Efter en spontant sammenklappet lunge (uden forudgående skade):
Har man øget risiko for, at det sker igen. Det rammer oftest samme lunge igen, men en del patienter oplever, at det også kan ske for den anden lunge.
Patienten skal ved lignende symptomer søge læge.
Total rygestop anbefales, inklusiv tobak, vandpibe, cannabis mv. for at nedsætte risikoen for, at det sker igen.
Generelt frarådes dykning med flaske for livstid grundet stor risiko for, at lungen igen klapper sammen. Desuden frarådes uddannelse som erhvervspilot.
Ved dit besøg på Regionshospitalet Horsens har du mulighed for at blive henvist til din kommunes rygestoptilbud.
Du kan altid finde hjælp på www.stoplinien.dk, hvor du kan få vejledning til, hvordan du kommer i kontakt med rygestopinstruktøren i din kommune.
På operationsdagen
Du skal faste inden operationen, men det er vigtigt, at du ikke faster mere end højst nødvendigt, da det kan give kvalme og ubehag.
Derfor skal du følge nedenstående retningslinjer:
Du må spise og drikke mælk senest 6 timer før operationen.
Hvis det kan lade sig gøre, vil du blive tilbudt 2 glas saftevand med sukker 2 timer før din operation.
De sidste 2 timer må du ikke bruge tyggegummi eller lignende, og du må helst ikke ryge.
Mens du faster, må du gerne skylle munden med vand, men du må ikke synke det.
Hvis du skal være fastende i mange timer, er det muligt at give dig et drop med saltvand eller sukker. Dette sørger for, at din krop stadig får væske og kan afhjælpe utilpashed, kvalme og hovedpine.
Husk at give besked, hvis du har fødevareallergi, så vi kan tage højde for det efter operationen.
Om operationen
Operationen foretages i lokalbedøvelse, evt. suppleret med smertestillende i en blodåre.
Lægen lokalbedøver dig lige under armhulen på den side, hvor din lunge er klappet sammen.
Der laves et mindre snit i huden (ca. 2-3 cm) og i lungehinden (kan medføre kortvarig smerte).
Et blødt plastikrør (pleuradræn) kan nu føres ind i lungehulen og tilsluttes en vandlås. Plastikrøret syes fast til huden, så det ikke kan falde ud.
Røret fjernes igen uden bedøvelse, når lungen er sikkert foldet ud. Dette er typisk efter 2-3 dage.
Efter operationen
Når du kommer tilbage på sengeafsnittet efter operationen, vil du blive modtaget af plejepersonalet. Du vil blive tilbudt mad og drikke, og plejepersonalet vil spørge ind til, hvordan du har det og tilse operationsområdet.
Det er naturligt at være træt, have kvalme og almen utilpashed, men dette forsvinder som oftest i løbet af dagen.
Proteiner er vores byggesten, og det er derfor utrolig vigtigt, at du får en god kost for at kunne hele ordenligt efter en operation. Mad og drikke er en vigtig del af din behandling. Nogle vil sagtens kunne fortsætte deres normale kost, mens andre vil have behov for ekstra tilskud af f.eks. protein.
Du vil under indlæggelsen blive ernæringsscreenet og alt efter resultatet, vil der blive lagt en ernæringsplan, så vi sikrer, at du får den rette kost.
Du vil som udgangspunkt skulle hurtigt op og i gang efter en operation. At ligge i sengen forlænger genoptræningen og kan medføre lungebetændelse, liggesår og andre uheldige følger. Tidlig mobilisering er altså en vigtig del af din behandling. Hvis ikke du selv kan komme ud af sengen og gå omkring, vil du få hjælp af plejepersonalet og fysioterapeuter. Det vil være individuelt, hvor hurtigt man kommer i gang efter en operation, og hvor meget man må.
Du kan ikke forvente at være smertefri, når du skal op, men du kan få smertestillende medicin for at mindske smerterne.
Der må forventes en vis grad af smerte, eftersom du er blevet opereret. Der vil blive lagt en smerteplan, og det er vigtigt, at du følger denne.
Det er vigtigt, at dine smerter ikke forhindrer dig i at:
Følge dit træningsprogram.
Gå rundt.
Sove om natten eller hvile i løbet af dagen.
Når du tager stærk smertestillende, kan du nemt blive forstoppet. Derfor vil du ofte få afføringsmiddel sammen med det smertestillende medicin. Derudover er det vigtigt at drikke rigeligt og spise fiberrig kost, f.eks. frugt og groft brød. Afføringsmiddel kan du købe i håndkøb på apoteket, og apotekets personale kan vejlede dig i brugen af midlet.
Du kan forvente, at vi påbegynder planlægningen af din udskrivelse allerede ved indlæggelsesdagen. Dette foregår selvfølgelig i tæt samarbejde med dig og dine pårørende. Du vil på udskrivelsesdagen få informationer om eventuel efterbehandling og kontrol.
Vi lægger vægt på, at udskrivelsen skal være tryg for dig og dine pårørende.
Af hensyn til afdelingens rutiner vil vi forsøge at planlægge udskrivelsen til om formiddagen. Du vil få tilbudt en hospitalsseng i det tidsrum, hvor du har brug for det, men du kan også opleve at få tilbudt en hvilestol, når du er klar til udskrivelse og venter på hjemtransport.
Efter udskrivelsen sender vi en beskrivelse af dit behandlingsforløb til din egen læge. Ønsker du ikke dette, bedes du meddele det til personalet.
Ved behov kontakter vi hjemmeplejen og arrangerer hjemmehjælp og hjælpemidler i hjemmet.
Når du kommer hjem
Nogle patienter oplever, at huden på halsen knitrer, når man rører ved den. Dette sker, fordi der slipper luft ud fra lungehulen, som presser sig ind imellem hud og underhud. Nogle gange kan det se voldsomt ud, hvis ansigtshuden hæver op. Det er helt ufarligt, så længe man ikke har påvirket vejrtrækning. Luften forsvinder af sig selv i løbet af et par uger, efter drænet er fjernet.
Hårdt fysisk arbejde, herunder styrketræning og kontaktsport, frarådes i 2 uger efter drænbehandling eller operation for sammenklappet lunge, for at undgå, at såret springer op.
Badning i havvand og svømmehal frarådes indtil, at såret/sårene er helet.
Kontakt
Ortopædkirurgi
Ved behov for kontakt kan der alle hverdage rettes henvendelse til Ortopædkirurgisk Klinik på telefonnummer 78 42 72 16 i tidsrummet kl. 09.00-12.00.
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/689248
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.