Gode råd til hvordan du kan forberede dig bedst muligt inden operationen og forberede dig på tiden efter, hvor din gangfunktion vil være begrænset i en periode.
Gå direkte til:
Fodoperationer med indlæggelse
Vær opmærksom på
Ved større operationer i foden er det ofte nødvendigt at være indlagt nogle dage, så vi kan give dig smertebehandling og hjælpe med mobilisering, så du kan klare dig, når du bliver udskrevet. I de første dage kan det også være nødvendigt at skifte eller tilpasse bandagen. Der kan også være situationer, hvor andre helbredsmæssige forhold eller forhold i hjemmet gør, at det ikke er muligt at blive udskrevet samme dag.
Forberedelser 1-2 måneder før operationen
Kirurgen vil informere dig om forventet sygemeldingsperiode, og hvor lang tid du skal aflastes efter operationen.
Det er en god idé om muligt at være fysisk aktiv inden operationen. Det kan også være nyttigt at træne med krykkestokke og øve dig i at bevæge dig uden at støtte på det ben, der skal opereres.
Hvis du ryger, er det vigtigt at stoppe senest 6 uger før operationen. Rygning hæmmer heling af både knogler og sår, og øger risikoen for komplikationer med op til 300-500%. Ved større operationer vil du derfor kun blive tilbudt operation, hvis du har været røgfri i mindst 6 uger.
Det anbefales, at du undgår alkohol, da det øger risikoen for komplikationer.
Forberedelser 1-2 uger inden operationen
Hvis du har sår, rifter eller skrammer på det område, der skal opereres, og de ikke kan nå at hele inden operationsdagen, skal operationen udsættes. I så fald skal du hurtigst muligt kontakte ortopædkirurgisk bookingsekretær (se kontaktoplysninger nederst).
1 uge før operationen skal du fjerne al behåring på det sted, der skal opereres med en hårklipper eller trimmer. Brug aldrig en skraber, da rifter i huden kan betyde, at operationen må udsættes. Hvis du ikke har en hårklipper, eller hvis der er mindre end 1 uge til operationen, kan hårfjerningen foretages, når du møder på hospitalet.
Sørg for at få købt ind og planlæg pasning af husdyr, da du vil være mindre mobil efter operationen.
Planlæg din hjemtransport, da du ikke selv må køre efter operationen. Du skal som udgangspunkt selv sørge for hjemtransport fra hospitalet. Under visse betingelser kan du få dækket udgiften til transport eller få hjælp til at arrangere det. På siden Kørsel til og fra hospitalet kan du læse mere om muligheder for transport.
Efter operationen skal såret holdes tørt, og du må ofte ikke støtte på foden i en længere periode. Forbered dit hjem, så du kan klare dig efter operationen, hvor du ikke er så mobil.
Køb almindelig smertestillende medicin som Panodil og Ibuprofen på apoteket. Hvis du har tendens til at få træg mave, er det også en god idé at købe magnesia tabletter. Du kan efter operationen forvente, at der kan opstå smerter. Vær opmærksom på, at du kun skal tage Ibuprofen, hvis du kan tåle det. Spørg eventuelt din læge, hvis du er i tvivl. Efter en operation kan din mave nemt gå i stå. Vi udleverer hyppigt morfin som smertebehandling i nogle dage, som kan stoppe maven.
På operationsdagen
Tidspunkt og sted hvor du skal møde, er angivet i det materiale, som vi har sendt til din e-boks.
Tag bad hjemme og fjern smykker, neglelak og makeup. Du må ikke bruge creme, da det kan forhindre korrekt desinfektion af huden før operationen. Du må gerne benytte kontaktlinser under bedøvelsen, men det er på eget ansvar.
Tag din faste medicin som aftalt og medbring den, særligt hvis du får noget specielt, som vi måske ikke har på lager.
Du skal faste inden operationen, men du bør ikke faste længere end nødvendigt, da det kan give kvalme og ubehag.
Følg disse retningslinjer:
Du må spise og drikke mælk senest 6 timer før operationen
Drik gerne 2 glas saftevand (ikke juice) 2 timer før mødetid
De sidste 2 timer før operationen må du ikke spise, drikke, bruge tyggegummi eller ryge
Mens du faster, må du gerne skylle munden med vand, men du må ikke synke det
Giv besked, hvis du har fødevareallergi, så vi kan tage højde for det efter operationen.
Om operationen
Operationer i foden udføres under forskellige typer bedøvelse. Dette kan være fuld bedøvelse, rygmarvsbedøvelse, nerveblokade i benet eller lokalbedøvelse i foden eller tæerne. Der kan også være tale om en kombination af disse teknikker. Det vil være aftalt på forhånd, hvilken form for bedøvelse du skal have.
Risici og bivirkninger
Der vil altid være nogle mindre risici ved en operation. Disse risici afhænger af operationstype, men også af personen som skal opereres, f.eks. alder og andre sygdomme tilstede. Kirurgen har vurderet, at operationen har gode chancer for at afhjælpe eller mindske dine gener, men der kan ikke gives garanti for fuldstændig lindring. Nye gener kan også opstå.
Af generelle risici kan nævnes:
Betændelse i operationsområdet
Ændret følesans omkring såret eller i foden
Stivhed i led og nedsat bevægelighed af sener
Manglende eller forsinket knogleheling ved knogleoperationer
Negledeformitet ved operationer ved negle
Generende arvævsdannelse kan opstå efter operationen
Efter operationen
Herefter bliver du overflyttet til ortopædkirurgisk sengeafsnit. Det er normalt at føle træthed, kvalme eller almen utilpashed lige efter operationen, men dette forsvinder som regel i løbet af dagen.
Hvis du har fået en større fodoperation, vil du som regel være indlagt i cirka 2 dage. Ofte vil der blive lagt en ekstra smerteblokade i benet dagen efter operationen. Dette hjælper med at holde smerterne nede og mindske behovet for morfin.
Fysioterapeuter vil hjælpe dig med at komme ud af sengen og vurdere behovet for hjælpemidler, så du kan klare dig, når du kommer hjem.
Du må ikke selv køre hjem. Det anbefales, at du sidder med benet hævet og vandret under transporten.
Hvis der er behov for det, vil vi med dit samtykke kontakte din kommune (visitator) med henblik på hjemmehjælp med videre.
Efter udskrivelsen sender vi en beskrivelse af dit behandlingsforløb til din egen læge. Hvis du ikke ønsker dette, bedes du informere personalet.
Når du kommer hjem
I den første tid (1-2 uger) holdes foden eleveret, gerne over hjerteniveau. Sørg for kun at have foden nede i korte perioder, som ved toiletbesøg. Sårhelingen bliver bedre, hvis hævelsen holdes nede, samt risikoen for infektion mindskes, og der vil være færre smerter.
Vi giver dig en smertebehandlingsplan ved udskrivelsen.
Det er vigtigt at drikke rigeligt med væske og spise fiberrig kost for at undgå forstoppelse. Hvis du har brug for stærk smertestillende medicin som morfin, kan det medføre forstoppelse. Afføringsmidler vil ofte være nødvendige.
Hvis din bandage bliver våd, beskadiget eller føles for stram, skal den skiftes. Kontakt afdelingen i så fald.
Tegn på betændelse kan være tiltagende smerter, rødme, hævelse, sivning fra såret eller feber. Hvis du mistænker betændelse, skal du straks kontakte afdelingen.
Videre forløb
Stingene skal sædvanligvis fjernes efter 13-17 dage, når huden er vokset tilstrækkeligt sammen. Hvis der er aftalt fjernelse af sting hos din egen læge, skal du booke en tid der. Ellers vil du blive indkaldt til dette.
Du vil blive informeret om opfølgende kontroller og eventuelle røntgenbilleder, inden du udskrives.
Der vil ofte være nogle individuelle restriktioner efter operationen, men det er vigtigt at komme i gang og lave de ting, du må. Det har betydning for det samlede forløb og mindsker risikoen for komplikationer. Du vil få information om, hvor meget og hvornår du må støtte på benet. Det er også en god idé at træne resten af kroppen, f.eks. med håndvægte eller træningselastikker. Benløft er også effektiv træning.
Sygemeldingsperioden afhænger af flere faktorer, som dit job, operationens type og hvor meget din fod skal skånes. Dette aftales normalt med kirurgen og vil fremgå af den plan for efterbehandling, du får efter operationen.
Du må først køre bil, når du har fået fjernet bandagen og opnået normal førlighed og kontrol over benet.
Nogle har brug for ortopædisk fodtøj eller indlæg efter operationen. Kirurgen vil vurdere dette undervejs, og hvis det er nødvendigt, kan der søges om tilskud fra kommunen i henhold til Serviceloven. Det er kommunen, der afgør, om du kan få tilskud.
Genoptræning
Efter større operationer kan der være behov for genoptræning. Det foregår i kommunalt regi ud fra en genoptræningsplan som afdelingens fysioterapeuter udfærdiger.
Mere information
Du kan få hjælp til at stoppe med at drikke alkohol i pjecen Alkohol og operation
Vi modtager gerne feedback, ris/ros, da vi altid arbejder på at give så gode patientforløb som muligt. Du kan skrive til os ved at sende sikker mail
Kontakt
Spørgsmål til bedøvelse og operation
Har du spørgsmål indenoperationen bedes du ringe til vores ortopædkirurgiske sekretær.
Det kan bl.a. være:
Hvis du har sår eller betændelse i nærheden af operationsstedet.
Hvis du har været i kontakt med sundhedsvæsenet i udlandet.
Hvis dine gener forsvinder eller bliver mindre.
Hvis der opstår tvivl, som du ikke kan finde svar på i dit informationsmateriale.
Sekretæren kan kontaktes på hverdage undtagen onsdag mellem 9.00-12.00 på tlf. 78 42 72 16 (tryk 2).
Ved behov for aflysning af operationen dagen før
Hvis du ikke er rask eller ønsker at aflyse din operation, bedes du ringe til vores ortopædkirurgiske sekretær på 78 42 72 04 på hverdage mellem kl. 8.00-15.00.
Vi kan også kontaktes på mail. Send sikker mail. Vi forsøger at besvare din mail indenfor 24 timer (på hverdage).
Ortopædkirurgi
Ved behov for kontakt kan der alle hverdage rettes henvendelse til Ortopædkirurgisk Klinik på telefonnummer 78 42 72 16 i tidsrummet kl. 09.00-12.00.
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/789184
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.