En springfinger er en tilstand med lokaliseret fortykkelse af bøjesenen på det sted, hvor den glider ind igennem seneskeden.
Navnet hentyder til det karakteristiske spring, som fingeren kan give, når man forsøger at strække denne efter den har været låst i en bøjet stilling.
Lidelsen kan forekomme i alle aldre – herunder også hos spædbørn. Sukkersyge disponerer til en øget forekomst af springfinger.
Som tommelfingerregel kan du få 3 blokader det samme sted indenfor cirka 6 måneder. Derefter skal der gå ca. et år før, at du igen må få lagt en blokade i samme område.
Hvis symptomerne bliver ved med at komme igen, er det nødvendigt, i samråd med din læge, at overveje om diagnosen er korrekt, om overbelastningen ikke er reduceret tilstrækkeligt, eller om der skal en operation til.
Om behandlingen
Behandlingen består af en indsprøjtning i det område i håndfladen, hvor du er mest øm.
Sådan virker medicinen
Vi anlægger en blokade, som består af en blanding af lokalbedøvelse og binyrebarkhormon. Formålet med en blokade er at dæmpe en irritationstilstand (inflammation) i et bestemt område. Det kan f.eks. være en overanstrengt sene eller et irriteret led.
Umiddelbart efter blokaden kan du opleve en bedring på grund af lokalbedøvelsen. Det betyder, at blokaden er lagt det rigtige sted og at diagnosen er rigtig.
Risici og bivirkninger
Bivirkninger i forbindelse med lokal indsprøjtning af binyrebarkhormon er meget beskedne. Der kan opstå lokal irritation, misfarvning og let indtrækning af huden.
Nogle kan opleve rødme og varme af ansigtet, som aftager indenfor 1-2 døgn.
Hos kvinder kan der forekomme blødningsforstyrrelser.
Vær opmærksom på
Sukkersygepatienter kan opleve en stigning af blodsukkeret, hvorfor blodsukkerets værdier bør kontrolleres oftere. Det kan være nødvendigt at ændre på behandlingen af sukkersygepatienter ved at øge dosisen af insulin.
Når du kommer hjem
Når bedøvelsen ophører med at virke efter et par timer, kan der komme en del smerter på grund af lokal irritation forårsaget af binyrebarkhormonet. Disse smerter kan vare nogle døgn, og det kan være en god idé at tage noget smertestillende.
Det er vigtigt, at du aflaster det pågældende område de næste 3-4 dage.
Sygemelding fra arbejde kan være aktuelt afhængigt af dit arbejde.
Videre forløb
Virkningen af blokaden begynder typisk først efter en uges tid og sætter langsomt ind. Du bliver ikke rask fra den ene dag til den anden.
Kontakt
Ortopædkirurgi
Ved behov for kontakt kan der alle hverdage rettes henvendelse til Ortopædkirurgisk Klinik på telefonnummer 78 42 72 16 i tidsrummet kl. 09.00-12.00.
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/667635
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.