Du finder fastereglerne nedenfor. Derudover skal du rette dig efter aftaler og udleveret materiale fra Forundersøgelse til Bedøvelse.
Det er vigtigt, at du overholder fastereglerne for din egen sikkerheds skyld.
Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Du skal købe smertestillende medicin, så du er klar til at behandle smerter, som opstår i forbindelse med operationen.
Du kan købe Paracetamol (f.eks. Pamol, Panodil eller Pinex) og Ibuprofen (f.eks. Ibumetin, Brufen eller Ipren) i håndkøb på apoteket og i de fleste dagligvarebutikker.
Du får lagt en smerteplan efter operationen. Det er vigtigt, at du følger den.
Du skal selv sørge for transport til og fra operationen.
Du må ikke selv køre bil i 24 timer efter operationen, fordi du stadig er påvirket af bedøvelsen. Husk at lave en aftale om, hvem der kan køre dig hjem.
Det er vigtigt, at du kan blive hentet, så snart du er klar til at komme hjem.
Er du i behandling med blodfortyndende medicin, vil vi ved forundersøgelsen drøfte med dig om denne behandling skal fortsætte eller pauseres i forbindelse med operationen.
For at forebygge komplikationer anbefaler vi, at du ophører med at ryge samt ikke indtager større mængder af alkohol.
Du bør undgå barbering af dine kønshår i mindst 8 dage inden operationen, da barberingen øger risikoen for infektion.
På operationsdagen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før og stop med at drikke 2 timer før.
Du må ikke spise eller drikke mælk de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Vi anbefaler, at du heller ikke ryger, bruger e-cigaretter, skrå eller snus eller tygger tyggegummi.
Du skal bade om morgenen på din operationsdag for at forebygge infektion:
Tag et grundigt bad og børst dine tænder.
Rens navlen med en vatpind med vand og sæbe på.
Smør dig ikke ind i creme på kroppen. Brug heller ikke parfume.
Du må ikke have makeup og neglelak på. Det er vigtigt, fordi vi skal kunne se, om din hud og dine fingerspidser skifter farve under operationen.
Du må ikke have smykker, piercinger eller kontaktlinser på. Lad smykker og andre værdigenstande blive hjemme.
Om operationen
Nedsynkning skyldes en svaghed i skedens vægge. Er det skedens forreste væg, som er svag, får blæren mulighed for at bule bagud og ned mod skedeåbningen. Er det skedens bagvæg, som er svag, kan endetarmen trykke sig frem og nedad. Begge dele kan være til stede på én gang. Livmoderen kan eventuelt være nedsunken samtidig.
Operationen foregår gennem skeden. Der fjernes noget af slimhinden og skedevæggen forstærkes, så blære og tarm holdes på plads igen. Hvis livmoderhalsen er forlænget kan det være en fordel at fjerne et stykke af den.
Er livmoderen nedsunken, kan det være bedst at fjerne hele livmoderen samtidig. Af og til kan det først under operationen afgøres, om der skal fjernes noget af livmoderen.
Operationen foregår oftest i lokalbedøvelse eller rygbedøvelse.
Risici og bivirkninger
Der kan være problemer med vandladning de første dage.
Hvis tømningen af blæren ikke er i orden, vil du få tømt din blære med et kateter ca. hver 3. time, indtil vandladningen er normal.
Ved vedvarende besvær kan det blive nødvendigt at lade et kateter blive liggende i blæren et døgns tid.
Blærebetændelse optræder jævnligt.
Læsion af blære eller endetarm er en sjælden komplikation.
Efter operationen kan der af og til opstå besvær med at holde på vandet. Det skyldes, at nedsynkningen kan have skjult dette problem.
Efter operationen
Før du går hjem, vil en læge informere dig om operationen, og plejepersonalet vil gennemgå forløbet efter udskrivelsen med dig og eventuelle pårørende.
Du kan komme hjem igen samme dag. Du bliver udskrevet, når du er klar til det.
Når du kommer hjem
Du tilrådes sygemelding i 2-3 uger.
Du tilrådes forsigtighed ved løft, ikke mere end 5 kg de første 2 uger efter operationen.
Undlad cykling, støvsugning, gulvvask, havbad og strandbadning samt svømmehal i 2 uger.
Vent med hård sport, løb, fitness og gymnastik i 4-6 uger.
Du bør undgå samleje i 4 uger for at forebygge infektion.
Du kan forvente lidt blødning/brunligt udflåd fra såret i skeden i op til 4 uger efter operationen. I denne periode skal du bruge hygiejnebind - ikke tampon.
Skeden kan føles lidt stram ved samleje i begyndelsen. Det kan afhjælpes ved brug af glidecreme, der kan købes på apoteket.
Forebyg forstoppelse ved fiberrig kost og ved at drikke 1½-2 liter dagligt samt ved motion. Det kan være nødvendigt at tage afføringsmiddel som svesker, HUSK eller Magnesia for at holde afføringen lind.
Det tilrådes, at du anvender hormonstikpiller i skeden for at slimhinden ikke skal blive tynd eller tør, og for at støttevævet i skedevæggene kan blive mere elastisk.
Husk, at det er en god idé at fortsætte knibeøvelserne dagligt.
Videre forløb
Operationen er som regel vellykket, men der er en vis risiko for, at der kan opstå nedsynkning igen på grund af:
svagt væv
aldersbetinget svækket væv i underlivet
overbelastning, f.eks. graviditet, tungt arbejde, forstoppelse og hoste.
Seksuel aktivitet svækker ikke underlivet.
Kontakt
Klinik og Sengeafsnit for Kvindesygdomme
Det første døgn kan du kontakte Sengeafsnit for Kvindesygdomme. Herefter skal du kontakte egen læge eller vagtlæge.
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/700945
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.