Du har pådraget dig et brud øverst på lårbenet, hvilket også kaldes for hoftebrud.
Alle hoftebrud kræver operation.
På operationsdagen
Du skal faste inden operationen, men det er vigtigt, at du ikke faster mere end højst nødvendigt, da det kan give kvalme og ubehag.
Derfor skal du følge nedenstående retningslinjer:
Du må spise og drikke mælk senest 6 timer før operationen.
Hvis det kan lade sig gøre, vil du blive tilbudt 2 glas saftevand med sukker 2 timer før din operation.
De sidste 2 timer må du ikke bruge tyggegummi eller lignende, og du må helst ikke ryge.
Mens du faster, må du gerne skylle munden med vand, men du må ikke synke det.
Hvis du skal være fastende i mange timer, er det muligt at give dig et drop med saltvand eller sukker. Dette sørger for, at din krop stadig får væske og kan afhjælpe utilpashed, kvalme og hovedpine.
Husk at give besked, hvis du har fødevareallergi, så vi kan tage højde for det efter operationen.
Om operationen
Bruddet sidder i den øverste del af lårbenet. Operationsmetoden afhænger af, hvordan bruddet er placeret. Der kan indsættes forskellige skruer og skinner, der holder bruddet på plads.
Nogle gange er det nødvendigt at udskifte lårbenshovedet og sætte et kunstigt ind.
Den læge, der skal operere dig, fortæller dig, hvilken operationstype, som skal anvendes.
Her ser du et eksempel på en skrue:
Her ser du et eksempel på en kunstig hofte:
Når du er opereret kan du få et billede af, hvordan dit ben ser ud.
Du bliver indlagt på Ortopædkirurgisk Sengeafsnit.
Læger, sygeplejersker og fysioterapeuter behandler, plejer og genoptræner dig.
Under din indlæggelse vil du blive undersøgt og fulgt af en medicinsk læge, der har speciale i ældre patienter.
Risici og bivirkninger
Betændelse i operationssåret forekommer sjældent. Det forebygges ved at give dig antibiotika lige inden operationen og 3 gange i det første døgn. Medicinen giver vi dig i et drop.
Blodprop i benet viser sig ved hævelse, smerter, eventuelt misfarvning af benet og feber. For at minimere risikoen for blodpropdannelse vil du få blodfortyndende medicin under indlæggelsen. Vi opfordrer dig til at være aktiv og lave de øvelser, som du får vist. Vi giver dig den blodfortyndende medicin i form af en lille indsprøjtning i maveskindet.
Efter operationen
Når du kommer tilbage på sengeafsnittet efter operationen, vil du blive modtaget af plejepersonalet. Du vil blive tilbudt mad og drikke, og plejepersonalet vil spørge ind til, hvordan du har det og tilse operationsområdet.
Det er naturligt at være træt, have kvalme og almen utilpashed, men dette forsvinder som oftest i løbet af dagen.
Proteiner er vores byggesten, og det er derfor utrolig vigtigt, at du får en god kost for at kunne hele ordenligt efter en operation. Mad og drikke er en vigtig del af din behandling. Nogle vil sagtens kunne fortsætte deres normale kost, mens andre vil have behov for ekstra tilskud af f.eks. protein.
Du vil under indlæggelsen blive ernæringsscreenet og alt efter resultatet, vil der blive lagt en ernæringsplan, så vi sikrer, at du får den rette kost.
Det er vigtigt, at du har praktisk tøj og gode fastsiddende sko med til at have på efter operationen.
Du vil som udgangspunkt skulle hurtigt op og i gang efter en operation. At ligge i sengen forlænger genoptræningen og kan medføre lungebetændelse, liggesår og andre uheldige følger. Tidlig mobilisering er altså en vigtig del af din behandling. Hvis ikke du selv kan komme ud af sengen og gå omkring, vil du få hjælp af plejepersonalet og fysioterapeuter. Det vil være individuelt, hvor hurtigt man kommer i gang efter en operation, og hvor meget man må.
Du kan ikke forvente at være smertefri, når du skal op, men du kan få smertestillende medicin for at mindske smerterne.
Der må forventes en vis grad af smerte, eftersom du er blevet opereret. Der vil blive lagt en smerteplan, og det er vigtigt, at du følger denne.
Det er vigtigt, at dine smerter ikke forhindrer dig i at:
Følge dit træningsprogram.
Gå rundt.
Sove om natten eller hvile i løbet af dagen.
Når du tager stærk smertestillende, kan du nemt blive forstoppet. Derfor vil du ofte få afføringsmiddel sammen med det smertestillende medicin. Derudover er det vigtigt at drikke rigeligt og spise fiberrig kost, f.eks. frugt og groft brød. Afføringsmiddel kan du købe i håndkøb på apoteket, og apotekets personale kan vejlede dig i brugen af midlet.
Efter operationen vil dit ben hæve omkring operationssåret, men også resten af benet. Især anklerne kan blive hævede. Det er en naturlig reaktion på den skade, der er sket i hoften. Det kan vi afhjælpe ved at hæve fodenden af sengen, når du hviler. Du kan få en skammel, som du kan lægge dit ben op på, når du sidder. Fysioterapeuterne viser dig nogle øvelser, som du selv kan udføre. Hævelsen forsvinder efter nogen tid, men der kan gå op til 3 måneder.
For at forebygge nye fald, vil en medicinsk læge tale med dig, gennemgå din sygehistorie og din medicin. Måske skal der ændres i din hjemmemedicin, og måske bliver du tilbudt nogle undersøgelser, der kan hjælpe med at give dig den bedste behandling.
Genoptræningen starter lige efter operationen. Samme dag, som du er opereret vil du blive hjulpet op at sidde på sengekanten, op at stå og, hvis du kan, skal du gå et par skridt.
Du vil dagligt få træning af en fysioterapeut og en ergoterapeut. Ergoterapeuten vil vejlede dig i at bruge hjælpemidler, der kan gøre hverdagen lettere for dig. Hjælpemidlerne kan du bruge så længe du har brug for det.
Det er vigtigt, at du selv er aktiv, både under og efter indlæggelsen. Alle daglige gøremål er træning.
Du vil få udleveret et hjemmetræningsprogram, så du kan fortsætte øvelserne derhjemme efter udskrivelsen.
Du kan forvente, at vi påbegynder planlægningen af din udskrivelse allerede ved indlæggelsesdagen. Dette foregår selvfølgelig i tæt samarbejde med dig og dine pårørende. Du vil på udskrivelsesdagen få informationer om eventuel efterbehandling og kontrol.
Vi lægger vægt på, at udskrivelsen skal være tryg for dig og dine pårørende.
Af hensyn til afdelingens rutiner vil vi forsøge at planlægge udskrivelsen til om formiddagen. Du vil få tilbudt en hospitalsseng i det tidsrum, hvor du har brug for det, men du kan også opleve at få tilbudt en hvilestol, når du er klar til udskrivelse og venter på hjemtransport.
Efter udskrivelsen sender vi en beskrivelse af dit behandlingsforløb til din egen læge. Ønsker du ikke dette, bedes du meddele det til personalet.
Ved behov kontakter vi hjemmeplejen og arrangerer hjemmehjælp og hjælpemidler i hjemmet.
Allerede dagen efter din indlæggelse kontakter vi en visitator i din hjemkommune for at meddele, at du er indlagt. Det gør vi både når du får hjælp i forvejen, men også hvis du ingen hjælp får. Formålet med denne kontakt er at sikre dig et godt forløb, både under indlæggelsen og efter du er udskrevet.
Hvis hjemmeplejen skal hjælpe dig efter udskrivelsen, er det vigtigt, at de får besked i god tid. Vi vil under hele indlæggelsen tale med dig og dine pårørende, om dit behov for hjælp.
Når du kommer hjem
12 dage efter operationen skal du kontakte din egen læge og få fjernet de hudclips eller tråde, der sidder i såret. Det er ikke nødvendigt med kontrol på hospitalet.
Når du er kommet hjem vil du måske være lidt træt. Det er helt naturligt. Kroppen har brug for tid til at komme sige oven på operationen.
Måske er du bekymret for, om du falder igen. Det er vigtigt, at du fortæller dine pårørende eller evt. hjemmehjælpen om, hvordan du har det.
Det er vigtigt, at du fortsætter med den træning, der er startet, mens du var indlagt. Du vil få en genoptræningsplan, og der vil komme en terapeut fra kommunen, der hjælper dig videre.
Det bedste du kan gøre for dig selv, er at sørge for en god fysisk form. Ved at bevæge dig og bruge din krop vedligeholder du din krops funktioner og øger din styrke, udholdenhed, smidighed og sikkerhed. Din nattesøvn, din fordøjelse og dit humør bliver bedre. Du vil hurtigt føle, at du får mere energi, når du bevæger dig i din hverdag.
Husk, at rengøring og havearbejde også tæller med.
Der er nogle ting, som du kan gøre for at mindske risikoen for, at du falder igen.
Fodtøj er vigtigt. Det skal passe og skal være med hælkappe. Skift gerne fodtøj flere gange dagligt. Tips: køb nye sko sidst på dagen. Fødder hæver ofte i løbet af dagen, så sidst på dagen er dine fødder størst.
I dit hjem kan du undgå at falde igen, ved at:
undgå løse ledninger.
få en skridsikker måtte i badet og evt. en taburet og et håndtag.
sørg for god belysning. Tænd lyset når det er mørkt. Især om natten, hvis du skal op.
sørge for god plads. Fjern evt. møbler, så du bedre kan komme omkring.
sørg for god udendørsbelysning og gelænder ved trappen.
Det er vigtigt, at du får nok at spise og drikke. Vi anbefaler 3 hovedmåltider og 2-4 mellemmåltider. I pjecen "Mad og drikke før og efter indlæggelsen" kan du læse mere.
Drik mindst 10 glas væske dagligt (svarer til 1,5-2 liter). Væskemangel kan give svimmelhed og medføre fald.
Når du bliver ældre omsætter kroppen medicinen langsommere, og du reagerer anderledes på medicinen. Dette kan påvirke din balance og medføre fald. Vær især opmærksom på sovemedicin og stærkt smertestillende medicin. Det ophobes i din krop ved længere tids forbrug.
Indtag din medicin i korrekt mængde og på de anviste tidspunkter. Du kan få hjælp til at dosere din medicin af en hjemmesygeplejerske eller apoteket.
Tal jævnligt med din læge om din medicin.
Det er en god idé med mindst et årligt besøg hos din læge, hvor du kan få kontrolleret puls, blodtryk, bevægelighed, medicin, vægt, syn, hukommelse, m.m.
Videre forløb
Hvis du får meget ondt i benet et stykke tid efter operationen, kan det være tegn på, at der er sket noget med knoglen, der hvor du er opereret. Du bør kontakte din egen læge, som kan henvise dig til videre undersøgelse.
Risikoen er størst i de første 3 måneder, men eksisterer resten af livet.
Der er nogle få regler, som du bør følge resten af livet:
Undgå at krydse benene.
Undgå at bøje mere end 90 grader i hoften.
Undgå at sidde med benene over kors.
Mens du er indlagt starter vi en forebyggende behandling mod knogleskørhed. Den består af D-vitamin og kalk. Måske sætter den medicinske læge dig også i behandling med anden medicin, der kan styrke knoglerne. Vi anbefaler, at du fortsætter behandlingen derhjemme.
Brug et gangredskab, f.eks. stok eller rollator, hvis du har behov for dette eller føler dig mere tryg. Din kommune kan vejlede dig.
Forebyggelse af knogleskørhed
Her er nogle gode råd til at forebygge knogleskørhed:
Spis eller drik mælkeprodukter hver dag.
Spis fisk, gerne dagligt.
Et højt niveau af fysisk aktivitet i dagligdagen.
Få sollys. ½-1 time dagligt i sommerhalvåret.
Kosttilskud i form af calcium og D-vitamin.
Mere information
Rygning har en negativ effekt på udviklingen af en lang række kroniske sygdomme såsom forhøjet blodtryk, øget risiko for blodpropper samt KOL (kronisk obstruktiv lungesygdom) og kræft.
Generelt er der 3 gange større risiko for udvikling af kræft i forhold til ikke-rygere og 10 gange større risiko for udvikling af lungekræft. Rygning er derudover også årsag til en række komplikationer under graviditet og fødsel f.eks. lav fødselsvægt og udvikling af astma ved barnet.
Risikoen for en blodprop i hjertet er fordoblet allerede ved et dagligt forbrug på 3-5 cigaretter for kvinder og 6 cigaretter dagligt ved mænd.
At drikke for meget er ikke nødvendigvis det samme som at have et misbrug. Men overgangen fra et lille til et større forbrug af alkohol er glidende, men også forskellig fra person til person. Derfor er det en god idé at holde øje med, at alkoholforbruget ikke kommer ud af kontrol.
Sundhedsstyrelsens 7 udmeldinger om alkohol:
Du har en lav risiko for at blive syg på grund af alkohol ved et forbrug på 7 genstande om ugen for kvinder og 14 for mænd.
Du har en høj risiko for at blive syg på grund af alkohol, hvis du drikker mere end 14 genstande om ugen for kvinder og 21 for mænd.
Intet alkoholforbrug er risikofrit for dit helbred.
Drik ikke alkohol for din sundheds skyld.
Stop før 5 genstande ved samme lejlighed.
Er du gravid – undgå alkohol. Prøver du at blive gravid – undgå alkohol for en sikkerheds skyld.
Er du ældre – vær særlig forsigtig med alkohol.
Ved dit besøg på Regionshospitalet Horsens har du mulighed for at blive henvist til din kommunes behandlingstilbud. Du kan altid henvende dig ved din kommune for at få råd og vejledning omkring alkohol uden at blive henvist.
Det er muligt at finde hjælp på sundhed.dk, hvor du kan få praktisk information om din kommunes behandlingstilbud.
Kontakt
Ortopædkirurgi
Ved behov for kontakt kan der alle hverdage rettes henvendelse til Ortopædkirurgisk Klinik på telefonnummer 78 42 72 16 i tidsrummet kl. 09.00-12.00.
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/672509
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.