Information til dig der måske skal have en knæprotese
Gå direkte til:
Vi har modtaget en henvisning fra din læge omkring dine knæproblemer. Vi vil gerne se dig til forundersøgelse i Ortopædkirurgisk Klinik. Her skal du tale med en læge, der har speciale i knækirurgi. Du modtager denne patientinformation, da speciallægen har vurderet, at du muligvis bliver tilbudt en knæproteseoperation.
At få en knæprotese er en stor beslutning. Derfor ønsker vi at give dig og din pårørende mulighed for at forberede jer til samtalen med lægen. På den måde sikrer vi, at I får uddybet de områder, hvor I er i tvivl og får svar på eventuelle spørgsmål.
Hav gerne en pårørende eller ven med.
Det er en god idé, at du hjemmefra har overvejet dine spørgsmål og skrevet dem ned på forhånd.
Hvis du tager medicin, er det vigtigt, at du medbringer et opdateret medicinskema.
Hvis du får tilbudt en operation, skal du regne med, at dit besøg i klinikken tager nogle timer, da vi så allerede her starter med forberedelserne til operationen.
Om forløbet
Knæproteseoperationen foregår i afsnittet DKC, hvorfra man udskrives samme dag eller dagen efter operationen inden kl. 11. Ved særlige omstændigheder kan indlæggelse ske i Ortopædkirurgisk Sengeafsnit.
Tiden til operation modtager du i e-boks.
Om behandlingen
Operationen tager et par timer.
Ved operationen erstattes bruskfladerne på lår- og skinnebenet af metalproteser, og imellem disse sættes en plastkomponent. Brusken på knæskallens bagside erstattes også med plastkomponent.
Huden lukkes med metalclips (agraffer).
Hos de fleste folk med slidgigt vil knæsmerterne stort set forsvinde, når ømheden efter operationen er væk. Det drejer sig om 85-90% af alle de opererede. De sidste 10-15% kan stadigvæk have nogle gener fra knæet, og hos ganske få vil operationen være uden effekt på smerterne, også selvom protesen sidder korrekt.
De første 3 måneder efter operationen vil man opleve hævelse, ømhed og smerter. Derefter går det gradvist bedre. De fleste har det godt ca. ½ år efter operationen. Der kan i nogle tilfælde gå helt op til 2 år, førend generne er aftaget.
Generelt er holdbarheden god og de fleste har det kunstige knæ livet ud. Ca. 90% har deres knæprotese i 20 år efter operationen.
Årsagen til en ny operation kan være, at protesen har løsnet sig, er slidt eller hvis der forekommer infektion.
Symptomer på, at protesen har løsnet sig eller der er betændelse vil være hævelse og smerter ved knæet.
Selvom fordelene ved en proteseoperation af knæet normalt er store, skal man dog være opmærksom på, at der også er risiko for følgende komplikationer:
Blodprop i benet (1%). Derfor gives blodfortyndede medicin efter operationen, og vi opfordre dig til at være aktiv og lave venepumpeøvelser.
Dårlig sårheling med behov for ny sammensyning af såret (1%).
Nervebeskadeligelse der påvirker følesansen og bevægeligheden af underben og fod (under 1%). Alle mister lidt af følesansen på ydersiden af knæet, og det må man betragte som en uundgåelig bivirkning.
Ved behov for kontakt kan der rettes henvendelse til Ortopædkirurgisk Klinik på telefonnummer 78 42 72 16 på følgende hverdage mandag, tirsdag, torsdag og fredag i tidsrummet mellem kl. 09.00 og 12.00
Ved behov for kontakt uden for det angivne tidsrum kan der rettes henvendelse til Ortopædkirurgisk sengeafsnit på telefonnummer 78 42 72 22.
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/913013
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.