Forvridning af et fodled kan medføre mange forskellige skader. Overstrækning af de udvendige strukturer kan ikke blot ødelægge de udvendige ledbånd, men også de sener, der passerer leddet, samt de bindevævs strukturer, der holder senerne på plads.
Skader på disse strukturer kan medføre, at senerne (Peroneus senerne) bag den udvendige ankelkno kan skride ud over bagkanten af den udvendige ankelkno. Det fremkalder ofte et skarpt smæld ledsaget af et smertejag.
Hvis senerne ofte på denne måde ”går af led”, kan der opstå skader i senevævet, så det flænges på langs, og dette skaber en seneskedehindebetændelse.
Om operationen
Man kommer ind til senerne gennem et bueformet snit bag og under den udvendige ankelkno. I underhudens fedtvæv ligger følenerven til den udvendige fodrand (nervus Suralis), og den opsøges og frilægges, så den kan holdes til side. Der er altid risiko for skader på nerven i forbindelse med operationen.
Når seneskeden er frilagt åbnes den og senerne bliver efterset for skader (oftest på Peroneus Brevis). Er der skader bliver de oprenset og syet.
For at få en dybere grøft til senerne, forsænkes bagsiden af den udvendige ankelkno. Derefter lægges senerne på plads og seneskeden og de tværgående bindevævsbånd syes op til ankelknoen og forstærkes af en benhindelap fra ankelknoen.
Efter operationen får du anlagt en gipsskinne, og du må ikke støtte på benet.
Risici og bivirkninger
Enhver operation i foden eller ved anklen har en øget risiko for infektion. Vi giver derfor en forebyggende dosis antibiotika ved operationens start. Skulle der trods dette opstå tegn på betændelse, skal du straks henvende dig til egen læge eller vagtlæge, for at blive sat i antibiotikabehandling.
Da det opererede ben bliver holdt helt stille i gipsbandagen, er der en vis risiko for blodpropper i benet. Derfor giver vi blodfortyndende sprøjter til voksne og særligt udsatte i de første 14 dage.
Arret kan være ømt det første års tid, men generne kan mindskes ved tværmassage hos en fysioterapeut.
Når du kommer hjem
Der kan forekomme betændelse i såret efter enhver operation, men det er sjældent. Hvis der er betændelse viser det sig ved, at såret bliver mere hævet, smertefuldt og ømt ved berøring. Huden udenom bliver rød og varm, og der kan måske sive lidt væske fra såret. Du vil kunne opleve almen utilpashed og feber.
Hvis disse symptomer optræder, er det normalt først i løbet af nogle dage. Derefter skal du ringe til Ortopædkirurgisk Klinik på hverdage eller Ortopædkirurgisk Sengeafsnit (se kontaktoplysninger nederst).
Gipsen og stingene i huden fjernes efter 2-3 uger, og de efterfølgende 3 uger bærer man en støvlelignende bandage, evt. med led. Du må forsat ikke støtte på foden, men du skal huske jævnligt at tage foden ud af bandagen og vippe med fodleddet.
Du vil efter 6 uger bliver indkaldt til opstart af genoptræning i kommunen, og du må nu begynde forsigtig stigende vægtbelastning på foden.
Du må køre bil, når du har normal førlighed.
Hvis man har stående og gående arbejde, må man forvente at være sygemeldt i 6-8 uger. Har man siddende arbejde, f.eks. på kontor, kan man vende tilbage til arbejdet efter ca. 2-3 uger.
Videre forløb
Ved operationen stabiliseres de udvendige sener, hvorved smerterne efterhånden forsvinder. Efter genoptræningen forventes det, at patienten kan vende tilbage til idræt på samme niveau, som før problemerne opstod.
Kontakt
Spørgsmål til bedøvelse og operation
Har du spørgsmål inden operationen bedes du ringe til vores ortopædkirurgiske sekretær.
Det kan bl.a. være:
Hvis du har sår eller betændelse i nærheden af operationsstedet.
Hvis du har været i kontakt med sundhedsvæsenet i udlandet.
Hvis dine gener forsvinder eller bliver mindre.
Hvis der opstår tvivl, som du ikke kan finde svar på i dit informationsmateriale.
Sekretæren kan kontaktes på hverdage undtagen onsdag mellem 9.00-12.00 på tlf. 7842 7216 (tryk 1).
Ved behov for aflysning af operationen dagen før
Hvis du ikke er rask eller ønsker at aflyse din operation, bedes du ringe til vores ortopædkirurgiske sekretær på 7842 7218 på hverdage mellem kl. 8.00-15.00.
Vi kan også kontaktes på mail. Send sikker mail. Vi forsøger at besvare din mail indenfor 24 timer (på hverdage).
Ortopædkirurgi
Ved behov for kontakt kan der alle hverdage rettes henvendelse til Ortopædkirurgisk Klinik på telefonnummer 78 42 72 16 i tidsrummet kl. 09.00-12.00.
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/676680
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.