Kikkertoperation af nerve i klemme i håndleddet (Karpaltunnelsyndrom) og springfinger
Gå direkte til:
Kikkertoperation af nerve i klemme i håndleddet (Karpaltunnelsyndrom) og springfinger
Karpaltunnelsyndrom er en hyppig tilstand, hvor midternerven (medianusnerven) er klemt ved håndleddet. Nerven ligger i en kanal sammen med håndens bøjesener, omgivet af håndrodsknogler og et stramt fortykket ledbånd. Bliver pladsen i denne kanal for snæver, bliver nerven klemt.
Tilstanden kan give smerter, føleforstyrrelser i fingrene, forstyrrelse af nattesøvnen, kraftesløshed i tommelfingeren, "fummelfinger", og man kan pludselig risikere at tabe ting ud af hånden.
Har du sygdommen i begge hænder, kan du godt blive opereret på begge sider samtidigt. Dette er meget op til den enkelte. De første par dage vil du være lidt mere handikappet, men den samlede sygemelding kan forkortes ved at operere begge på samme tid.
En springfinger er en tilstand med lokaliseret fortykkelse af bøjesenen på det sted, hvor den glider ind igennem seneskeden.
Navnet hentyder til det karakteristiske spring, som fingeren kan give, når man forsøger at strække denne efter den har været låst i en bøjet stilling.
Lidelsen kan forekomme i alle aldre – herunder også hos spædbørn. Sukkersyge disponerer til en øget forekomst af springfinger.
Såfremt du har flere springfingre i flere fingre på samme hånd, kan man operere op til 3 fingre under samme operation.
Vi opererer ikke springfingre på begge hænder samtidigt.
Forbered dig til operationen
Læs materialet grundigt
Du skal selv sørge for hjemtransport fra hospitalet
Tag hele dagen fri - din mødetid er ikke din operationstid
Tag ikke børn med som pårørende
Du må have kontaktlinser på under bedøvelsen, men det er på eget ansvar
Fjern smykker/piercinger
Tag din medicin som aftalt
Få købt ind, aftalt pasning/luftning af husdyr mm.
Rygning og alkohol frarådes
Der må ikke være sår på hænderne, da dette øger risikoen for, at bakterier føres ind i hænderne. Hvis du derfor opdager sår på hænderne, beder vi dig ringe til Ortopædkirurgi (se kontaktoplysninger nederst).
Hvis du stopper med at ryge mindst 6 uger før, at du skal opereres, har du større chance for at få et godt forløb. Læs mere i Sundhedsstyrelsen pjece STOP med at ryge, når du skal opereres. Her kan du også finde hjælp til rygestop.
F.eks. Panodil og Ibuprofen, som vil udgøre din smertebehandling efter operationen. Hvis det vurderes, at du vil få brug for at få suppleret med stærkere smertestillende, vil du få det udleveret. Efter operationen vil du få en plan for smertebehandlingen.
På operationsdagen
Du skal opereres i lokalbedøvelse medmindre andet er aftalt i Forundersøgelse til Bedøvelse.
I Dagkirurgien vil du blive modtaget og gjort klar til operationen. Du skal have taget bad hjemmefra og må ikke have neglelak, creme og smykker på.
Du vil blive informeret om dagens forløb.
Tag medicin som aftalt og medbring din egen medicin.
I forbindelse med operationen vil du eventuelt få en smertestillende blokade. Virkningen varer 12-16 timer.
Om operationen
Ved operation kan der skabes plads i karpaltunnelen. Operationen foregår med en kikkert, som føres ind lige over håndleddets bøjefure og videre ind under ledbåndet i karpaltunnelen. Herefter gennemskæres ledbåndet.
Det typiske ar i huden er ca. 1 cm langt. Operationen foretages primært ambulant og i lokalbedøvelse.
Der bruges en oppustet blodtryksmanchet under operationen, og dermed er blodforsyningen i armen midlertidigt afbrudt.
Huden bliver ikke syet, men holdes sammen af sårtape. Desuden får du et vandafvisende plaster på, og der anlægges en trykforbinding.
Ved operation af springfingeren gennemskæres den første seneskedeforstærkning, hvorved senen kan glide frit igennem.
Operationssåret vil typisk forløbe lidt skråt og være cirka 2 cm langt. Arret kan have en anden facon, hvis forholdene taler herfor.
Operationen foregår sædvanligvis i lokal bedøvelse med anvendelse af blodtomhed. Det vil sige, at der sættes en blodtryksmanchet på overarmen, som blæses op under operationen.
Risici og bivirkninger
Der er en lille risiko for infektion og beskadigelse på midternerven kan forekomme, men begge dele er sjældne.
Komplikationerne ved denne operation er sjældent forekommende, men der kan opstå infektion eller blodansamlinger.
Der er også en ganske lille risiko for beskadigelse af følenerver til fingrene.
Ofte kan der være forbigående hævelse og stivhed af fingre/håndled.
Efter operationen
Du vil efter operationen blive informeret af den kirurg, der har opereret dig, og derefter må du tage hjem med det samme.
Du vil være forsynet med en elastisk forbinding om håndleddet.
Kommer der gennemsivning af forbindingen, skal denne skiftes hos egen læge, og der skiftes til plaster efter lægens anvisning.
Du vil opleve, at dine fingre/arm kan hæve og blive spændt. For at afhjælpe dette kan du:
Holde hånden over hjertehøjde de første dage efter operationen.
Lægge en ispakning på det opererede område. Det er vigtigt, at ispakningen ikke lægges direkte på huden.
Derudover er det meget vigtigt, at du i de første uger efter operationen undgår stød og slag på såret.
Du skal holde hånden højt, gerne over hjertehøjde de første 3 dage. Hvis hånden hænger nedad vil den hæve og der vil være risiko for infektion.
Fingrene skal bevæges, men ikke bruges til arbejde.
Du kan bruge handleguiden, hvis du bliver i tvivl om, hvad du skal gøre ved de symptomer, du oplever efter operationen.
Der kan forekomme betændelse i såret efter enhver operation, men det er sjældent. Hvis der er betændelse viser det sig ved, at såret bliver mere hævet, smertefuldt og ømt ved berøring. Huden udenom bliver rød og varm, og der kan måske sive lidt væske fra såret. Du vil kunne opleve almen utilpashed og feber.
Hvis disse symptomer optræder, er det normalt først i løbet af nogle dage. Derefter skal du ringe til Ortopædkirurgisk Klinik på hverdage eller Ortopædkirurgisk Sengeafsnit (se kontaktoplysninger nederst).
Det er vigtigt, at du følger den anviste smertebehandling.
Du skal holde hånden højt, gerne over hjertehøjde de første par dage. Du må frit bevæge fingrene.
Forbindingen kan du fjerne efter 3 dage og evt. skifte plastret.
Efter 7 til 10 dage må du fjerne sårtapen.
Du skal ikke have fjernet tråde ved håndleddet. Du vil blive informeret ved udskrivelse, hvis der eventuelt er tråde, der skal fjernes efter operationen af din springfinger.
De første 3 uger bør du ikke løfte genstande over 10 kg.
Du må køre bil, når du har normal førlighed.
Sygemelding afhænger af dit erhverv. Dette aftales med kirurgen.
Videre forløb
Den natlige uro, som mange oplever, forsvinder ofte efter ganske kort tid, mens føleforstyrrelserne i fingrene kan tage måneder om at svinde. Hvis der har været et langvarigt tryk på nerven, er det ikke sikkert, at nerven genvinder helt normal funktion.
Du skal forvente ømhed ved håndleddet de første par måneder. Din håndkraft forventes tilbage efter 2 måneder. Hvis tommelfingerens muskelkraft har været meget påvirket, og er du over 50 år, skal du ikke forvente normalisering af kraften i fingeren.
Kirurgen planlægger det videre forløb i forhold til evt. sårkontrol, fjernelse af sting og muligvis røntgen.
Hvis lægen har ordineret fysioterapi, vil du få tilsendt en tid i din e-boks. Har du ikke hørt noget inden for en uge, skal du tage kontakt til Fysio- og Ergoterapien. Du kan finde Fysio- og Ergoterapiens kontaktoplysninger på deres hjemmeside.
Mere information
Alkohol kan øge risikoen for komplikationer. Læs mere i Sundhedsstyrelsens pjece Alkohol og operation. Her kan du også finde hjælp til at holde op.
Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål. Du kan ringe til os, men du kan også logge ind på www.booking.rm.dk eller appen MineAftaler og skrive dit spørgsmål (du kan forvente svar indenfor 2 hverdage). Får du det dårligere før aftalen, så kontakt din egen læge.
Kontakt
Kontakt
Dagkirurgien
Du kan kontakte Dagkirurgien det første døgn efter operationen, herefter skal du kontakte egen læge eller vagtlæge.
Hverdage kl. 9.00 – 14.00
Tlf. 78 42 55 12
Transportbefordring til Dagkirurgien
Hverdage kl. 7.00 - 20.00
Weekend kl. 10.00 - 17.00
Tlf. 78 42 50 00
Ændringer af operationstid eller aflysning
Hverdage kl. 8.00 - 15.00: Tlf. 78 42 72 16
Weekend/helligdage: Tlf. 78 42 72 22
Spørgsmål efter operationen
Hvis du oplever problemer i weekenden/helligedage med sivning eller blødning fra såret eller problemer med plastre eller forbinding.
Tlf. 78 42 72 22
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/814433
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.