Dette er en vejledning til dig, der har fået sat eksternt fiksationsudstyr på et brud. Vejledningen hjælper dig til selv at pleje og observere sårene og apparaturet.
Eksternt fiksationsudstyr er et apparatur, der anvendes til at stabilisere brud. Apparaturet består af metalpinde, der skrues gennem huden og ind i knoglen på begge sider af bruddet. Pindene forbindes med hinanden ved hjælp af en skinne. Skinnen kan reguleres og efterspændes.
Vær opmærksom på
Pindene går ind igennem huden og ind i knoglen. Det medfører, at der kan sive blod og vævsvæske ud langs med pindene. For at forebygge betændelse er det vigtigt, at du renser omhyggeligt på og omkring pindene.
Så længe du er indlagt renses pindene sterilt. Det er plejepersonalet, der soignerer og oplærer dig i selv at klare opgaven derhjemme. Det kan være lidt svært og har du brug for hjælp efter udskrivelsen, vil vi arrangere, at der kommer en hjemmesygeplejerske og hjælper dig.
Du skal henvende dig til Ortopædkirurgisk Sengeafsnit, hvis du er usikker eller der opstår følgende tegn på infektion:
rødme og hævelse
dunkende smerter
øget sekretion og pus fra pinhullerne
feber
Sådan gør du
Medmindre der aftales andet skal du rense pindene 1 gang om dagen, så længe der er sivning. Når sivningen er ophørt skal du rense hver 3. dag.
Når du er kommet hjem, skal du bruge følgende ting til at rense pindene med:
En ren skål
Lunken postevand
Gazeswaps
Vatpinde
Plaster til at sætte gazen fast med
Et lille håndklæde til afdækning
Vask dine hænder.
Start med de pinde, der væsker mindst. Massér let på huden omkring pinden og træk derefter huden lidt væk fra pinden, så der kan renses grundigt hele vejen rundt.
Hver pind renses med en ny vatpind og postevand.
Alle tørre sårskorper fjernes.
Gevind på pinden over hudniveau renses grundigt.
Hver pin og huden omkring tørres med ren vatpind.
Ved sivning fra pindehullerne anlægges tør, sugende forbinding. Pindehullerne må dog aldrig dækkes med vaselinegaze eller lignende.
Husk at rense og tørre apparaturet grundigt efter bad.
Videre forløb
Du får materialer med fra afdelingen til den første skiftning. Derefter skal du selv købe det på apoteket eller ved Matas.
Kontakt
Ortopædkirurgi
Ved behov for kontakt kan der alle hverdage rettes henvendelse til Ortopædkirurgisk Klinik på telefonnummer 78 42 72 16 i tidsrummet kl. 09.00-12.00.
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/670099
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.