Patientinformation vedrørende stivgøring af et eller flere led i bagfoden.
Gå direkte til:
Leddene i bagfoden (fodroden) kan – ligesom andre led – blive ramt af slidgigt eller nedbrydes som følge af gigtsygdomme. Når brusken i et led bliver slidt eller ødelagt, kan det føre til irritation, smerter, hævelse, stivhed og nedsat funktion. En stivgørende operation kan i sådanne tilfælde reducere smerter og forbedre funktionsniveauet, selvom den samtidig medfører nedsat bevægelighed.
Om operationen
Operationen udføres i fuld bedøvelse eller rygmarvsbedøvelse. Der gives desuden lokalbedøvelse omkring nerverne ved låret for at sikre god smertelindring efter operationen og reducere behovet for morfin.
Det eller de angrebne led åbnes. I nogle tilfælde – især ved ankelleddet – kan indgrebet foretages som en kikkertoperation. Bruskrester fjernes, og knogleoverfladerne bearbejdes, så de kan vokse sammen. Knoglerne stabiliseres med skruer og eventuelt skinner. Hvis der er fejlstilling i foden, korrigeres den. I visse tilfælde anvendes knogletransplantat fra hospitalets knoglebank. Operationen afsluttes med forbinding og en stiv bandage fra tæerne til under knæet. Benet lejres højere end hjertet. Operationen varer typisk et par timer.
Efter operationen
Du vil som regel være indlagt i et par dage. Under indlæggelsen får du smertestillende behandling, der tages røntgenbilleder, og vi sikrer, at maven fungerer, og at der ikke er blødning fra operationssåret. Du får lagt en ny gipsbandage, og vi vurderer behovet for hjælpemidler.
Inden du udskrives sikres det, at du kan klare dig selv. Der bliver lagt en plan for den videre smertebehandling og eventuelt blodfortyndende medicin til forebyggelse af blodpropper.
Du vil have væsentligt nedsat mobilitet i en længere periode, og du må i de første 5-6 uger ikke støtte på foden.
Opfølgning og genoptræning
Efter 5–6 uger: Røntgenkontrol. Hvis helingen er i gang, kan du gradvist begynde at støtte.
Efter 10–12 uger: Ny røntgenkontrol. Hvis knoglerne er helet tilstrækkeligt, kan bandagen fjernes. Er helingen ikke tilstrækkelig, fortsættes behandlingen med bandage og ny kontrol efter 4–6 uger.
Foden vil ofte have tendens til at hæve så meget, at der kan være problemer med at bruge almindeligt fodtøj. Det kan i en overgangsperiode være nødvendigt at anvende en behandlingssko eller en aftagelig bandage, som du får udleveret af afdelingen.
Det kan være udfordrende at komme i gang igen efter en længere periode med immobilisering. Det anbefales at holde kroppen i gang allerede efter operationen, da det letter genoptræningsforløbet.
Efter fjernelse af bandagen kan der være behov for yderligere genoptræning. I disse tilfælde sendes en genoptræningsplan til din kommunes fysioterapeuter. Erfaring viser dog, at det især handler om at undgå overbelastning og for mange smerter frem for at træne intensivt med den opererede fod.
Du må først køre bil, når du uden besvær kan betjene pedalerne og ikke længere har bandage på. Kontakt eventuelt dit forsikringsselskab for at høre, om der gælder særlige regler.
Mulige komplikationer
Sårhelingsproblemer eller infektion (under 10 %): Kan medføre forlænget bandagering og/eller antibiotikabehandling samt flere ambulante kontroller. Det er derfor vigtigt at holde foden hævet til vandret niveau eller lidt over i de første uger for at modvirke hævelse.
Langsom eller manglende knogleheling (5–15 %): Kan kræve forlænget bandagering eller i visse tilfælde en ny operation.
Nervepåvirkning: Føleforstyrrelser i foden, især omkring arret, er ikke ualmindeligt.
Resultat
Formålet med operationen er at mindske smerter og forbedre funktionen.
Det stivgjorte led mister bevægelsen, men foden har stadig andre led, som giver noget bevægelighed.
Foden egner sig bedst til gang på plant underlag – ikke til sport.
Når et led stivgøres, belastes de øvrige led mere. Det kan på længere sigt give slidgigt og behov for yderligere behandling.
I visse tilfælde, kan det være nødvendigt med særligt fodtøj efter operationen.
Kontakt
Ortopædkirurgi
Ved behov for kontakt kan der alle hverdage rettes henvendelse til Ortopædkirurgisk Klinik på telefonnummer 78 42 72 16 i tidsrummet kl. 09.00-12.00.
Har du spørgsmål indenoperationen bedes du ringe til vores ortopædkirurgiske sekretær.
Det kan bl.a. være:
Hvis du har sår eller betændelse i nærheden af operationsstedet.
Hvis du har været i kontakt med sundhedsvæsenet i udlandet.
Hvis dine gener forsvinder eller bliver mindre.
Hvis der opstår tvivl, som du ikke kan finde svar på i dit informationsmateriale.
Sekretæren kan kontaktes på hverdage undtagen onsdag mellem 9.00-12.00 på tlf. 78 42 72 16 (tryk 2).
Ved behov for aflysning af operationen dagen før
Hvis du ikke er rask eller ønsker at aflyse din operation, bedes du ringe til vores ortopædkirurgiske sekretær på 78 42 72 04 på hverdage mellem kl. 8.00-15.00.
Vi kan også kontaktes på mail. Send sikker mail. Vi forsøger at besvare din mail indenfor 24 timer (på hverdage).
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/1639135
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.