En kikkertoperation af fodleddet udføres af flere grunde:
Der kan være skader i ledbrusken, hvor det er nødvendigt at fjerne et delvist løsrevet stykke brusk, idet det ikke kan gro fast igen.
Der kan være små løse brusk og knoglestykker (mus), som kan bevæge sig rundt i leddet og give indeklemningstilfælde.
Der kan være dannet knogleudvækster på kanten af leddet, typisk på forsiden, som blokerer mod den normale opadbøjning ved bevægelse af foden.
Der kan være dannet generende ledhindevæv foran i leddet.
Endelig kan man foretage en kikkertoperation af fodleddet for at se efter, hvor slidt leddet er, hvis der er tale om slidgigt.
Om operationen
Operationen foregår i fuld bedøvelse.
I forbindelse med operationen vil du eventuelt få en smertestillende blokade i leddet og ved de små sår efter operationen. Virkningen varer 12-16 timer.
Leddet fyldes først med vand, hvorefter der anlægges to små huller ind til leddet, det ene til kikkerten og det andet til hjælpeinstrumenter. Hullerne anlægges fortil mod indersiden og mod ydersiden af anklen.
Med fjernsynsskærm kan man se forholdene i leddet, og med hjælpeinstrumenterne kan man bortklippe, bortfræse eller udtage det væv, der generer.
Der gives antibiotika ved operationen for at forebygge betændelse.
Risici og bivirkninger
Der opstår meget sjældent betændelse, men hævelse og nedsat bevægelighed er derimod en uundgåelig tilstand i den første periode efter operation.
Det er vigtigt, at foden bliver tilset af en læge, hvis anklen bliver tiltagende hævet og rød, og den dunker nogle dage efter operationen.
Der kan forekomme nervepåvirkning af følenerverne, som passerer tæt ved operationshullerne. Det vil vise sig ved en udstrålende smerte over fodryggen og ekstra følsomhed ved berøring af huden. Det er ikke altid, at en sådan nervepåvirkning forsvinder.
Efter operationen
Du vil være forsynet med en elastisk forbinding.
Lægen afgør om forbindingen skal forblive på indtil stingene skal fjernes, eller om du efter nogle dage kan udskifte forbindingen med plastre.
Du bedes være opmærksom på:
At forbindingen skal skiftes pga. gennemsivning
Om forbindingen strammer
Om der opstår sovende eller snurrende fornemmelse i tæerne
Om der opstår voldsomme og tiltagende smerter
I så fald skal du kontakte Ortopædkirurgisk Klinik (se kontaktoplysninger nederst).
Hvis der forekommer en lille blødning i timerne efter operationen, kan det afhjælpes med koldt omslag og let pres på operationsstedet. Det er vigtigt, at ispakningen ikke lægges direkte på huden.
Du vil opleve, at operationsområdet i den første tid efter operationen kan være hævet, spændt og ømt. For at afhjælpe dette skal du holde foden i ro og lejre det højt, helst over hjertehøjde de første 3-6 dage, herefter gradvis nedad længere tid af gangen under hensyntagen til smerter og hævelse.
For at undgå at foden hæver meget, er det vigtigt, at du holder foden godt i vejret de første dage efter operationen.
De første 2-3 dage må du ikke støtte på foden af hensyn til sårheling. Du skal derfor bruge krykkestokke. Normalt kan du støtte med fuld vægt efter ca. 10 dage, men det må ikke blive ved med at sive fra sårene ud over nogle dage. I så fald skal du kontakte Ortopædkirurgisk Klinik.
Hvis der er gjort oprensning af bruskskader i den vægtbærende del af leddet, vil kirurgen ofte planlægge længere tid med aflastning - typisk i 4-6 uger, inden støtte kan påbegyndes.
Når du kommer hjem
Der kan forekomme betændelse i såret efter enhver operation, men det er sjældent. Hvis der er betændelse viser det sig ved, at såret bliver mere hævet, smertefuldt og ømt ved berøring. Huden udenom bliver rød og varm, og der kan måske sive lidt væske fra såret. Du vil kunne opleve almen utilpashed og feber.
Hvis disse symptomer optræder, er det normalt først i løbet af nogle dage. Derefter skal du ringe til Ortopædkirurgisk Klinik på hverdage eller Ortopædkirurgisk Sengeafsnit (se kontaktoplysninger nederst).
Den type tråd, som du er syet med, er nylontråd. Derfor bedes du aftale en tid hos egen læge 10-12 dage efter operationen med henblik på at få fjernet stingene.
Sygemelding afhænger af dit erhverv. Dette aftales med kirurgen.
Du må køre bil, når du har normal førlighed.
Videre forløb
Kirurgen planlægger det videre forløb i forhold til evt. sårkontrol, fjernelse af sting og muligvis røntgen.
Hvis lægen har ordineret fysioterapi, vil du få tilsendt en tid i din e-boks. Har du ikke hørt noget inden for en uge, skal du tage kontakt til Fysio- og Ergoterapien. Du kan finde Fysio- og Ergoterapiens kontaktoplysninger på deres hjemmeside.
Kontakt
Ved behov for aflysning af operationen dagen før
Hvis du ikke er rask eller ønsker at aflyse din operation, bedes du ringe til vores ortopædkirurgiske sekretær på 7842 7218 på hverdage mellem kl. 8.00-15.00.
Vi kan også kontaktes på mail. Send sikker mail. Vi forsøger at besvare din mail indenfor 24 timer (på hverdage).
Spørgsmål til bedøvelse og operation
Har du spørgsmål inden operationen bedes du ringe til vores ortopædkirurgiske sekretær.
Det kan bl.a. være:
Hvis du har sår eller betændelse i nærheden af operationsstedet.
Hvis du har været i kontakt med sundhedsvæsenet i udlandet.
Hvis dine gener forsvinder eller bliver mindre.
Hvis der opstår tvivl, som du ikke kan finde svar på i dit informationsmateriale.
Sekretæren kan kontaktes på hverdage undtagen onsdag mellem 9.00-12.00 på tlf. 7842 7216 (tryk 1).
Ortopædkirurgi
Ved behov for kontakt kan der alle hverdage rettes henvendelse til Ortopædkirurgisk Klinik på telefonnummer 78 42 72 16 i tidsrummet kl. 09.00-12.00.
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/667351
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.