Hvis kanten af neglen vokser ned i neglevolden, vil der nemt opstå betændelse. Meget krumme negle har derfor større tendens til at give betændelse. Specielt er der risiko, hvis neglen klippes for kort.
Ofte kan man få tilstanden til at gå i ro ved hjælp af bøjlebehandling og anden behandling hos en fodterapeut. Hvis der alligevel bliver ved med at være betændelse, eller hvis betændelsen hyppigt kommer igen, vil der ofte være grundlag for at foretage en operation.
Om operationen
I forbindelse med operationen bliver der lagt bedøvelse i tåen. Bedøvelsen vil aftage efter 3-6 timer. Du skal derfor have supplerende smertestillende medicin efter operationen.
Operationen foretages ofte i lokalbedøvelse. Det er en såkaldt kileoperation, hvor der i den betændte side af neglen fjernes en kile på 3-4 mm af neglen og det negledannende væv samt den tilstødende og betændte del af neglevolden.
Hvis der er betændelse ved begge sider af neglen, laves der kileoperation på begge sider. Hvis neglen er undermineret af betændelse, kan det være nødvendigt at fjerne neglen og foretage kileoperationen 1-2 måneder senere, når tåen er faldet til ro. Såret syes sammen med nylontråd og der lægges en forbinding på tåen.
Risici og bivirkninger
Vi oplever indimellem, at betændelsen kommer igen, især hvis neglen bliver klippet for kort eller ved for snævert fodtøj. Der kan også vokse et ”neglehorn” ud ved siden af neglen, hvis der er celler, der begynder at danne neglevæv.
Efter operationen
Tåen bliver bundet ind i en stram sugende forbinding, som skal være på i 1-2 dage. Hvis forbindingen bliver gennemsivet eller bliver våd bør den skiftes.
Hvis der forekommer en lille blødning i timerne efter operationen, kan det afhjælpes med koldt omslag og let pres på operationsstedet. Det er vigtigt, at ispakningen ikke lægges direkte på huden.
Du vil opleve, at operationsområdet i den første tid efter operationen kan være hævet, spændt og ømt. For at afhjælpe dette skal du holde foden i ro og lejre det højt, helst over hjertehøjde de første 2-3 dage, herefter gradvis nedad længere tid af gangen under hensyntagen til smerter og hævelse.
Når du kommer hjem
Forbindingen tages af efter 1-2 dage - gerne sammen med et kortvarigt fodbad med mild sæbe (f.eks. intimsæbe) eller mild saltvand (1 spsk. køkkensalt til 1 liter vand) i 5-10 minutter. Herefter lufttørring og ren forbinding på tåen igen.
Hvis forbindingen hænger i såret, kan den tages med i fodbadet for at løsne det.
Medmindre andet er aftalt gentages fodbadet dagligt, indtil såret er tørt.
Hvis der komme tiltagende infektionstegn med rødme og hævelse i tåen skal du søge egen læge, så tåen kan vurderes. Måske skal du så have en antibiotika kur.
Der kan forekomme betændelse i såret efter enhver operation, men det er sjældent. Hvis der er betændelse viser det sig ved, at såret bliver mere hævet, smertefuldt og ømt ved berøring. Huden udenom bliver rød og varm, og der kan måske sive lidt væske fra såret. Du vil kunne opleve almen utilpashed og feber.
Hvis disse symptomer optræder, er det normalt først i løbet af nogle dage. I så fald skal du kontakte din egen læge, så tåen kan blive vurderet. Måske skal du så have en antibiotika kur og evt. skal stingene fjernes tidligere end planlagt, så betændelsen kan komme ud.
Kirurgen laver planen for efterbehandlingen på operationsdagen. Som regel aftales, at stingene fjernes hos din egen læge efter et par uger. Du vil blive informeret om selv at booke en tid til dette hos lægen.
Sygemelding afhænger af dit erhverv. Dette aftales med kirurgen.
Du må køre bil, når du har normal førlighed.
Videre forløb
Kirurgen planlægger det videre forløb i forhold til evt. sårkontrol. Sædvanligvis er der ingen kontroller på sygehuset efter en negleoperation.
I de fleste tilfælde vil betændelsen forsvinde. Neglen vil være lidt smallere end før og den kan også vokse lidt ujævnt i kanten.
Kontakt
Ved behov for aflysning af operationen dagen før
Hvis du ikke er rask eller ønsker at aflyse din operation, bedes du ringe til vores ortopædkirurgiske sekretær på 7842 7218 på hverdage mellem kl. 8.00-15.00.
Vi kan også kontaktes på mail. Send sikker mail. Vi forsøger at besvare din mail indenfor 24 timer (på hverdage).
Spørgsmål til bedøvelse og operation
Har du spørgsmål inden operationen bedes du ringe til vores ortopædkirurgiske sekretær.
Det kan bl.a. være:
Hvis du har sår eller betændelse i nærheden af operationsstedet.
Hvis du har været i kontakt med sundhedsvæsenet i udlandet.
Hvis dine gener forsvinder eller bliver mindre.
Hvis der opstår tvivl, som du ikke kan finde svar på i dit informationsmateriale.
Sekretæren kan kontaktes på hverdage undtagen onsdag mellem 9.00-12.00 på tlf. 7842 7216 (tryk 1).
Ortopædkirurgi
Ved behov for kontakt kan der alle hverdage rettes henvendelse til Ortopædkirurgisk Klinik på telefonnummer 78 42 72 16 i tidsrummet kl. 09.00-12.00.
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/663475
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.