Indsættelse af kunstigt storetåled (storetåalloplastik)
Gå direkte til:
Indsættelse af kunstigt storetåled (storetåalloplastik)
Ved slidgigt i storetåens grundled, bliver tåen stiv med nedsat evne til at blive bøjet opad under gang. Der kommer også smerter ved almindelig gang.
Røntgenundersøgelser viser slidgigt med tegn på, at ledbrusken er ved at være slidt væk.
Hvis man ikke kan klare sig ved hjælp af ændret fodtøj, f.eks. med forfodsgængesål, kan det være nødvendigt med operation.
Der er flere operationsmuligheder ved slidgigt i storetåen.
Fjernelse af knogleudvækster
I lettere tilfælde kan en simpel fjernelse af knogleudvækster langs kanten af leddet gøre, at der kommer en rimelig bevægelighed og smertenedsættelse. Dette kaldes en Cheilektomi.
Ved mere fremskreden slidgigt kan der udføres en stivgørende operation eller indsættes et kunstigt led.
Stivgørende operation
En stivgørende operation kaldes artrodese og giver næsten altid god smertelindring. Samtidig sætter det dog begrænsninger for skovalg, aktiviteter såsom tennis, løb og visse job. Derfor er dette indgreb bedst egnet for mindre aktive mennesker.
Indsættelse af kunstigt led
Indsættelse af kunstigt led kan enten være en total udskiftning af begge ledflader, eller alene af ledfladen på ledhovedet. Indsættelse af et kunstigt led kaldes en alloplastik og kan kun lade sig gøre, hvis tåen har en passende ligeud stilling. Den må altså ikke stå skævt over mod de andre tæer. Fordelen ved at indsætte et kunstigt led kontra at operere leddet stift er, at der opnås en vis bevægelighed. Desuden får man hurtigere en almindelig gangfunktion end efter en stivgørende operation, hvor foden skal være beskyttet i bandage i 6-8 uger, til der er opnået knoglemæssig heling.
Om operationen
Operationen foregår ved, at der åbnes på oversiden af storetåens grundled. Herefter fjernes ledfladerne på begge sider af leddet, hvis det er en total protese. Hvis det er en del-protese, fjernes kun den ene ledflade. Der indsættes herefter en ny ledflade af metal svarende til den fjernede. Ledfladen bankes ind, så den kiler sig fast i knoglevævet. Ved en total protese bankes de to metaldele ind i hver sin knogle, og der indsættes en plastikskive imellem ledfladerne, som dels er med til at styre tåens bevægelighed op og ned og dels sikre, at tåen kan rotere lidt.
Ved operationen foretages en løsning af ledkapslen, så tåen sikres bedst mulig bevægelighed. Dog vil det omkringliggende senevæv og muskelvæv næsten altid være noget stramt og stift efter flere år med stivhed i tåen, og derfor opnår man aldrig så god en bevægelighed, som ved en helt rask tå.
Vi forventer, at hovedparten af smerterne fra leddet forsvinder efterhånden som hævelsen falder. Der går normalt et halvt års tid før hævelsen er væk. Protese i storetåen er en relativ ny operation i sammenligning med tilsvarende i hofter og knæ, derfor har man ikke langtidsresultater i samme grad. Den anvendte protesemodel har været brugt i godt 15 år, og der har ikke endnu vist sig særlige problemer. Du forventes at få en moderat bevægelighed af tåen.
Risici og bivirkninger
Der kan være en risiko for, at det kunstige led arbejder sig løs, så man må fjerne det igen. Desuden kan der, som i alle andre tilfælde med indsat fremmedlegeme, komme betændelse, og derfor skal man være opmærksom på at undgå sårdannelse ved tåen.
Efter operationen
Du får udleveret en stivsålet sko med plads til forbinding og fod, som du skal bruge, når du ikke er sengeliggende. Skoen bruges i 14 dage. Herefter kan andet rummeligt fodtøj anvendes. Du må gå med fuld vægt på foden fra starten. Det første døgns tid er det dog en fordel at have foden eleveret, for at undgå stærke smerter og gennemblødning af forbindingen.
Når du kommer hjem
Dine tæer/din forfod vil i den første tid efter operationen være hævede, spændte, ømme og misfarvede. Dette kan afhjælpes ved at holde foden i ro og sidde/ligge med benet hævet over hjertehøjde, så meget som muligt.
Ispakning kan også hjælpe. Her er det vigtigt, at ispakningen ikke lægges direkte på huden, men at der bliver lagt et klæde imellem.
Forbindingen skal skiftes af sundhedspersonale, hvis der er gennemsivning eller den bliver våd. Du skal være opmærksom på om bandagen strammer, om der opstår sovende eller snurrende fornemmelser i tæerne, om der opstår voldsomme og tiltagende smerter eller du får feber. I så fald skal du kontakte Ortopædkirurgisk Sengeafsnit.
Sovende og snurrende fornemmelser i tæerne kan skyldes bedøvelse i de første 24 timer efter operationen.
14 dage efter operationen skal du have fjernet sting ved din egen læge. I den forbindelse sættes der blot et plaster på foden.
Så snart det er muligt, må du træne tåens bevægelighed. Det er vigtigt at komme hurtigt i gang med træningen, som egentlig er meget simpel. Selvom der er forbinding på foden, kan du godt øve dig i at bøje storetåen opad og nedad, både i det opererede led og i yderleddet af tåen.
Du må gerne støtte på hele foden og dermed også på tåen fra starten. For at aflaste og beskytte foden mod smerter i starten, giver vi dig en stivsålet sko til brug i ca. 14 dage, men indimellem skal du træne med at sætte foden på gulvet og løfte hælen op, sådan at storetåen bliver bøjet opad. Det gør selvfølgelig lidt ondt i starten, men det er vigtigt for, at tåen ikke skal blive for stiv. Du kan også træne tåen ved at bøje tåen op og ned med dine hænder.
Hvis du i forbindelse med din operation har brug for en skriftlig sygemelding, skal du rekvirere denne hos din egen læge.
Kontakt
Ved behov for aflysning af operationen dagen før
Hvis du ikke er rask eller ønsker at aflyse din operation, bedes du ringe til vores ortopædkirurgiske sekretær på 7842 7218 på hverdage mellem kl. 8.00-15.00.
Vi kan også kontaktes på mail. Send sikker mail. Vi forsøger at besvare din mail indenfor 24 timer (på hverdage).
Spørgsmål til bedøvelse og operation
Har du spørgsmål inden operationen bedes du ringe til vores ortopædkirurgiske sekretær.
Det kan bl.a. være:
Hvis du har sår eller betændelse i nærheden af operationsstedet.
Hvis du har været i kontakt med sundhedsvæsenet i udlandet.
Hvis dine gener forsvinder eller bliver mindre.
Hvis der opstår tvivl, som du ikke kan finde svar på i dit informationsmateriale.
Sekretæren kan kontaktes på hverdage undtagen onsdag mellem 9.00-12.00 på tlf. 7842 7216 (tryk 1).
Ortopædkirurgi
Ved behov for kontakt kan der alle hverdage rettes henvendelse til Ortopædkirurgisk Klinik på telefonnummer 78 42 72 16 i tidsrummet kl. 09.00-12.00.
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/672745
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.