter eventuelle tidligere operationer i maven
der går hul på tarm, blære, urinleder eller blodkar.
Hvis dette sker, kan det blive nødvendigt at operere igennem et større snit i maven.
Nogle kan have behov for blodtransfusion under eller efter operationen.
Efter operationen
Du må spise og drikke lige efter operationen. Vi anbefaler, at du drikker mindst 1½ liter. Proteinrig kost og proteindrikke fremmer helingen af sårene og giver øget energi.
Du vil sikkert have lette mavesmerter efter operationen. Vi forsøger at gøre dig så fri for smerter og kvalme som muligt, så du hurtigere kan begynde at spise og drikke og komme ud af sengen efter operationen. På denne måde nedsættes risikoen for bl.a. hjerte-lungekomplikationer, infektioner og træthed, og du behøver kun at være indlagt i kort tid. Det er vigtigt, at du selv er motiveret for at komme hurtigt i gang efter operationen.
Det er vigtigt, at du fortæller personalet, når du har smerter og har brug for smertestillende. Smertestillende medicin virker bedst, hvis smerterne tages i opløbet. Du bliver ikke afhængig af medicinen i den korte periode, du har brug for den.
Nogle kan få kvalme efter operationen, som kan afhjælpes med medicin eller akupunktur.
Det anlagte blærekateter bliver ofte fjernet inden du kommer til Opvågningen. Du skal gerne lade vandet, når du får trang eller senest efter 3-4 timer. Desuden er det vigtigt at komme af med luft fra tarmen. Det er normalt, at blære og tarm er påvirket af bedøvelse, operationen samt det smertestillende medicin.
Om aftenen på operationsdagen får du en blodfortyndende sprøjte for at mindske risikoen for blodpropper.
Hvis alt går planmæssigt, udskrives du i løbet af aftenen eller næste formiddag. Før du går hjem, vil personalet gennemgå forløbet efter udskrivelsen med dig og eventuelle pårørende, og du får udleveret et hjemsendelsesbrev.
Du bør ikke køre bil i 24 timer efter du har været i fuld bedøvelse. Du bør heller ikke køre bil, så længe du har behov for at tage stærkt smerterstillende medicin, da dette påvirker din evne til at køre bil.
Forsikringsselskaberne har deres egne betingelser for, hvornår du som forsikringstager må begynde at køre bil efter en operation. Tjek din police.
Når du kommer hjem
De kan have lidt blødning fra skeden den første uge, og herefter brunligt udflåd op til 2-3 uger efter operationen.
Når såret i toppen af skeden løsner sig, efter ca. 10 dage, kan der forekomme en lille frisk blødning.
Du bør ikke anvende tampon, så længe der er blødning. Vi anbefaler i stedet brug af hygiejnebind.
Du skal søge læge, hvis du får:
kraftigere blødning end din normale menstruation
kraftige underlivssmerter
feber
ildelugtende udflåd.
Ring til Sengeafsnit for Kvindesygdomme på nedenstående kontaktoplysninger, hvis du oplever problemer det første døgn efter din indlæggelse.
karbad, svømmehal, sø-/havbad
samleje uden kondom
at bruge tampon.
Du kan genoptage dit arbejde og øvrige aktiviteter 2-4 uger efter operationen, afhængigt af arbejdstyngden.
De første dage efter operationen har du sandsynligvis ikke afføring. Hvis du drikker rigeligt væske, spiser godt og bevæger dig, kommer der hurtigere gang i tarmen.
Husk, at det er vigtigt at fortsætte med knibeøvelser dagligt.
Der kan være dage, hvor humøret er dårligt uden nogen umiddelbar årsag. Dette kan skyldes en reaktion på operationen, og det vil aftage i takt med, at kræfterne vender tilbage.
Det er almindeligt at føle sig træt de første uger efter operationen. Trætheden kan skyldes tab af muskelmasse, at du har spist mindre end du plejer, eventuel lav blodprocent og en stressreaktion. Vi anbefaler daglige gåture og varieret kost.
Vær forsigtig ved løft (ikke mere end 5 kg de første 2 uger efter operationen).
Undlad cykling, støvsugning og gulvvask.
Undlad at gå i svømmehal, karbad og strandbadning i mindst 2 uger, eller så længe du bløder.
Vent med løb, fitness og gymnastik i 4-6 uger.
Vent med samleje i 6 uger for at forebygge infektion og give området ro til at hele op.
du bløder kraftigt.
du får kraftige underlivssmerter.
du får feber over 38 grader.
du får ildelugtende udflåd.
du får tegn på infektion i sårene: rødme, ømhed, væske, pus.
Det første døgn efter indgrebet kan du kontakte Sengeafsnittet for Kvindesygdomme på nedenstående kontaktoplysninger.
Herefter skal du kontakte din egen læge.
Kontakt
Klinik og Sengeafsnit for Kvindesygdomme
Det første døgn kan du kontakte Sengeafsnit for Kvindesygdomme. Herefter skal du kontakte egen læge eller vagtlæge.
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/718691
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.